Faktaboks

Visby Kirke
Sogn
Visby Sogn
Provsti
Tønder Provsti
Stift
Ribe Stift
Kommune
Tønder Kommune
Visby Kirke
Visby Kirkes langhus har en karakteristisk renæssancegavl. Tårnets spir har i hvert verdenshjørne en svungen gavl, også i renæssancestil.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Visby Kirke er en sognekirke beliggende vestligt i Visby, omtrent midt i sognet. Kirkegården er omgivet af diger af rå og kløvede kampesten, der bortset fra i sydøsthjørnet er jorddækket indvendigt og bevoksede. Indtil 1617 lå der på kirkegården en lade, som var knyttet til kirken.

Kirkebygning

Oprindeligt bestod kirken af romansk kor med apsis og skib, men den er i dag i al væsentlighed resultatet af en stor ombygning omkring 1590. Det oprindelige kor og apsis blev således allerede i gotisk tid erstattet af en korforlængelse, ligesom også skibet blev forlænget mod vest.

Kirken fremtræder i dag som et langhus fra omkring 1590 med et våbenhus fra samme tid. Begge dele er opført af tegl, og i langhusets østgavl samt under våbenhuset findes sokler og detaljer af granit. Det samme gør sig gældende for tårnet, som i 1857 blev opført som en tro kopi af det oprindelige tårn fra ombygningen omkring 1590. Spor efter det oprindelige romanske skib findes endnu i langhusets nord- og sydmur, men kirkens middelalderlige dele blev omkring 1590 helt dækket af nyere renæssancebeklædning.

Langhuset er i dag kendetegnet ved den fine renæssancegavl, som hviler på en sokkel lavet af genbrugte kvadre fra den romanske apsis. I langhuset findes otte vinduer fra ombygningen i 1590’erne, og i nordvest er der forbindelse til våbenhuset.

Det høje, smalle våbenhus står ligesom langhusets østgavl på en sokkel af genbrugte romanske granitkvadre og har svungne renæssancegavle.

Tårnet stammer i hovedsagen fra 1857, hvor det gamle tårn måtte rives ned på grund af for tynde ydermure, som slog revner. Det er opført som en tro kopi af det ældre tårn, dog med undtagelse af muren mellem skibet og tårnrummet, som ikke fandtes i det oprindelige tårn. Tårnets spir er også lavere end det oprindelige. Øverst har tårnet i hvert verdenshjørne en svungen gavl i renæssancestil.

Indvendigt har kirken overalt flade bræddelofter i enkel grå bemaling, mens væggene er overhvidtede. Der findes i dag ingen kalkmalerier, men kirken har tidligere haft flere.

Kalkmalerier

I 1924 blev der flere steder i kirken afdækket spor efter kalkmalerier. På skibets sydvæg fandtes et kalkmalet epitafium fra omkring 1590, og mellem vinduer og døre blev der afdækket malerier af apostlene fra midten af 1600-tallet. Over vinduerne og altertavlen fandtes også kalkmalede gardiner fra samme periode, som i 1849 blev kaldt ”smagløse” og kort derefter kalket over. Over pulpituret var der også spor af yngre kalkmalede dekorationer.

Inventar og gravminder

Inventaret bærer præg af ombygningen omkring 1590 og har primært bemaling fra 1700-tallet og 1818.

Kirkens ældste inventarstykke er nok korbuekrucifikset fra slutningen af 1400-tallet, som er skåret efter samme forbillede som krucifikserne i Brede og Skast Kirker.

Døbefonten er fra 1591 og skåret af eg. Den er bemalet i 1818 og er udstyret med en samtidig fontehimmel, som er dekoreret med våbenskjold tilhørende adelsslægten Rantzau.

Altertavlen er i renæssancestil og stammer fra 1593. Den indeholder fire malerier. De tre nederste fra 1800-tallet forestiller nadveren, Kristi bøn i Getsemane have og Kristus på korset mellem Maria og Johannes. Øverst ses et maleri af en kobberslange fra 1769.

Prædikestolen stammer sandsynligvis fra samme periode og værksted som altertavlen og døbefonten. Den er opbygget af fem fag udsmykket med malerier af helgener.

Kirkens stoleværk er fra samme periode, men ensrettet i 1933-1934.

I tårnrummet findes en romansk granitgravsten og adskillige sten fra perioden 1655-1845. På kirkegården findes et monument fra 1922 over de 25 indbyggere i sognet, som faldt i 1. Verdenskrig 1914-1918.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig