UN Forum
Deltagere på FN's Permanent Forum on Indigenous Issues, New York 2006.
Af /FN.
Licens: CC BY NC ND 3.0
Ole Henrik Magga
Samerne er Nordens indfødte folk. Nordmanden Ole Henrik Magga var den første formand i FN's Permanent Forum on Indigenous Issues, et rådgivende organ for ECOSOC.
Af /Norske Samers Riksforbund.
Licens: CC BY 2.0

Indfødte folk, oprindelige folk, urbefolkninger, og fjerde verdens-folk. I visse sammenhænge bruges ordene stammefolk eller naturfolk. Alle betegnelserne omfattes af det engelske indigenous peoples, som anvendes i FN og andre internationale sammenhænge. Der er mellem 300 og 350 mio. mennesker i verden, som kalder sig indfødte folk, og de repræsenterer en stor del af verdens kulturelle mangfoldighed.

Ved den europæiske koloniserings ophør blev der dannet nye stater og trukket statsgrænser uden hensyntagen til befolkninger i bjerg- og skovområder samt andre steder fjernt fra de nye nationale magtcentre. Ofte lever indfødte folk således på tværs af statsgrænser og har en livsform og et politisk-økonomisk system, som adskiller sig fra flertallet i den stat, de formelt tilhører. De lever ofte som jægere og samlere, fangere, nomader eller agerbrugere, og deres religion, samfundsindretning og hele livsform er i reglen tæt knyttet til naturen og det sted, de bebor. Eksempler på indfødte folk er indianere i Nord-, Syd- og Mellemamerika, pygmæer og san-folket i Afrika, inuitbefolkningen i de arktiske områder, samerne i Skandinavien og Rusland, aboriginerne i Australien samt karener, nagaer og igoroter i Asien.

Mange indfødte folk lever i områder, der er rige på resurser, som statssamfundet eller multinationale selskaber ønsker at udnytte. De er derfor ofte udsat for overgreb, ligesom de mange steder diskrimineres på grund af anderledes sprog og kultur.

De fleste indfødte folk kæmper for retten til selvbestemmelse i deres egne områder, og deres organisationer samarbejder med FN, som siden 1982 har arbejdet på at få vedtaget en erklæring om indfødte folks rettigheder. Foreløbig er det eneste internationale instrument til beskyttelse af indfødte folks rettigheder ILO-konvention nr. 169 fra 1989.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig