san

San er et afrikansk folk, ca. 100.000, der fortrinsvis lever i Kalahari i Botswana, det østlige Namibia og det sydlige Angola. San betegnes sammen med khoikhoi som et oprindeligt afrikansk folk (samlet betegnelse khoisan), idet de har boet i det sydlige Afrika i 25-30.000 år.

Faktaboks

også kendt som:

Buskmænd. Denne betegnelse er dog forældet og undertiden nedsættende.

De har traditionelt levet som jægere og samlere med en permanent vandkilde som centrum i det enkelte territorium. Befolkningen er kendt for deres afbalancerede brug af områdernes resurser samt evnen til at holde deres befolkningstal nogenlunde konstant. Trancedans er stadig et vigtigt aspekt i sans kultur.

I dag er sans traditionelle livsvilkår blevet umuliggjort pga. koloni- og statsmagters beslaglæggelse af deres territorier. Mange lever således under særdeles ringe sundhedsmæssige og sociale vilkår i overbefolkede bosættelser, på kvægfarme eller i slumkvarterer.

Igennem de seneste årtier har politiske san-organisationer og internationale menneskerettighedsorganisationer forsøgt at opnå anerkendelse af territoriale og kulturelle rettigheder, dog uden resultater af betydning.

Sprog

Befolkningen taler sprog fra sproggruppen khoisan, som har de karakteristiske click som fællestræk.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig