indoariske sprog

Mens den arabisk-persiske skrift anvendes til urdu, sindhi og punjabi i Pakistan, har maldivisk sin egen skrift. De øvrige indoariske sprog anvender skriftsystemer, der er afledt af brahmi-skriften; således bruger hindi, marathi og nepali devanagari-skriften, gujarati en kursiv variant og punjabi i Indien den specielle gurmukhi-skrift, mens skriftsystemerne anvendt i øst af bengali og assamesisk er næsten identiske. Nærtbeslægtet hermed er odia-skriften, der ligesom den singalesiske skrift og de dravidiske sprogs skriftsystemer er afrundede.

De fleste nyindoariske sprog har bevaret retroflekse klusiler og stemte aspirerede klusiler; dog har singalesisk ikke aspirerede klusiler, kashmiri mangler stemte aspirerede klusiler, og i assamesisk er retroflekse klusiler faldet sammen med dentale. Tryk er normalt ikke distinktivt.

Nominer kan på nyindoariske sprog bøjes i singularis og pluralis. De fleste af sprogene har to køn, men nogle, fx gujarati, marathi og konkani, skelner mellem tre grammatiske køn, mens den østlige gruppe, assamesisk, bengali og odia, ikke har grammatisk køn. Mht. kasus skelner de fleste sprog mellem en direkte kasus, der bruges om subjekt og direkte objekt, når dette sidste ikke betegner en person, og en oblik kasus, der kombineret med postpositioner udtrykker direkte objekt om personer, indirekte objekt og øvrige grammatiske relationer, som i old- og middelindoarisk blev udtrykt ved kasus.

Verbalsystemet er overvejende regelmæssigt opbygget, og de fleste former dannes analytisk ved omskrivning med et participium og en finit form af et hjælpeverbum. En nyskabelse er sammensatte verbalformer, der udtrykker aspekt og aktionsart. Verbalstammer omfatter varianterne intransitiv, transitiv og kausativ samt en senere udviklet analytisk passiv.

Sætningsleddenes normale rækkefølge, der er temmelig fast, er som på hindi subjekt, indirekte objekt, objekt og verbal; adverbialer står normalt enten efter subjektet eller indleder sætningen.

Kernen i de nyindoariske sprogs ordforråd er ord, der er nedarvet fra middelindoarisk. Hertil kommer fra den tidligste tid en mængde låneord fra sanskrit, fx saptāh 'uge' og nagar 'by', især i sprog, der ikke som fx urdu har været domineret af islamisk kultur. Desuden findes mange låneord fra fx engelsk aspatāl 'hospital', reḍiyo 'radio', fra persisk darvāzā 'dør', dīvār 'væg, mur' og fra arabisk imārat 'bygning', kursī 'stol'.

De nyindoariske sprog kan inddeles geografisk efter sproggrupper og sprog. Antal personer, der taler sprogene, er skønsmæssigt angivet, hvor nyere optællinger savnes.

• • Romani tales af ca. 4-6 mio. romaer i mere end 60 forskellige varianter, i Europa især på Balkan, i dele af Asien, USA og Australien.
• Østlige sprog
  • Assamesisk tales af ca. 15 mio. (2011) i den indiske delstat Assam.
  • Bhojpuri tales af 1,6 mio. (2011) i Nepal. I Indien tales sproget af ca. 50 mio. (2011) mindretal i delstaterne Uttar Pradesh, Jharkhand og Bihar, men opfattes som en dialekt af hindi og indgår derfor også i tallet for hindi-talende.
  • Bangla/bengali tales af ca. 260 mio. (2011/2022) i Bangladesh og den indiske delstat West Bengal.
  • Magahi tales af ca. 12,7 mio. (2011) fortrinsvis i den indiske delstat Bihar, men opfattes i Indien som en dialekt af hindi og indgår derfor også i tallet for hindi-talende.
  • Maithili tales af i alt ca. 16,7 mio. (2011) i den indiske delstat Bihar og i Nepal.
  • Odia tales af ca. 37,5 mio. (2011), især i den indiske delstat Odisha.
• Indlandssprog
  • Hindi tales af ca. 528 mio. i Indien (2011), og tales desuden af indiske befolkningsgrupper i bl.a. Surinam, Mauritius og Fiji. De fleste indere, der regnes for hinditalende, har en selvstændig dialekt som modersmål. Delhi-dialekten khari boli er grundlaget for standard-hindi.
  • Urdu tales som modersmål af ca. 66 mio. (2011/2017) Pakistan og Indien og fungerer som officielt nationalt sprog og lingua franca i Pakistan.
  • Rajasthani er en paraplybetegnelse for engruppe af sprog og dialekter, der især tales i den indiske delstat Rajasthan. Den inkluderer bl.a. marwari (7,8 mio., 2011), mewati, ahirwati, harauti, malvi og nimadi. I Indien opfattes Rajasthani-sprogene i dag som dialekter af hindi og indgår derfor i den samlede opgørelse over antallet af hindi-talende.
• Sydlige sprog
  • Singalesisk tales af ca. 20 mio. (2012) på Sri Lanka.
  • Maldivisk eller divehi tales af over 290.000 (2000) på Maldiverne og øen Minicoy.
• Vestlige sprog
  • Gujarati tales af ca. 55,5 mio. (2011) i den indiske delstat Gujarat.
  • Marathi tales af ca. 83 mio. (2011) i og omkring den indiske delstat Maharashtra.
  • Konkani tales af ca. 2 mio. (2011) i det vestlige Indien, hovedsagelig i delstaten Goa.
• Nordvestlige sprog
  • Punjabi tales af over 116 mio. i Indien og Pakistan (2011/2017).
  • Sindhi tales af ca. 33,1 mio. i den pakistanske provins Sind og i Kutch-området i det nordvestlige Indien (2011/2017).
  • Pahari, gruppe af sprog; foruden nepali, der tales af ca. 17 mio. i Nepal og Myanmar (Burma) samt i de indiske delstater Sikkim og West Bengal, dogri, kumauni og garhwali, der i alt tales af over 7 mio. i den indiske delstat Uttaranchal; kumauni tales også i Nepal.
• Dardiske sprog
  • Kashmiri tales af ca. 7,2 mio. i det indiske unionsterritorium Jammu og Kashmir samt i den pakistanske delstat Kashmir (2011/2017).
  • Af øvrige dardiske sprog, der tales af mindre grupper i den nordvestligste del af Indien og Pakistan, kan nævnes shina (ca. 500.000), khowar (ca. 250.000) og pashai (ca. 200.000) samt en række sprog, der tales af meget få, bl.a. dumaki, bashkarik, maiya, tirahi, torwali, wotapuri, kalasha, dameli, gawarbati, shumashti og ningalami.