Råd- og Domhuset i København, et af C.F. Hansens hovedværker, blev opført på det sted, hvor Det Kongelige Vaisenhus lå, indtil det nedbrændte under bybranden i 1795. Til frontonen, der bæres af de mægtige joniske søjler, udførte Thorvaldsen to forslag til skulpturudsmykning, men ingen af dem blev realiseret. Efter opførelsen af Københavns Rådhus 1905 rummer Domhuset, som det nu kaldes, kun Københavns Byret; buen tv. forbinder det med Arresthuset.

.

Råd- og Domhuset ligger på Nytorv i København. Det er ligesom det tilhørende Arresthus i Slutterigade opført af C.F. Hansen. Tegningerne blev godkendt 1803, og bygningen blev indviet 1815 som erstatning for det gamle rådhus mellem Gammeltorv og Nytorv, der brændte i 1795. Fra 1905 huser det Københavns Byret og betegnes Domhuset.

Bygningen dominerer torvet med sin store joniske søjlefront; to store buer forbinder det med Arresthuset (1816), hvis stil er dramatisk med meget kraftfulde enkeltheder. Indskrifterne er i en ny tids ånd enkle og på dansk, på Domhuset "Med lov skal man land bygge" (citeret fra Jyske Lov) og på Arresthuset "For almeen sikkerheden". Af bevarede interiører må fremhæves vestibulen og Stadsrettens og Magistratens mødesale.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig