Dust Bowl, i USA betegnelsen for de sydvestlige prærieområder, hvor voldsomme støvstorme i 1930'erne drev tusinder af familier og landarbejdere på flugt. Støvstormene fulgte efter en række tørkeår, men skyldtes især, at jorderne efter flere års ensidig hvedeavl var berøvet deres græsvegetation og lå udpinte hen. Katastrofen fjernede enorme mængder af muldjord og førte til en føderal hjælpeindsats, hvor man mod erstatning lod marginaljorder udgå af driften og ydede tilskud til indførelse af dry farming-metoder og erosionsbeskyttelse.

Faktaboks

Etymologi
Dust Bowl er engelsk, af dust 'støv' og bowl 'skål'.

De håbløse forhold i Dust Bowl er skildret i bl.a. John Steinbecks Vredens Druer (1939).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig