Rantzau (holstensk uradelsslægt)

Rantzau, holstensk uradelsslægt med navn efter dens ældste stamsæde. Slægten forekommer først med ridderen Johann von Rantzau (nævnt 1226 og 1236), mens stamrækken for alle senere linjer begynder med ridderen Johan von Rantzau (nævnt 1315 og 1326). I 1200- og 1300-t. adskilte slægten sig ikke fra andre holstenske slægter, men i 1400- og 1500-t. var slægten førende i det slesvig-holstenske ridderskab. Den bredte sig ud over Holsten, ejede allerede da 26 borge og gårde og havde Brunlund Slot og byerne Lütjendorf og Plön i pant. Slægtens støtte var afgørende ved valget i 1460 af Christian 1. som hertug i Slesvig og greve i Holsten.

1500-t. er for Holstens vedkommende med rette blevet kaldt det rantzauske århundrede, hvor især personligheder som feltherre Johan Rantzau og hans søn statholder Henrik Rantzau satte deres præg. I 1587 talte slægten ca. 120 levende mænd og ca. 70 borge og gårde. 1600-t. var et tilsyneladende højdepunkt i slægtens historie med bl.a. erhvervelsen af grevskabet Rantzau og flere linjers ophøjelse i rigsgrevestanden i 1650 og 1651 og i den danske grevestand i 1671; i 1700-t. fulgte en lang periode med stagnation, der først blev overvundet det følgende århundrede.

Slægten er efter dens arvegodser delt op i 30 linjer, hvoraf de seks endnu blomstrer, nemlig de ubetitlede mecklenburgske og württembergske linjer, greverne zu Rantzau af linjen Breitenburg og linjen Oppendorf, greverne von Rantzau af linjen Schmoel samt lensgreverne Rantzau til Rosenvold.

Slægten Rantzau var Hertugdømmernes betydeligste, kendt for mange feltmarskaller og generaler, statholdere samt talrige statsmænd og politikere. Slægtens historie er vævet ind i Hertugdømmernes og tjener til forståelse af de der herskende politiske, stats- og privatretlige, økonomiske, kulturelle og lokale forhold.