USA gennemløb efter borgerkrigen en hastig industrialisering. En konstant tilstrømning af arbejdskraft samt teknologiske landvindinger resulterede i en kraftig produktionsfremgang, og omkring 1900 var USA blevet verdens førende økonomi.

Den frie konkurrence havde imidlertid også resulteret i en betydelig magtkoncentration blandt de store virksomheder; det truede den videre udvikling, hvorfor regeringen i 1890'erne gennemførte en antitrustlovgivning til modvirkning af monopoldannelse.

Den offentlige sektor spillede dengang kun en lille rolle i samfundsøkonomien, men forbundsregeringens muligheder for at regulere den økonomiske udvikling udvidedes, da den føderale indkomstskat blev indført under præsident William Howard Taft, som også i 1913 oprettede centralbanksystemet, Federal Reserve System.

Den økonomiske fremgang blev brat afsluttet med Børskrakket 1929. Det førte sammen med handelsprotektionisme, bankkrise og problemer i landbruget (se Dust Bowl) til en stor depression, se verdenskrisen. 1929-33 steg antallet af arbejdsløse fra 1,5 mio. til næsten 13 mio. svarende til knap 25% af arbejdsstyrken.

Præsident Franklin D. Roosevelt tildelte med New Deal den offentlige sektor en aktiv rolle i krisebekæmpelsen; der blev bl.a. iværksat offentlige beskæftigelsesprogrammer, givet tilskud til landbruget og ydet socialhjælp til de arbejdsløse. Endvidere søgte man at reducere risikoen for børskrak og pålagde derfor den finansielle sektor betydelige restriktioner. Dette økonomisk-politiske grundsyn, som bygger på John Maynard Keynes' teori, blev fremherskende i USA frem til neoliberalismen under Ronald Reagans præsidentperiode (1981-89).

Årene efter 2. Verdenskrig var præget af en ny højkonjunktur, som blev drevet af privatforbruget og et sandt byggeboom, subsidieret af en bevidst lavrentepolitik og gunstige fradragsmuligheder på obligationslån. Den offentlige sektors rolle i samfundsøkonomien voksede i disse år, hvilket især skyldtes stigende forsvarsudgifter i lyset af den kolde krig.

Højkonjunkturen blev kun afbrudt af Koreakrigen 1953-54, da arbejdsløsheden steg fra 2,5% til 6%, og inflationen tiltog, mens der var mindre recessioner 1957-58 og 1960-61.

Perioden 1961-69 var ét langt økonomisk opsving. BNP blev fordoblet, og arbejdsløsheden faldt fra næsten 7% til 3,5%. Det betydelige engagement i Vietnamkrigen medvirkede hertil, men tiden var også præget af finanspolitisk stimulering af økonomien; et igangværende opsving blev forstærket af store skattelettelser, ligesom bl.a. højteknologisk produktion blev begunstiget gennem skattesystemet pga. dens sikkerhedsmæssige betydning.

I midten af 1960'erne begyndte inflationen atter at tiltage. Udviklingen blev ikke søgt imødegået gennem stramninger af den økonomiske politik, tværtimod gennemførtes betydelige sociale reformer, herunder sikring mod arbejdsløshed og sygdom, som i kombination med den økonomiske fremgang var medvirkende til at reducere landets fattigdomsproblemer betydeligt, men også bidrog til en betydelig stigning i den offentlige sektors gældsætning.

1970'erne var generelt kendetegnet ved lav vækst og relativt høj inflation. Det skyldtes både en meget svagere udvikling i produktiviteten end i 1960'erne og stigende oliepriser i kølvandet på oliekriserne. Perioden var dog også kendetegnet ved større usikkerhed, fordi det internationale valutariske samarbejde, som havde eksisteret siden 2. Verdenskrig med dollar som ankervaluta, gik i opløsning i begyndelsen af årtiet. Dollaren blev devalueret, dens guldindløselighed suspenderet, og kursen blev gjort flydende over for andre valutaer.

I 1979 begyndte Federal Reserve at føre en inflationsbekæmpende pengepolitik med stærkt stigende renter til følge, og økonomien måtte gennem en svær nedtur 1980-82. Medicinen virkede, og inflationen var i 1986 reduceret til under 2%, hjulpet af faldende oliepriser og en markant styrkelse af dollaren.

I 1981 havde Ronald Reagan overtaget præsidentembedet, hvilket førte til en betydelig lempelse af finanspolitikken. Stigende militærudgifter og skattelempelser resulterede i store underskud på de offentlige budgetter, men medvirkede også til, at økonomien fra 1983 igen kom i betydelig vækst.

Den finansielle sektor, som i disse år gennemløb en omfattende liberalisering, viste sig dog at være i en skrøbelig forfatning, og USA oplevede 1985-90 en bølge af bankkrak. Dollaren faldt kraftigt i værdi, og i oktober 1987 indtraf det værste fald på aktiemarkedet siden 1929.

Efter en ny recession 1990-91 oplevede USA frem til 2001 under præsident Bill Clinton (1993-2001) det hidtil længste økonomiske opsving i landets historie. Den gennemsnitlige vækst i 1990'erne var på 3,8% om året, og arbejdsløsheden var i midten af 2000 faldet til ca. 4% fra næsten 10% i 1992. Opsvinget har i vid udstrækning været drevet af privatforbrug og investeringer i den private sektor.

Udviklingen blev ikke mindst i slutningen af 1990'erne understøttet af kraftige stigninger i aktiekurserne, som skabte store formuer i husholdninger, der havde betydelige aktiebeholdninger. Højkonjunkturen medførte også en klar forbedring af de offentlige finanser, som i 1998 udviste overskud for første gang i næsten 30 år.

Det bemærkelsesværdige ved opsvinget er dog, at det ikke har medført et inflationært pres; det skyldtes ikke mindst de markante produktivitetsstigninger, især inden for IT-sektoren. Endvidere nød økonomien godt af et fleksibelt arbejdsmarked med høj mobilitet på tværs af delstaterne, ligesom der var stor tillid til pengepolitikken, som hele tiden var på forkant med inflationsudviklingen.

Efter at have oplevet et historisk langt opsving fra 1991 til 2000 kom den amerikanske økonomi i recession i 2001. Nedturen begyndte, da den såkaldte dotcom-boble brast i 2000; året efter gik erhvervsinvesteringerne nærmest i stå, og virksomhederne begyndte at nedbringe lagrene.

Selvom både den amerikanske forbundsbank og den nye George Bush-regering (fra 2001) forsøgte at imødegå udviklingen gennem markante penge- og finanspolitiske lempelser, kunne det ikke forhindre, at økonomien led nok et knæk efter terrorangrebet på USA 11. september 2001.

Fra september 2001 til april 2002 blev der nedlagt ca. 1,3 mio. arbejdspladser, og arbejdsløsheden steg fra 4,9% til 6%. I foråret 2002 var der tegn på, at bunden i lavkonjunkturen var nået, og et nyt opsving stod for døren. Flere regnskabsskandaler, bl.a. omkring energiselskabet Enron og telekommunikationsselskabet WorldCom, rystede investorernes tillid til den amerikanske økonomi kraftigt. Uroen på de finansielle markeder fortsatte med dramatiske fald på verdens aktiebørser og en markant svækkelse af dollar over for både yen og euro til følge.

I kølvandet på Irak-invasionen 2003 meldte et nyt opsving sig med vækstrater på omkring 4% i 2004 og 2005. Medvirkende årsager var rentefald og skattelettelser, der øgede den hjemlige efterspørgsel. Store olieprisstigninger fra 2005 synes ikke at forstyrre væksten, som til gengæld heller ikke har gjort større indhug i ledigheden (5% i 2005), idet produktiviteten har været stigende.

Med en moderne serviceøkonomi, der omfatter næsten 80% af beskæftigelsen og bruttonationalproduktet, står USA fortsat kvantitativt og teknologisk som verdens ledende magt, om end forspringet er indsnævret noget siden 2. Verdenskrig.

I det foreliggende politiske landskab har virksomhederne betydelig handlefrihed, og indkomster og karrieremuligheder tiltrækker både lavt og højt kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, der vedligeholder den økonomiske og teknologiske udvikling. Den efter europæiske forhold store ulighed i indkomster og adgang til uddannelse og sundhedstjeneste udgør, hvad der er blevet kaldt et stadigt mere markeret toetagers samfund; siden 1975 er stort set al indkomstfremgang tilfaldet den rigeste femtedel af befolkningen.

Efter en traditionel amerikansk opfattelse er succes og fiasko resultatet af personlige egenskaber snarere end af samfundsmæssige omstændigheder; denne opfattelse er historisk set ganske vist anfægtet med New Deal-begrebets introduktion, men et reelt opgør med polariseringen, fx i form af fri og lige adgang til uddannelse og sundhedsservice, synes at være en uoverskuelig opgave for de amerikanske institutioner.

Alene udviklingen i befolkningens alderssammensætning vil med det nuværende pensionssystem fra 2010 lægge et stort pres på de offentlige finanser, som fra 2002 har været i underskud, i 2005 hele 16%, og den offentlige gæld udgør nu 65% af BNP.

Et andet stort økonomisk problem knytter sig til udviklingen på handels- og betalingsbalancen. USA har siden 1980'erne opbygget et nærmest strukturelt underskud på de eksterne balancer; både handelsunderskud og udlandsgæld er verdens største. Med udsigten til høje afkast på investeringer i USA har landet dog ikke haft problemer med at finansiere underskuddene gennem kapitalimport fra bl.a. Japan og Europa.

Bortset fra energiområdet, hvor 2/3 af det enorme olieforbrug må importeres og begrunder mange træk af landets udenrigs- og miljøpolitik, er USA i høj grad selvforsynende; udenrigshandelen svarer kun til ca. 20% af BNP, men pga. sin økonomiske størrelse tegner landet sig alligevel for ca. 15% af verdenshandelen.

USA's vigtigste aftagerlande (2005) er Canada, Mexico og Japan; de vigtigste leverandører er Canada, Kina og Mexico. USA og dets to store naboer stiftede i 1995 North American Free Trade Area, NAFTA. Andre vigtige handelspartnere er EU-landene set under ét. Landbrugsvarer udgør, trods erhvervets ringe andel af beskæftigelsen, næsten en tiendedel af eksporten.

USA var i 2005 Danmarks sjettevigtigste handelspartner; Danmarks eksport til USA i 2005 på 33,0 mia. kr. bestod især af medicinske og farmaceutiske produkter (26%), olie og kraftmaskiner; importen derfra på 12,9 mia. kr. bestod bl.a. af transportmidler (fly) og instrumenter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig