Marathi, indisk sprog, der tilhører den sydvestlige gruppe af de nyindoariske sprog. Marathi tales af ca. 68 mio. (1997) i og omkring den indiske delstat Maharashtra, hvor det er officielt sprog.

Faktaboks

Etymologi
Ordet marathi kommer af sanskrit māhārāṣṭrī '(sproget) i Maharashtra'.

Marathi, der formentlig stammer fra den middelindiske prakritdialekt maharashtri, omfatter bl.a. dialekterne deshi, der er standardsproget og tales i og omkring Pune, varhadi i Berar og nagpuri i og omkring Nagpur. Marathi er nærtbeslægtet med konkani, der tales i og omkring delstaten Goa, den tidligere portugisiske koloni.

Marathi, der kendes fra indskrifter fra 1000-t. og i litterær overlevering fra 1200-t., har mange fællestræk med andre nyindoariske sprog; bøjninger afviger især ved andet valg af affikser og postpositioner. I lighed med gujarati er de oprindelige tre grammatiske køn, hankøn, hunkøn og intetkøn, bevaret. Tryk er ikke distinktivt. Normalt betones initiale stavelser med lang vokal.

Marathi skrives ligesom hindi med devanagari-skriften. Tidligere anvendtes også en vanskeligt læselig kursivskrift, den såkaldte modiskrift.

Se også indoariske sprog og Indien (sprog).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig