parlamentsvalg i Frankrig 2024

Det seneste valg blev afholdt den 12. og den 19. juni 2022. Det skete i tilknytning til præsidentvalgets anden runde den 24. april 2022, hvor præsident Emmanuel Macron blev genvalgt. Parlamentet kunne således i princippet havde siddet til foråret 2027.

Det sidste parlamentsvalg gav imidlertid en kompleks parlamentarisk situation. Den så ud som følger:

Det er meget usædvanligt i fransk politik, at den koalition, der står bag præsidenten, ikke får et flertal at regere med. Valgresultatet gjorde samarbejde hen over midten nødvendigt, men både Rassemblement National og NUPES valgte systematisk at være i opposition. Kun Les Républicains var indstillet på en form for samarbejde fra sag til sag.

Præsident Macron stod altså over for stadig større problemer med politisk ustabilitet og manglende folkelig opbakning.

Den manglende folkelige opbakning til Macrons regering kom utvetydigt til udtryk ved valget til Europa-Parlamentet den 9. juni 2024. Her fik Rassemblement National under den nye leder Jordan Bardella 31,4 % af stemmerne. Macrons liste, Besoin d’Europe (Brug for Europa) anført af Valérie Hayer blev en fjern nummer to med 14,6 %. Det var kun en smule foran den socialistiske liste, Réveiller l’Europe (som kan oversættes til Vågn op, Europa!) under ledelse af Raphaël Glucksmann, som fik 13,8 % af stemmerne.

Europaparlamentsvalgene fungerer normalt som en slags midtvejsvalg i Frankrig. Her udtrykker vælgerne deres støtte eller mangel på samme til den siddende regering. Men det plejer ikke at få nogen direkte indenrigspolitisk indflydelse.

Derfor kom det som en bombe, at Emmanuel Macron allerede om aftenen den 9. juni blot en time efter, at valgstederne var lukket, i en TV-tale bekendtgjorde, at han opløste parlamentet og udskrev nyvalg. I sin tale sagde Macron, at vælgerne havde sendt et budskab, og at han havde hørt det. Frankrig havde behov for en afklaring og en stabil regering med ordentlige arbejdsbetingelser, sagde han, og nu ville han overlade det til franskmændene at træffe den ansvarlige beslutning.

Macrons motiver til at udskrive valg nu er uklare. Men man kan pege på tre centrale årsager: afklaring, legitimitet og strategi.

Det franske valgsystem til parlamentsvalg er fundamentalt anderledes end det, vi kender i Danmark. Det er et flertalsvalg i enkeltmandskredse over to runder. Hovedtrækkene i systemet er følgende:

• Nationalforsamlingen består af 577 medlemmer, som vælges i 577 enkeltmandskredse.
• Ved valgets første runde kan alle kandidater stille op, og vælgerne stemmer på deres foretrukne kandidat i deres valgkreds.
• Hvis ingen kandidat opnår mere end 50 % af de afgivne stemmer i første runde, går de to kandidater med flest stemmer videre til anden runde. I nogle tilfælde, hvor en tredje kandidat får over 12,5 % af de registrerede vælgeres stemmer, kan flere end to kandidater gå videre til anden runde.
• Den kandidat, der opnår flest stemmer i anden runde, vinder pladsen i Nationalforsamlingen. Stemmer, der er afgivet i en valgkreds, bliver i den pågældende valgkreds. De tælles ikke sammen med stemmer fra andre valgkredse og er derfor spildt.

Partier kan vælge at danne alliancer og støtte hinandens kandidater. Det kan påvirke hvilke kandidater, der trækker sig og hvem, der bliver støttet i anden runde.

Dette system fører ofte til en strategisk stemmeafgivning. Det strategiske består i, at de vælgere, hvis førstekandidat er blevet elimineret i første runde – det gælder for ca. halvdelen af vælgerne – stemmer på en kandidat, de egentlig ikke kan lide. Det gør de for at undgå en kandidat, som de endnu mindre kan lide.

Det er pga. af dette system, at Rassemblement National i mange år næsten ikke fik nogen pladser i Nationalforsamlingen, selv om partiet havde stor vælgeropbakning. Ved valget i 2017 fik partiet således 13,2 % af stemmerne i første runde men kun otte pladser, svarende til 1,4 %. Til sammenligning fik Macrons parti La République en marche med 28,2 % af stemmerne, altså lidt over dobbelt så mange, hele 306 pladser, svarende til 53 %.

Det franske valgsystem er designet til at producere en klar vinder i hver valgkreds, og det fremmer normalt dannelse af et stabil regeringsflertal. Det er til gengæld ikke velegnet til at repræsentere de politiske strømninger, der rent faktisk findes i befolkningen.

Valgsystemet har også en stærk indbygget tendens til at skabe, hvad der reelt er et topartisystem. Siden den nye forfatning, Den Femte Republik, trådte i kraft i 1958, har der været to dominerende blokke:

• et gaullistisk parti på højrefløjen, der nu hedder les Républicains
• en blok centreret omkring Parti socialiste på venstrefløjen.

Efter de fleste parlamentsvalg har et af disse to partier fået et absolut flertal og har således kunnet danne regering alene. Det har været kilde til stor frustration og tiltagende mistillid til det repræsentative demokrati hos mange, at det var de samme to partier, der på skift vandt valgene, og at alle alternativer blev elimineret i valgprocessen.

Dette de facto topartisystem blev brudt med Emmanuel Macrons valgsejr i 2017. Der var op til valget i 2016 en stor frygt for, at den populistiske bølge efter Brexit-afstemningen og Donald Trumps valgsejr i USA også ville skylle ind over Frankrig.

Macron gik til valg på antagelsen om, at kun en stærk centrumblok kunne holde de populistiske kræfter til både højre og venstre i skak. Hans mål var derfor at transcendere skellet mellem højre og venstre. For første gang i Den Femte Republiks historie blev der dannet en regeringskoalition på midten, der i princippet var åben for samarbejde både til højre og venstre.

Den utilsigtede konsekvens var imidlertid, at de to traditionelt regeringsbærende partier brød sammen. Parti socialiste gik fra 280 til 30 pladser, og les Républicains fra 194 til 112. Ved valget i 2022 blev de yderligere svækket: Les Républicains fik kun 62 pladser, og Parti socialiste blev opslugt i NUPES-alliancen, der var totalt domineret af det yderligtgående venstrefløjsparti, La France insoumise med Jean-Luc Mélenchon i spidsen.

Det vil sige, at man i Nationalforsamlingen i stedet for to blokke, der stod over for hinanden, nu havde fået tre blokke. I midten Macrons koalition, på det yderste højre Rassemblement National og på det yderste venstre NUPES. les Républicains var reduceret til parlamentarisk grundlag. Intet samarbejde har været muligt mellem de tre blokke.

Macrons hurtige valgudskrivelse d. 9. juni overraskede oppositionen fuldstændigt.

• Rassemblement National var bedst forberedt på et hurtigt valg, for det behøver ikke at indgå valgalliance.
• Venstrefløjen reagerede også hurtigt ved at genoplive NUPES-alliancen, nu under navnet Nouveau Front populaire, NFP (Den Nye Folkefront). Hvor Rassemblement National efterhånden er blevet et homogent parti, er der store indre spændinger i Nouveau Front populaire. Ved valget til Europa-Parlamentet var det socialisten Raphaël Glücksmann, der klarede sig bedst med 13,8 %, mens La France insoumise fik 9,9 % og Les Verts (De Grønne) 5,5 %. Les Verts valgte imidlertid at stille sig under La France insoumises ledelse.

Dermed var de midtsøgende kræfter på venstrefløjen sat skak. Det betyder, at den polarisering, der har kendetegnet det siddende parlament, fortsætter ind i valgkampen.

Med udskrivelsen af valget bevæger Frankrig sig ud i ukendt farvand. Uanset præsident Macrons mål med valget bliver situationen uhyre vanskelig. Macrons projekt var at holde ekstremerne stangen med et stærkt samarbejde over midten.

Hvis valget i 2024 går, som meningsmålingerne forudser, vil det betyde en markant svækkelse af midten (20 %) og en styrkelse af ekstremerne, 20-25 % til Nouveau Front populaire og 30-35 % til Rassemblement National.

• Frankrigs politiske partier
• Frankrigs forfatning og politiske system
• Frankrigs præsidenter