USA’s præsident står i spidsen for den føderale regering i Washington, D.C. Præsidenten er de forende staters udøvende magt og er på én gang regeringsleder, partileder, statsoverhoved og øverstkommanderende for USA’s væbnede styrker.
USA's præsident omtales ofte som den, der besidder verdens mest magtfulde embede.
At USA skulle have en præsident, var ikke nogen selvfølge ved nationens grundlæggelse. Den første forfatning, Konføderationsartiklerne, blev vedtaget i 1781 og var i brug frem til 1787.
Da de tretten tidligere britiske kolonier havde løsrevet sig fra Storbritannien, havde Konføderationsartiklerne ikke nogen udøvende magt, kun en lovgivende forsamling med repræsentanter for de enkelte stater.
Det nye Amerikas Forenede Stater udformede en ny forfatning, hvori præsidentembedet var beskrevet. USA's forfatning blev skrevet i 1787 og trådte i kraft i 1789.
Da Konføderationsartiklernes mangler blev åbenbare, mødtes repræsentanter fra de fleste stater i 1787 i Philadelphia for a revidere den. Hurtigt tog de et drastisk skridt ved i stedet at skrive en helt ny forfatning.
Mange argumenterede for nødvendigheden af en udøvende magt, men der var ikke enighed om, at denne skulle samles i én person. Et forslag gik på et udvalg af tre personer, men argumenterne for én person, som borgere i samtlige stater stemte (snarere end de lovgivende forsamlinger) stemte på, vandt til sidst flertal.
Man enedes også om titlen ”præsident”, og om, at denne skulle vælges ved valg hvert fjerde år. Den person, som fik næstflest stemmer, ville samtidig blive taget i ed som vicepræsident. Disse to embeder – præsident og vicepræsident – er fortsat de eneste politiske embeder ud af tusinder, som besættes ved en national afstemning.
Valget af præsident og vicepræsident er formelt set indirekte, da det foregår gennem et såkaldt electoral college (valgmandskollegium), med repræsentanter udpeget i hver af de 50 delstater involveret.
En præsident valgt direkte af befolkningen er en amerikansk opfindelse. I alt er der kun 16 lande i verden med denne valgform, og de 13 af dem er at finde i Nord- og Sydamerika. I de fleste andre demokratier vælges regeringslederen blandt medlemmerne af den lovgivende forsamling.
USA's forfatning er relativt kortfattet, hvad angår de krav, som skal opfyldes for at kunne opstille som præsident: Personen skal være født i USA, have boet 14 år i landet og være fyldt 35 år. Ved sin indsættelse aflægger præsidenten ed på at ville overholde og forsvare USA’s forfatning, og en gang om året skal vedkommende aflægge rapport for Kongressen om nationens tilstand (State of the Union).
Forfatningen beskriver hvordan præsidenten vælges, men beskrivelsen af embedets beføjelser er relativt kortfattet. En del af forklaringen på dette er, at Forfatningsfædrene ikke havde erfaringer med et embede af denne slags, og at der var bred enighed om, at USA’s første præsident skulle være helten fra Uafhængighedskrigen general George Washington. Eftersom alle havde tillid til, at han ikke ville misbruge sine magtbeføjelser, var forhåbningen, at han kunne tjene som et forbillede for efterfølgere i embedet og skabe normerne for præsidentiel adfærd.
I den oprindelige Forfatning var der ingen begrænsning på, hvor mange gange en præsident kunne genvælges, men alle præsidenter indtil Franklin D. Roosevelt valgte alligevel kun at beklæde embedet i en eller to perioder. Roosevelt valgte som den eneste at stille op og blive valgt fire gange.
Muligheden for at gøre dette blev efterfølgende udelukket med vedtagelsen af den 22. Forfatningstilføjelse i 1951. Her blev det fastslået, at en amerikansk præsident kun kan sidde i to hele embedsperioder.
Blandt præsidentens eksplicitte beføjelser, beskrevet i Forfatningens Artikel II, er retten til at udnævne ministre, embedsmænd, dommere og diplomater (der dog alle kræver godkendelse i Senatet), retten til at indgå traktater med fremmede magter, samt retten til at nedlægge veto mod lovforslag og retten til at benåde.
Præsidenten er også øverstkommanderende for de væbnede styrker – commander-in-chief - og råder også over USA's atomarsenal.
Med tiden er præsidentembedet yderligere blevet styrket af en række implicitte, underforståede og uformelle beføjelser, således, at det nu er langt mere magtfuldt end det var ved Forfatningens tilblivelse. En af de måder, hvorpå præsidenter i nyere tid har omgået Kongressens lovgivende rolle, er ved at udstede såkaldte dekreter (executive orders), som i mange tilfælde har samme virkning som lovgivning.
Præsidentembedets betydning voksede især i det 20. århundrede i takt med, at USA blev verdens største økonomi og – efter 1945 – en militær supermagt, hvilket gav nationens præsidenter nye muligheder for at gøre brug af beføjelser, der knytter sig til rollen som øverstkommanderende for de væbnede styrker.
Præsidentens rolle er også vokset i takt med den føderale regerings indenrigspolitiske rolle. Det store skift kom under den Store Depression i 1930’erne, da præsident Franklin D. Roosevelt, efter at have vundet en jordskredssejr ved præsidentvalget i 1932, iværksatte en stribe af initiativer og nye love, der tilsammen blev kendt som ”The New Deal”. For millioner af amerikanere blev Roosevelt en slags personlig garant for, at der var en vej ud af krisen. Denne opfattelse blev blandt andet cementeret af hans radiotaler (fireside chats) direkte til de amerikanske hjem.
Præsidentembedets voksende rolle i samfundsøkonomien foranledigede blandt andet i skabelsen af The Executive Office of the President (EOP) i 1939. Antallet af medarbejdere, der arbejdede direkte under præsidenten i Det Hvide Hus steg drastisk.
Er præsidentembedet blevet mere magtfuldt end oprindeligt tænkt, så har Kongressen i flere omgange forsøgt at etablere nye måder at holde præsidentens magt i ave på. Et eksempel er den såkaldte War Powers Act fra 1973, som blev vedtaget for at forhindre en udvikling som den, amerikanerne i de foregående ti år havde oplevet med Vietnamkrigen.
Loven skulle begrænse præsidenters fremtidige muligheder for at iværksætte og optrappe militære operationer uden godkendelse fra Kongressen.
Forfatningen giver også lovgiverne mere drastiske midler til om nødvendigt at forsøge at få en præsident fjernet fra embedet. Det er den almindelige opfattelse, at en præsident, der begår ulovligheder, ikke kan stilles for en civil domstol i embedsperioden, men Forfatningen giver Kongressen mulighed for at indlede en rigsretssag (impeachment) med det formål at få præsidenten afsat.
Den 25. forfatningstilføjelse, vedtaget i 1967, giver mulighed for at afsætte en præsident, hvis denne fysisk eller mentalt findes ude af stand til fortsat at varetage embedet. Bestemmelsen har dog endnu aldrig været anvendt.
Sådanne rigsretssager er blevet ført fire gange, nemlig mod præsident Andrew Johnson i 1868, mod præsident Bill Clinton i 1998-1999, og to gange mod præsident Donald Trump i 2019-2020 og i 2021. Ingen af de tre præsidenter blev dog afsat.
I forbindelse med Watergateskandalen valgte præsident Richard M. Nixon ved udsigten til en rigsretssag selv at træde tilbage i 1974 – noget ingen anden præsident har gjort.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.