Den nuværende danske lovgivning kan kaldes en delvis afkriminalisering, da det er lovligt at købe og sælge sex, men salg af sex er ikke anerkendt som et erhverv. Gennem historien har man forsøgt at modvirke eller regulere salg af sex med forskellige midler. Hensigten med de forskellige midler har også været skiftende gennem historien og har bl.a. handlet om at værne om den konventionelle kønsmoral, at forebygge spredning af kønssygdomme, at beskytte udsatte grupper mod udnyttelse, at beskytte samfundet mod fordærv mv.
I middelalderen fik prostituerede mange steder forbud mod at klæde sig prangende, og det forekom, at prostituerede blev pålagt at bære særlige kendetegn, således at de kunne skelnes fra ærbare kvinder. I 1496 blev det i en forordning påbudt prostituerede i Malmø at bo i bestemte kvarterer af byen og bære en rød og sort hue; dette gjaldt formentlig for hele Danmark. I 1522 måtte prostituerede ifølge Christian 2.'s købstadslov gå i det tøj, de ville, bortset fra kåber, så man dog kunne kende dem fra andre kvinder; men de skulle stadig bo i særlige bydele.
Christian 5.s Danske Lov 6-22-5 forbød bordelvirksomhed, og Danske Lov 6-13-30 fastsatte straf for kvinder, som opholdt sig i "Horehuse til Utugt", og straf for mænd, som "sig i Horehuus lader finde til Utugt at bedrive og der antreffis". En plakat fra 1775 hjemlede straf for kvinder, som "paa deres egne Værelser tillade Freqvence af Mandfolk". Uden for disse tilfælde var der ikke udtrykkelig straffehjemmel.
Den politimæssige kontrol blev i begyndelsen af 1800-tallet ledsaget af en sundhedsmæssig kontrol. Straffeloven af 1866 fastsatte strafansvar for "Fruentimmer, som imod Politiets Advarsel søge Erhverv ved Utugt", men tillod den såkaldt reglementerede utugt, også kendt som den reglementerede prostitution. Den reglementerede prostitution betød, at kvinder, der solgte seksuelle ydelser, skulle indskrives under politimæssigt opsyn som såkaldte offentlige fruentimmere, og herudover blev kvinderne underlagt et kontrolsystem med ugentligt lægeligt tilsyn. Lov om Foranstaltninger til at modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse af 1874 regulerede nærmere kontrollen med de prostituerede.
I 1906 blev reglementeringen af utugt afskaffet, og den direkte kriminalisering af ureglementeret prostitution blev ophævet. Samtidig blev prostitution imidlertid kriminaliseret indirekte, idet lovgivning om foranstaltninger mod løsgængeri blev gjort anvendelig på prostituerede.
Indtil 1967 indeholdt Straffeloven en bestemmelse om kønslig usædelighed med en person af samme køn. Bestemmelsen blev i praksis anvendt over for mandlige prostituerede (trækkerdrenge).
Efter Straffeloven § 199, der var gældende indtil den 1. juli 1999, kunne politiet pålægge en person at søge lovligt erhverv, og personen kunne straffes, hvis pålægget ikke blev efterkommet. Selvom politiet i de sidste år ikke gav pålæg efter Straffeloven § 199, medførte ordningens eksistens, at prostituerede var tilbageholdende med at vedkende sig deres erhverv over for myndighederne, hvilket vanskeliggjorde en social indsats.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.