Faktaboks

Sønder Skast Kirke
Sogn
Sønder Skast Sogn
Provsti
Tønder Provsti
Stift
Ribe Stift
Kommune
Tønder Kommune
Sønder Skast Kirke
Sønder Skast Kirkes tårn blev omdannet i 1859, og tårnrummet overtog ved den lejlighed funktionen som våbenhus.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Sønder Skast Kirke er en sognekirke, som ligger lidt ensomt, umiddelbart nordøst for Skast landsby. Kirkegården, som måske aldrig er blevet udvidet, er omgivet af bevoksede kampestensdiger.

Kirkebygning

Kirken består af et senromansk/unggotisk kor og apsis fra omkring 1225-1250 eller senere, opført i en blanding rhinsk tuf og munkesten. Et skib blev planlagt i samme periode men først fuldendt senere. Skibet er af munkesten yderst og rå kamp inderst. I perioden 1525-1550 kom et tårn og et våbenhus til.

I koret er et oprindeligt nordvindue bevaret, mens skibets oprindelige nord- og syddør er tilmuret i henholdsvis gotisk tid og 1859, da det oprindelige våbenhus blev ombygget til materielrum.

Både tårnet og våbenhuset er meget sene, sandsynligvis opført ved overgangen til renæssancen. Tårnet mod vest blev stærkt omdannet i 1859, da tårnrummet overtog funktionen som våbenhus. I den forbindelse blev vestmuren helt lavet om. Det oprindelige våbenhus syd for skibet er placeret usædvanligt langt mod vest, og vestmuren går dermed i forlængelse af skibets vestmur.

Indvendigt har kirken flade bræddelofter, bortset fra apsissen som er hvælvet. Der er ingen kalkmalerier, men i apsissens sydside sidder et glasmaleri fra 1727, som forestiller et tremastet skib.

Inventar og gravminder

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit.

Alterbordet er muret, og er udstyret med en alterbordsforside i såkaldt ”Ribestil” fra 1619, og er fra samme værksted som alterbordsforsiden i Hjerpsted Kirke.

Altertavlen har to fløje, er i gotisk stil og stammer fra første halvdel af 1400-tallet. I den sidder et krucifiks fra 1948, mens de øvrige figurer i midtskabet er fra en restaurering i 1859.

I kirken findes også et korbuekrucifiks fra slutningen af 1400-tallet, svarende til krucifikset i Brede Kirke. Kristusfiguren er ret spinkel og 120 cm høj. Prædikestolen er fra 1585, og har fem fag, der med relief viser Sankt Peter, evangelisten Johannes, ”Salvator Mundi”, Johannes Døberen og Sankt Paul. Stoleværket i kirken er fra 1612, og på nordsiden er de endnu opstillet som dengang.

På kirkegården og i selve kirkegården findes flere historiske gravsten hvor særligt 1700-tallet er stærkt repræsenteret. I skibets midtgang ligger eksempelvis en sten fra 1751, sat over jomfru Metta Hansen fra Søndergaard. På tårnrummets nordvæg hænger desuden en mindetavle over de faldne i 1. Verdenskrig 1914-1918.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig