abolitionisme (bevægelse imod prostitutionsanerkendelse)

Abolitionisme, europæisk bevægelse, som i slutningen af 1800-t. kæmpede imod den statslige regulering (og dermed anerkendelse) af prostitution, herunder de prostitueredes registrering hos politiet og deres obligatoriske lægeundersøgelse. Bevægelsens argumentation havde rod i såvel moralske synspunkter som i den spirende kvindebevægelse. Den britiske præstefrue Josephine Butler tog i 1875 initiativ til dannelsen af en international føderation, som to år senere blev fulgt op af den danske Forening til den offentlige Prostitutions Afskaffelse. Foreningen, som hurtigt tog navneforandring til Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed, talte bl.a. fortalere som skolestifteren Marie Kruse og digterpræsten Jens Christian Hostrup.

Registreringspligten for danske prostituerede bortfaldt i 1906 med Lov om Modarbejdelse af offentlig Usædelighed og venerisk Smitte.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig