Den reglementerede prostitution var et system for offentligt reguleret prostitution, der blev indført i 1874 især for at begrænse udbredelsen af syfilis. Kernen var indskrivningen af prostituerede kvinder hos politiet som såkaldte offentlige fruentimmere, der blev underkastet et rigidt kontrolsystem med ugentlige lægeundersøgelser og begrænsninger i den personlige frihed. Den reglementerede prostitution blev ophævet i 1906.
Den offentlige prostitution
I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet udviklede politiet i København en uofficiel praksis for regulering af prostitutionen. Formålet var at begrænse udbredelsen af frygtede seksuelt overførte sygdomme som syfilis og gonorré.
Kvinder kunne lade sig indskrive hos politiet som offentlige fruentimmere og mod at lade sig regelmæssigt undersøge for sygdom nyde en udbredt straffrihed for deres ellers kriminelle erhverv.
Efter indførelsen af Grundloven i 1849 blev der dog sat spørgsmålstegn ved lovligheden af reguleringen. Da man i 1863 vedtog en ny politilov, blev det imidlertid muligt for Justitsministeriet at indføre et formelt tilsyn med prostitutionen, der legaliserede den gældende praksis. Derfor blev der nedsat en kommission, der skulle udarbejde et udkast til et regulativ for København.
Den nye Borgerlige Straffelov fra 1866 havde indført et forbud i sin § 180 mod, at kvinder søgte at ernære sig ved prostitution "mod politiets advarsel".
Problemet var dog, at der ikke fandtes lovhjemmel til at tvinge kvinderne ind under et kontrolsystem med lægeundersøgelser, behandling og polititilsyn. Dermed kunne myndighederne ikke effektivt modvirke den såkaldte "hemmelige prostitution" – sexsalg, der var uden for politiets tilsyn – som man mente var årsag til hovedparten af syfilissmitten.
Løsningen blev Lov om Foranstaltninger til at modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse, der blev vedtaget af Folketinget i april 1874.
Loven gjorde det muligt for politiet at tvinge personer smittet med sexsygdomme til at modtage behandling på et hospital, ligesom kvinder, der var dømt efter straffelovens § 180 kunne underkastes regelmæssig lægeundersøgelse for sexsygdomme. Ved gentagelsestilfælde kunne kvinderne endvidere tvinges til at lade sig registrere hos politiet som offentlige fruentimmere.
Reglerne for politiets praktiske arbejde med at kontrollere den offentlige prostitution blev formuleret i Regulativ for Politiets Tilsyn med offentlige Fruentimmer i Kjøbenhavn, der trådte i kraft 1. juli 1877.
Udover nogle generelle bestemmelser for politiets virke beskrev regulativet, hvordan den lægelige visitation af de indskrevne kvinder for sexsygdomme skulle organiseres. Den foregik to gange om ugen i et særligt visitionsrum på domhuset. Blev en kvinde konstateret smittet med fx syfilis, blev hun straks indlagt på hospitalet til behandling.
I 1886 oprettedes Vestre Hospital med det formål at behandle de prostituerede kvinder, som led af syfilis eller andre sexsygdomme.
De indskrevne kvinder blev inddelt i to grupper. Førstegangsindskrevne og kvinder med upåklagelig opførsel kunne få politiets tilladelse til at bo i privat logis, mens alle andre blev henvist til at tage ophold i de af politiet godkendte offentlige huse, altså bordeller.
Idéen var, at hovedparten af kvinderne skulle isoleres i bordeller, der skulle samles i nogle få, afgrænsede områder i byen.
Regulativet listede tretten særligt udvalgte gader op, hvor disse bordeller måtte ligge. Det drejede sig udelukkende om de mindre befærdede sidegader omkring Farvergade og Magstræde, i Holmensgadekvarteret samt en række afsidesliggende stræder nær Gothersgade.
Kvinder, der var bordellerede, måtte ikke forlade de offentlige huse efter mørkets frembrud, og det var forbudt for dem at trække på gaden, vise sig i bordellets vinduer, døre eller på fortovet foran.
De privatboende indskrevne kvinder havde lidt større frihed, men måtte ikke flytte adresse eller rejse væk fra København uden politiets tilladelse, og politiet havde ligesom med bordellerne ret til at føre tilsyn med deres bolig døgnet rundt.
Regulativet indeholdt desuden regler for, hvordan de indskrevne kvinder måtte gå klædt, hvordan de måtte opføre sig i det offentlige rum, hvor de måtte opholde sig i teatre, på restauranter og caféer, ligesom det i det hele taget var forbudt for dem at bevæge sig på en række hovedgader i byen – herunder Strøget – efter kl. 12 middag.
Alle disse regler skulle forhindre de prostituerede kvinder i at tiltrække sig opmærksomhed og så meget som muligt skjule prostitutionen fra byens borgere.
Formålet var at beskytte den offentlige "velanstændighed" – altså seksualmoral – og værne om sædeligheden ikke mindst blandt byens unge kvinder, som man frygtede ville blive lokket i fordærv ved at komme i kontakt med prostitutionen.
Derfor gjaldt det ifølge myndighederne om at begrænse prostitutionens geografiske udbredelse til nogle få gader og de indskrevne kvinders bevægelsesfrihed mest muligt. Håbet var at forhindre en stigning i prostitutionen og ikke mindst i smitten med syfilis.
Den reglementerede prostitution førte dog ikke til det ønskede resultat. Allerede i løbet af de første år efter vedtagelsen af loven steg antallet af indskrevne kvinder i København fra 301 i 1873 til 499 i 1880, mens antallet af sygdomstilfælde fulgte med op. Samtidig blev prostitutionen spredt ud over byen gennem et stigende antal privatboede kvinder.
Op gennem 1880'erne og 1890'erne blev den reglementerede prostitution genstand for en heftig offentlig debat og stigende modstand. Både fra forskellige borgerinitiativer og kristne foreninger, der var direkte modstandere af sexsalget, og fra læger og liberale, der påpegede det uhensigtsmæssige og grundlovsstridige ved kontrolsystemet.
Efter en række lempelser af reglerne blev systemet med offentligt reguleret prostitution endeligt afskaffet i 1906, mens prostitution for kvinder blev afkriminaliseret i 1930.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.