Vrejlev Kirke er en sognekirke beliggende i landlige omgivelser nogle kilometer øst for byen Vrå i Vendsyssel. Kirken og kirkegården ligger ved siden af herregården Vrejlev Kloster, og såvel kirke som herregård rummer rester af et middelalderligt nonnekloster tilhørende præmonstratenserordenen.
Vrejlev Kirke var oprindeligt en romansk basilika med tre skibe, som i senmiddelalderen blev ombygget til en toskibet gotisk hallekirke. Af Gunnar Bach Pedersen. Foto: 2008.
Materialet er fri af ophavsret
Vrejlev Kirke (Vrejlevkloster Kirke)
Faktaboks
Vrejlev Kirke
- Sogn
- Vrejlev Sogn
- Provsti
- Hjørring Søndre Provsti
- Stift
- Aalborg Stift
- Kommune
- Hjørring Kommune
Grundplan og tegnet tværsnit af de to skibe i Vrejlev Klosterkirke.
Af
J.B. Løffler, 1871 /Nationalmuseet, Danmark.
Licens:
CC BY SA 4.0
Kirkens og klostrets historie
Hvornår klostret er stiftet, vides ikke præcist, men den ældste klosterkirkes datering antyder en oprettelse omkring eller lige efter 1150. Klostrets grundlægger er ukendt, men arkæologiske undersøgelser i nærområdet har påvist en stor og rig bebyggelse fra vikingetiden og ældre middelalder, der har gået forud for klostret.
Klostret i Vrejlev blev formentligt fra starten oprettet som dobbeltkloster, dvs. at klosterfolket omfattede både mænd og kvinder. I begyndelsen af 1200-tallet flyttede mandsklostret til det nærliggende domkapitel i Børglum, hvorefter Vrejlev frem til Reformationen i 1500-tallet fungerede som nonnekloster.
Efter Reformationen kom klostret i kronens eje, dvs. kongemagtens, men det blev i løbet af 1500- og 1600-tallet videresolgt til forskellige adelsslægter. Kirken forblev i funktion som sognekirke, mens de tilbageværende klosterbygninger blev omdannet til den eksisterende herregård.
Klostret tilhørte præmonstatenserordenen, der var grundlagt af Norbert af Xanten (ca. 1080-1134). Det første kloster blev grundlagt i 1120 og lå i den nordfranske by Prémontré, hvorfra ordenens navn stammer. Ordenen bestod af præsteviede munke – kaldet korherrer – og havde den ældre augustinerordens regel som udgangspunkt. I kraft af klosterfolkets præstestatus og teologiske kvaliteter fik præmonstatenserklostrene ofte en nær relation til domkapitler og andre større kirkelige enheder. Ordenen var særligt udbredt i Eifel- og Rhinområdet, og fra dansk middelalder er der kendte klostre i Vendsyssel og Skåne.
Kirkebygningen
Kirken har en lang og kompliceret bygningshistorie, som endnu kan aflæses i kirkens murværk.
Kirkens bygningshistorie
Den ældste klosterkirke blev opført omkring 1150 og var udformet som en treskibet basilika med apsis på både kor og sideskibe. Kirken var bygget af kvadersten, og arkaderne mellem hovedskibet og sideskibene var båret af kraftige, kantede piller. Kirkens vestende var indrettet med god plads til nonnernes kor, mens koret (mod øst) var påfaldende langt og har givet plads til munkenes kor. Spor af den oprindelige kvaderstenskirke kan ses i kirkens piller, og særligt i kirkens sydmur.
Kort efter 1200 brændte kirken delvist ned, og ved genopførelsen genbrugte man noget af granitmaterialet og anvendte nye teglsten. Kirken fik mindre forandringer i vinduer, murværk og døre, men bibeholdt sin form.
Kirkens tårn blev opført i 1420’erne, og i 1490’erne blev kirken radikalt ombygget. Man nedrev det søndre sideskib, fjernede apsisserne, og koret blev gjort meget bredere, ligesom hele kirken blev overhvælvet. Kirken blev omdannet til en såkaldt hallekirke, dvs. en langhuskirke med flere skibe samlet under ét tag.
Op mod kirkens sydside stod dele af nonneklostret, som i århundredet efter Reformationen forsvandt.
Den stående kirke
Kirken i dag har et meget ensartet præg, hvilket skyldes den store ombygning i 1490’erne. Kirkens plan er disponeret med to lige lange skibe, hvoraf det søndre – hovedskibet – er en anelse bredere end sideskibet mod nord. Facadernes mange bygningsspor er i dag overkalkede, og facaderne brydes primært af de mange forskellige vinduer. På kirkens nordside sidder vinduerne i vidt forskellige højder, hvilket viser, hvordan kirken i middelalderen har været indrettet i flere etager, hvilket var gængs for nonneklostre, da nonnerne helst skulle sidde afsondret fra menigheden på et hævet pulpitur.
Tårnet står centralt for hovedskibet, og tårnrummet fungerer i dag som våbenhus og adgang til kirken.
Kirkens tagværker er af eg og fra senmiddelalderen. De har kunnet dateres ved hjælp af dendrokronologi, dvs. årringsdatering, hvorfor man i dag er sikker på dateringen af kirkens senmiddelalderlige ombygning. Tagene er tækket med såvel tegl som bly.
Kirkens indre
På billedet ses hovedskibet og alteret mod øst. Altertavlen er fra 1604 og indeholder tekstfelter, søjler og et topfelt, som også har tekst. Til venstre ses det store senmiddelalderlige korbuekrucifiks.
Kirkens indre kendetegnes af de hvidkalkede flader samt hvælvene, der taktfast inddeler kirkerummet. I hovedskibet er hvælvene udformet som såkaldte stjernehvælv. Det indre domineres af kirkens særlige form med et sideskib mod nord og kendetegnes i høj grad af det store lysindfald.
Ved siden af kirkens korparti er der indrettet gravkapel i det tidligere, middelalderlige sakristi (præsteværelse).
I middelalderen har kirkens vestende været indrettet i to etager, hvor nonnerne har siddet øverst og været afskåret fra resten af kirkens brugere.
Kalkmalerier i Vrejlev Kirke
I kirken er der enkelte kalkmalerier fra flere perioder. På hvælvene er der enkelte murermesterbemalinger, dvs. malerier lavet af den murer, der byggede hvælvene, i form af passerrosetter, der stammer fra hvælvenes opførelse i 1490’erne.
Fra 1600-tallet stammer enkelte kalkmalede engle i barok form i kirkens arkader, og fra 1700-tallet stammer en større udmaling i kirkens nordre sideskib med illustration af en jagtscene.
Inventar og gravminder i Vrejlev Kirke
Kirkens inventar afspejler både kirkens gamle funktion som klosterkirke, hvorfor der er bevaret en stor del af det middelalderlige inventar, og herregårdstiden, hvorfor kirken også har et stort inventar fra renæssancen.
Inventar fra middelalderen
Fra middelalderens klosterkirke stammer det teglmurede alterbord, der stammer fra kirkens store ombygning i 1490’erne. I bordet var der tidligere en helgengrav med relikvier. Kirken har også bevaret et stort senmiddelalderligt korbuekrucifiks, der i dag er ophængt på en arkadepille, men som oprindeligt har hængt på overgangen mellem kor og skib.
Kirkens klokke er fra midten af 1400-tallet.
Inventar fra renæssancen
Kirkens altertavle er et fornemt snedkerarbejde fra 1604 lavet af en lokal mester fra Hjørring. Tavlen er opdelt med tre store tekstfelter flankeret af søjler og krones af et topfelt. Altertavlen blev suppleret og istandsat allerede i 1640’erne, hvilket blev bekostet af den adelige Ida Gøye, der samtidigt skænkede kirken dele af det eksisterende altersølv. Prædikestolen, lydhimlen og den elegante døbefont af træ er opsat nogenlunde samtidigt og ligeledes bekostet af Ida Gøye og hendes mand Jens Juel.
Gravminder
Kirken rummer flere gravminder fra særligt renæssancen og barokken. I det tidligere sakristi nord for altertavlen blev der i 1600-tallet indrettet gravkapel, hvor der står flere kister fra slægterne Juel og Krabbe, der i 1600- og 1700-tallet var ejere af herregården.
Klosterbygningerne
I tillæg til kirken har der på sydsiden været rejst et klosteranlæg, hvor præmonstratensernonnerne har boet. En del af bygningerne blev efter Reformationen ombygget og er i dag en del af herregården, mens andre bygningsdele blev revet ned og kun kendes fra arkæologiske undersøgelser. Det er derfor, der i dag er forholdsvis langt mellem kirken og de bevarede klosterbygninger syd for kirkegården. Hovedparten af de kendte klosterbygninger er rejst i et senmiddelalderligt formsprog og skal formentligt dateres til slutningen af 1400-tallet eller begyndelsen af 1500-tallet. Givetvis er den forsvundne vestfløj dog ældre.
Ved kirkens vestende har vestfløjen stået, og i senmiddelalderen har der været forbindelse fra vestfløjens overetage gennem kirketårnet og ind til nonnernes pulpitur i kirken. Vestfløjen blev revet ned efter Reformationen, men er blevet undersøgt arkæologisk, hvor man er stødt på rester af fløjens kampestensfundament. Oprindeligt har denne fløj rummet nonnernes sovesal (dormitoriet), der lå i overetagen, samt kapitelsalen, der var klostrets meget vigtige møderum.
Syd for kirkegården og vejen står endnu klostrets middelalderlige sydfløj, der blev bevaret som fløj af herregårdskomplekset. Oprindeligt var nonnernes spisesal (refektoriet) placeret her; måske i fløjens overetage, der er ét stort rum. I underetagen af bygningens nordfacade kan man endnu se spor af de tilmurede arkadeåbninger fra den forbindelsesgang – korsgangen – der er løbet igennem bygningen og rundt om den gamle klostergård. Korsgangen er også undersøgt arkæologisk flere steder.
Herregårdens nuværende hovedbygning har oprindeligt været en udløberfløj til klostret i flere etager og har været brugt til magasinering og bolig for nogle af klostrets beboere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.