Scheduled tribes er indiske stammesamfund, der i henhold til Indiens forfatning er klassificerede som værende så økonomisk og socialt udsatte, at de har krav på positiv særbehandling i det offentlige system i forhold til uddannelse, ansættelse og politisk repræsentation.

Faktaboks

Også kendt som

Adivasi (oprindelige folk), tribals

Mere end 104 millioner mennesker, svarende til ca. 8,6 % af befolkningen, tilhører én af de 705 forskellige etniske grupper, der er klassificerede som scheduled tribes (2011).

Scheduled tribes udbredelse, historie og kultur

Distribution af scheduled tribes-befolkning, 2011

Der bor scheduled tribes i næsten alle indiske delstater og distrikter, men langt de fleste er koncentreret i et bælte på tværs af det centrale Indien og i de østindiske delstater. Kortet viser den procentvise andel af scheduled tribes i 2011 i hvert enkelt taluk, som er en administrativ enhed under delstat og distrikt.

Næsten alle indiske delstater og unionsterritorier har en række befolkningsgrupper i deres respektive områder, der er klassificerede som scheduled tribes. Størstedelen af scheduled tribes bor dog i det østlige Indien i delstaterne Arunachal Pradesh, Nagaland, Meghalaya og Mizoram og i det centrale Indien i delstaterne Madhya Pradesh, Jharkhand, Chhattisgarh og Odisha. Kun delstaterne Punjab og Haryana har ingen stammesamfund, der er anerkendt som scheduled tribes.

Klassificeringen af stammer i Indien

Det var den britiske kolonimagt, der oprindelig klassificerede særlige grupper i den indiske befolkning som stammer. Frem til begyndelsen af 1900-tallet blev begreberne kaste og stamme brugt omtrent i flæng af de britiske koloniembedsmænd i Indien, men med indførelsen af folketællingen Census of India i 1901 blev der brug for en klar skelnen, så det præcist kunne opgøres, hvor mange kaster og stammer der var i landet, og hvor store befolkningsgrupper de hver især talte.

Ved folketællingen i 1901 blev stammer defineret som befolkningsgrupper, der dyrkede animisme, men i de efterfølgende folketællinger blev kriteriet animisme erstattet med "stammereligion". Efter Indiens uafhængighed i 1947 forsøgte indiske embedsmænd og antropologer at opstille kriterier, der gjorde det muligt at skelne mere systematisk og entydigt mellem kaster og stammer. Geografisk isolation i bjerge og skove, brug af simpel teknologi og generel tilbageståenhed blev ligesom animisme, stammesprog og bestemte fysiske særtræk lagt til grund for definitionen af stammeidentitet. Men ligesom i kolonitiden blev den indiske stammebefolkning, der nu var klassificerede som scheduled tribes, ikke defineret som indfødte folk.

Sprog, religion og status

Gruppen af scheduled tribes er en meget mangfoldig befolkningsgruppe både kulturelt, sprogligt og religiøst. De mange forskellige stammegrupper deler først og fremmest det forhold, at de har levet – og i mange tilfælde stadig lever – relativt afsondret fra det omgivende samfund. Hvor nogle stammegrupper fx bhil, santaler, gond og oraon hver tæller flere millioner mennesker, der bor spredt ud over et større geografisk område, er andre stammer små og begrænsede til en enkelt lokalitet. Det gælder fx for en række stammer i de sydindiske Niligiri-bjerge, der hver især tæller få tusinde medlemmer.

Mange både små og store stammegrupper har deres egne selvstændige sprog, som de bruger til kommunikation internt i stammen, mens de taler det lokale delstatssprog i kommunikationen med folk fra det omgivne samfund. Andre stammegrupper taler et af de store hovedsprog i deres område fx odia, telugu eller marathi både hjemme og ude. En række stammegrupper i det centrale og nordlige Indien taler forskellige dravidiske sprog og mundasprog, selvom hovedsprogene i området er indoariske. Det vidner om, at disse grupper har levet isoleret over mange hundrede år og ikke overtaget de indoariske sprog, da disse i det første årtusinde f.v.t. fortrængte de dravidiske sprog til Sydindien.

De fleste indiske stammegrupper har tidligere praktiseret deres egne religiøse ritualer med fokus på tilbedelse af naturfænomener eller guder iboende naturen. De seneste 100-200 år har mange stammer dog indoptaget væsentlige dele af hovedstrømningerne inden for hinduismen eller ladet sig omvende til protestantisk kristendom, mens enkelte stammegrupper i det nordligste Indien i dag er muslimer.

Scheduled tribes har overordnet det til fælles, at de står uden for det indiske kastehierarki. Trods deres generelt lave sociale status betragtes de ikke som rituelt besmittende af de højest rangerende kaster, som det er tilfældet for de kaster, der er klassificerede som scheduled castes (SC). Den sociale omgang mellem mennesker fra scheduled tribes og andre befolkningsgrupper er dog i mange tilfælde stærkt begrænset uden for offentlige institutioner som skoler og visse typer af arbejdspladser.

Fattigdom og marginalisering blandt scheduled tribes

Scheduled tribes er set under ét nogle af de mest økonomisk og socialt udsatte grupper i Indien. Over halvdelen af scheduled tribes-befolkningen lever i, hvad FN karakteriserer som multidimensionel fattigdom: Ikke alene lever de under Verdensbankens fattigdomsgrænse på 1,9 US$ pr. person pr. dag, svarende til ca. 13 danske kroner, de lider også under manglende uddannelse, dårlig sundheds- og ernæringstilstand samt manglende adgang til rent drikkevand og ordentlige toiletforhold. Kun få blandt de mest socialt og økonomisk udsatte har nogen nævneværdig mulighed for selv at påvirker deres livssituation til det bedre.

Positiv særbehandling

Det såkaldte reservationssystem sikrer scheduled tribes politisk repræsentation svarende til deres relative andel af befolkningen. Det foregår rent praktisk ved, at der i bestemte valgkredse uanset parti kun kan opstilles og vælges kandidater, der tilhører en anerkendt scheduled tribe. Denne regel gælder på alle niveauer af det politiske system, både nationalt, ved delstatsvalg og lokalt. Scheduled tribes er desuden sikret en andel af offentlige uddannelsespladser og offentlige ansættelser, der svarer til deres relative andel i befolkningen.

Reservationssystemet var oprindeligt tænkt som en midlertidig foranstaltning, der skulle bringe scheduled castes og scheduled tribes på økonomisk fode og ligestille dem med den øvrige befolkning i landet. Men mere end 75 år efter Indiens uafhængighed i 1947 er scheduled tribes stadig økonomisk og socialt marginaliserede.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig