Adivasi er en fællesbetegnelse for indiske stammefolk. Den har i løbet af de seneste 30 år vundet stor udbredelse blandt NGO'er og aktivister som alternativ til den indiske stats officielle betegnelse scheduled tribes.
Ordet kommer af sanskrit adi 'oprindelig' og vasi 'beboer'.
Der bor adivasi-stammegrupper i næsten alle indiske delstater og unionsterritorier. Størstedelen af adivasier bor i skov- og bjergområder i det centrale Indien i delstaterne Madhya Pradesh, Jharkhand, Chhattisgarh og Odisha, hvor de udgør store mindretal, og i delstaterne Arunachal Pradesh, Nagaland, Meghalaya og Mizoram i det nordøstlige Indien, hvor de udgør flertallet af befolkningen.
Uden for Indien er der etniske grupper i Bangladesh, Nepal og Sri Lanka, der påkalder sig adivasi-status.
Bhil, gond og santaler er nogle af de store indiske stammegrupper i det centrale Indien, der hver især tæller flere millioner mennesker. Andre stammer er små med få tusinde medlemmer som fx toda og kota i Nilgiribjergene i delstaten Tamil Nadu.
De indiske adivasier er ikke et samlet folk, men udgøres af mange hundrede lokalt og regionalt baserede etniske grupper, der har vidt forskellig religion, sprog og kultur. Overordnet har de det tilfælles, at de gennem århundreder har levet relativt isoleret i ufremkommelige skov- og bjergområder på afstand af det øvrige samfund og dets institutioner. Gennem de seneste 100-200 år har mange adivasigrupper dog enten frivilligt eller tvungent tilnærmet sig resten af samfundet religiøst, sprogligt og kulturelt. Det har bl.a. betydet, at mange er konverteret til protestantisk kristendom særligt i Østindien eller har indoptaget hinduismens hovedguder og ritualer i deres religiøse praksis. Enkelte adivasigrupper i det overvejende muslimske Kashmir har også konverteret kollektivt til islam.
Mange adivasigrupper har deres eget særegne sprog, som de taler indbyrdes. I det centrale og nordlige Indien, hvor de regionale sprog tilhører gruppen af indoariske sprog, taler en række adivasigrupper mundasprog og dravidiske sprog. Det vidner om, at adivasierne i mange tilfælde har levet isoleret gennem mange hundrede år uden at overtage det dominerende sprog i regionen. I takt med den gradvis større integrering i det omgivende samfund har mange især mindre adivasigrupper dog tiltagende svært ved at fastholde et selvstændigt internt sprog.
Adivasi betyder direkte oversat 'oprindelige beboere'. Betegnelsen vandt indpas blandt indiske NGO'er og aktivister i 1980'erne, samtidig med at kampen for såkaldt oprindelige folks rettigheder tog fart blandt NGO'er i mange andre dele af verden. Modsat øvrige gængse betegnelser som tribes eller tribals (altså 'stammer') har adivasi ikke nogen medbetydning af at være primitiv eller uciviliseret, men understreger i stedet befolkningsgruppens særlige "oprindelige" tilhørsforhold til de områder, de bebor.
Adivasi er fortsat overvejende en politisk betegnelse, som folk sjældent bruger om sig selv i det daglige. Selv om den gradvis har vundet indpas i de indiske medier, er scheduled tribes stadig den fortrukne betegnelse. Men blandt NGO'er og i stigende grad også forskere er betegnelsen meget brugt.
Forstavelsen adi- blev allerede i 1920'erne brugt i anti-kastebevægelsen til at danne alternative kastebetegnelser for de kaster, der i dag kendes som dalitter, "urørlige" eller scheduled castes. Med betegnelser som Adi-Hindu (i Uttar Pradesh), Adi-Dharm (i Punjab), og Adi-Dravida (i Sydindien) argumenterede bevægelsens aktivister og tilhængere for, at dalitter var oprindelige folk: i nord oprindelige hinduer og i syd oprindelige dravider.
Dalitterne fik aldrig held med at blive anerkendte som oprindelige folk. Men adivasierne, der oftest bor isoleret i skov- og bjergområder og ikke er del af det indiske kastehierarki, har i højere grad formået at blive accepteret som oprindelige folk, i det omfang at de fastholder en traditionel levevis. I takt med at et stigende antal adivasier lever moderne liv i byerne – ofte på bunden af samfundet – og ikke markant adskiller sig hverken sprogligt, kulturelt eller religiøst fra den omgivende befolkning, er det dog blevet sværere at definere en selvstændig, samlende identitet som oprindelige folk.
Der eksisterer ingen samlet, stærk adivasi-bevægelse i Indien, men adivasier har ofte mobiliseret sig lokalt i kampen for retten til jord og udkomme, når de har været truet af indtrængen på deres område eller ligefrem forvisning fra deres jord fx i forbindelse med statslige eller kommercielle udviklings- og anlægsprojekter.
Den indiske stat og regering anerkender ikke adivasier som oprindelige folk i henhold til FN's definitioner. Når den indiske stat giver positiv særbehandling til adivasier under betegnelsen scheduled tribes, er det på baggrund af de socioøkonomiske udfordringer, som størstedelen af denne befolkningsgruppe oplever med udbredt fattigdom, lav uddannelse og dårlig sundhedstilstand foruden udtalt sociale marginalisering.
Den positive særbehandling var oprindeligt tænkt som en midlertidig foranstaltning, der skulle bringe adivasier på niveau med den øvrige befolkning i Indien. 75 år efter uafhængigheden er adivasier dog stadig langt dårligere stillede økonomisk og socialt end andre samfundsgrupper i landet, mens politikken om positiv særbehandling er blevet konsolideret i det indiske samfund.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.