Vordingborg Kirke

Kirkegården er i dag nedlagt og har karakter af park. Den har dog bevarede hegnsmure fra den sene middelalder mod øst, syd og vest.

I 1902 indviede man Vordingborg Ny Assistens Kirkegård syd for kirken på Skovvej.

Kirken består af et gotisk kor og skib med sideskibe. I den sene gotik opførte man desuden et tårn og på skibets sydside et våbenhus og et sakristi. Alle dele af kirkebygningen er af munkesten, har støttepiller for hvert fag, og de har oprindelige, spidsbuede vinduer.

Kirken står i dag i blank mur med synlige mursten med røde tegltage.

Koret, der har tresidet afslutning, er kirkens ældste bygningsdel angiveligt fra omkring år 1400. Det er opført i brede bælter af gule og røde sten, som også ses på slotsruinen. På støttepillerne er der her små blændinger, og ligesom det østlige fag har en større, trekløverbuet blænding. Under murenes hvidkalkede gesims løber der et savskifte, hvor teglstenen er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad.

Skibet må være rejst efter år 1432 og fuldendt i ca. 1475 – det er bygget af kraftigt røde munkesten. Skibet er tredelt, men overdækkes af et fælles saddeltag. I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord, og af dem er syddøren bevaret, mens norddøren er muret til. Begge sideskibene har nu tilmurede vestlige vinduer, der står som murnicher. Sideskibenes vestlige taggavle har hver to spidsbuede højblændinger, dvs. murnicher, mens skibets østlige gavl står prunkløs bortset fra trappeformede kamtakker over højkirken.

Tårnet virker spinkelt og slankt i forhold til det brede skib. I den nederste del har tårnet en nyere, spidsbuet indgang mod nord, et blændet, spidsbuet vindue mod vest og et spidsbuet vindue mod syd. Under taget er der tvillingeglamhuller til lyden, som sidder i spidsbuede murspejle med en cirkelglug øverst. Taggavlene har gotiske dekorationer af trappeformede kamtakker og høje tvillingedelte blændinger.

Våbenhuset har fået udskiftet både syddøren og de fladbuede vinduer mod øst. Dets taggavl har spidsbuede højblændinger og kamtakker.

Sakristiet er fra anden halvdel af 1400-tallet. Det er kirkens mest raffinerede bygningsdel. De ret korte munkestens mange sortbrændte bindere er delvis ordnede i rudemønstre. Den søndre taggavl er en af landets fineste blændingsgavle. Den har under syv kamtakker syv tvillingdelte højblændinger, som afsluttes med spidsbuer eller trappestik og deles af skaktavlmurede stave. Stavene brydes af skråtstillede skjolde og en enkelt cirkel. To andre skjoldfelter sidder under gavlfoden. I en halv snes af sakristiets munkesten er der før brændingen indstemplet forskellige tegn, indtil seks i en enkelt sten. Der er i alt brugt tre stempler, to kvadratiske og et cirkulært.

Blændingsfelterne er efter gammel skik pudsede eller kalkede. I vinduerne, af hvilke de to bag alteret blev genåbnet i 1872, sidder nye blyruder med store firkantede glas.

I det indre står kirken hvidkalket. Rummet bærer præg af skibets store dimensioner med to markante sideskibe og de murede, krydshvælvede lofter, som er samtidige med bygningsdelenes opførelse. I kirkerummet er der ved midterskibets sydvestlige og nordøstlige hjørner desuden to firkantede trappehuse fra opførelsen. Kirken har sengotisk tagværk.

En ejendommelighed er, at der mellem koret og skibet ikke er en virkelig triumfmur. Der er i korets vestligste del blot rejst en spærremur. I den modsatte ende af skibet ses den spidsbuede tårnbue. Tårnrummet er i forhold til størrelsen påfaldende højt, og her er kirkens nuværende hovedindgang.

I sin nuværende tilstand er kirkebygningen præget af den hovedistandsættelse, som blev foretaget i 1863 under ledelse af arkitekt J.D. Herholdt. Her afrensede man murene og nyfugede dem, så murstenenes forskellige farvevirkning gør sig gældende.

I kirken er der bevaret to udsmykninger. Den ældste er i koret og på triumfvæggen, og den yngste ses i tårnets hvælv.

De ældste malerier er udført af Hellig tre kongers-værkstedet i årene 1465-1475. Malerierne i koret er meget smukke og af kunstnerisk høj kvalitet, og sidefigurerne til korbuekrucifikset på triumfvæggens overvæg er enestående og meget sjældne i dansk kalkmaleri.

Malerierne i tårnets hvælv fra slutningen af 1400-tallet er mere primitive, men de giver vigtige lokalhistoriske oplysninger med deres våbenskjolde og bomærker.

Af middelalderligt inventar er der bevaret en sengotisk sidealtertavle, som nu er ophængt i det sydlige sideskib. Midterskabet har under en kølbue en udskåret gruppe af Anna Selvtredje, hvilket vil sige Anna sammen med Maria og Jesusbarnet. Malerierne på fløjenes indersider forestiller legendariske scener af Jomfru Marias historie. Foroven se Joachims og Annas møde og Marias fødsel, forneden er Marias tempelgang og trolovelse. På ydersiderne er der malet Sankt Antonius og Sankt Sebastian, som særligt var en yndet helgen, når der var udbrud af pest. Altertavlen er et nordtysk eller dansk arbejde fra omkring år 1490-1500.

Derudover præges kirkens inventar i særlig grad af barokke snedkerarbejder.

Prædikestolen er fra 1601. Den er snedkereret i højrenæssancestil af Bertel G., snedker i Vordingborg. Den har fem fag samt de to opgangsfag. Heri er der nicher med et fornyet, glat kors, Maria og Johannes Døberen, og i de øvrige fire felter hellige mænd med bøger, som evt. kan være evangelisterne. Disse småfigurer er mere ubehjælpsomt skårne end ornamentikken. På hjørnerne er der pilastre, dvs. halvsøjler, med store volutter i toppen, dvs. de runde, ørelignende udskæringer. Fra samme tid som prædikestolen er rygpanelet, der flankeres af pilastre svarende til stolens, og himmelen, hvis underside har et midtkvadrat med roset. Prædikestolen står i renset eg med en ganske rig bemaling, der er fornyet på grundlag af en oprindelig.

Døbefonten af sandsten er i sen renæssancestil fra 1612. Balusterfodens fire sider smykkes af ens ornamenter omkring rundkindede, tyklæbede kvindeansigter. Den firdelte kumme har nedenunder ovale rammer med indskrifter.

Pulpituret, dvs. det ophøjede galleri til orglet, er fra 1626. Det har syv fag, som adskilles ved vingede karyatider, dvs. søjler udformet som kvindelige helfigurer, i stærkt bevægede stillinger. Den første fra syd har ingen attributter, dvs. særlige kendetegn, den anden spiller lut, de følgende fem holder skjolde, og den sidste spiller violin.

Korgitteret er fra omkring år 1640. Det er i samme stil og vistnok af samme mester som altertavlen. Midterportalen flankeres af to sidestykker med drejede balustre mellem et femdelt brystningspanel og en svær, tredelt gesims kronet af topstykker og topspir. Den rige ornamentik er delvis skåret i gennembrudt arbejde. Døråbningen flankeres af to korinthiske søjler med snoede skafter i gennembrudt arbejde med vinranker og fugle, over hvilke der står to våbenskjolde for Reedtz og Høg, som bliver holdt af putti (engle). Topstykket over døren er i rigt gennembrudt bruskværk, dvs. barok med forvredne og bevidst monstrøse ornamenter. Her ses i midten et drengebarn, der bærer en ramme med et kronet C4 og Christian 4.s valgsprog.

Altertavlen er et anseligt billedskærerarbejde der blev fuldført kort før 1641. Det er signeret af Abel Schrøder den Yngre. Alle ornamenter er bruskbarokke, men opbygningens arkitektur er udført, som man gjorde det i den sene renæssance. Nederst inddeler seks søjler tavlen i felter, hvorimellem der står store, livfulde statuer af evangelisterne. I midten er der en figurrig korsfæstelsesgruppe, hvor en af krigerne støtter sig til et skjold med reliefskåret AS og mesterens bomærke. Herunder ses fodstykket med en fremstilling af nadverens indstiftelse. Mellem topstykkets spinkle, glatte søjler er der statuetter af dyderne tro og håb, og det lave topornament krones af kærligheden. På siderne er der vinger.

Kirkens bænke er delvis fornyet og omdannet i 1700-1800-tallet, men de ældste dele går tilbage til 1590’erne.

Krucifikset, der er ophængt på triumfvæggen, er skåret i 1882 af billedhugger Fjeldskov.

På den østlige væg af det sydlige sideskib hænger der et epitafium, dvs. mindesmærke, fra 1602 over borgmester Niels Eriksen. Snedkerarbejdet, og da navnlig de svære æggestavrammer, minder noget om prædikestolens, men snitværket er dygtigere gjort. Storsøjlerne har i prydbælterne relieffer med kvindefigurerne tro og håb. Trekantgavlen fyldes af et stort englehoved, og på de tre topspir står Kristus og to englebørn. I malerierne ses opstandelsen, som er en stærkt bevæget scene, hvori også kvinderne ved graven er indkomponeret. I feltet nedenunder er der afbildet en knælende figurgruppe, to mænd og fire drenge, en kvinde og to piger.

I koret hænger et mindesmærke fra 1610-1620 over borgmester Ejler Jakobsen. Trærammen ligner det forrige epitafiums, men dette har storvinger. Snitværket er noget ringere. Her forestiller maleriet i storfeltet Kristus på korset, hvor der ved hans fod ses knælende figurer af en ældre mand, fem sønner og foran disse fem andre drengebørn i hvide dragter (døde) samt to ældre kvinder, fem piger, en lille pige i hvidt og to liggende svøbelsesbørn. Alle de døde har over deres hoveder et lille rødt kors. I baggrunden er Jerusalem under grå skyer.

I kirken er der desuden ni andre epitafier fra 1600-tallet til midten af 1700-tallet og 19 gravsten fra 1480. Her skal kun nævnes gravstenen fra 1533 over Henrik Gøye, kendt som Københavns Forsvarer i 1523. Den har en indskrift og hjørnecirkler med evangelisternes tegn i flettede rammer, som ledsages af ornamentborter med kandelabermotiver i ungrenæssancestil.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Danmarks Kirker
• Vordingborg Kirke på sogn.dk