Hindi i moderne betydning opstod i begyndelsen af 1800-tallet, da grupper af hinduer begyndte at skrive sproget med den indiske skrift devanagari og erstatte de mange arabiske og persiske låneord med ord fra sanskrit. Da sprog i Indien i høj grad identificeres med skrift, medførte brugen af to forskellige skriftsystemer, at folk opfattede hindi skrevet med hhv. indisk og arabisk skrift som to forskellige sprog, hvor hindi blev betegnelsen på den nye standardform, mens den ældre sprogform med den arabiske skrift blev kaldt urdu.
Urdu er opstået i Nordindien, hvor det har udviklet sig af dialekten i Delhi-regionen i 1100-1200-tallet. Som skriftsprog blev det først taget i brug af nordindiske muslimske indvandrere i Sydindien i 1500-tallet. Fra ca. 1700 begyndte urdu at erstatte persisk som administrationssprog i Nordindien. I den britiske periode var urdu administrationssprog ved siden af engelsk i størstedelen af Indien. Urdu opfattes som alle sydasiatiske muslimers fælles skrift- og kultursprog og er officielt sprog i såvel Pakistan som Indien.
Det egentlige urduområde strækker sig fra Delhi gennem Uttar Pradesh ind i Bihar; store enklaver findes også omkring Hyderabad og andre større byer i Sydindien samt Karachi i Pakistan. 62 millioner mennesker (2005) skønnes at anse urdu for deres første sprog, mens det forstås af over 500 millioner. For det daglige talesprogs vedkommende er det vanskeligt selv for eksperter at høre forskel på urdu og hindi.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.