trykketeknikker

Bogstaver og billeder kan trykkes på fem forskellige måder:

I såkaldt højtryk, hvor trykfarven overføres på materialet (oftest papir) fra ophøjede partier på tryklegemet (fx fra blytyper, træsnit eller klicheer). Højtryksteknikken, som i fagsprog normalt kaldes "bogtryk", har til almindeligt satstryk været enerådende fra Johann Gutenbergs tid og frem til slutningen af 1700-tallet.

I såkaldt plantryk, hvor trykfarven overføres på materialet (oftest papir) fra en flade, hvorpå kun de farvebærende partier ved hjælp af en kemisk proces afgiver tryk (fx litografi og offset ). Endvidere skabelontryk, hvor farven overføres igennem et afmasket materiale (fx silkestof; se serigrafi). Plantryk, som blandt ældre bogtrykkere kaldes fladtryk, blev lanceret i slutningen af 1700-tallet.

I såkaldt dybtryk, hvor farven overføres på materialet (oftest papir) fra fordybninger i tryklegemet (fx plader til kobberstik og metalvalser til rasterdybtryk i rotationspresser).

Fælles for disse, klassiske trykarter er, at tryklegemet har fysisk kontakt med materialet. En femte trykart har siden 1980erne vundet større og større udbredelse i trykkerierne, og i dag er den under den løse betegnelse digitaltryk ved at dominere al kommerciel trykning. Det drejer sig om:

Den kontaktfri trykning. printteknologien, hvor trykfarven påsprøjtes et materiale, eller hvor en tonerfarve fæstnes elektrostatisk til materialet, (fx laserprint og forskellige slags inkjetteknikker og termografiske teknikker). Trykmaskiner og printere til digitaltryk repræsenterer en nutidig udvikling af plantryksteknikken.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig