Store Heddinge Kirke

Kirken, der er opført senest år 1200, var i middelalderen viet til Sankt Katharina og ligger nær den nu nedrevne herregård Erikstrup, der oprindelig hed Kongens Gård, og som var krongods indtil 1466. Det antages da også, at kongen var kirkens bygherre, måske Valdemar 1. den Store.

Oktogoner, eller ottekantede kirker, er en bygningstype, der har sin oprindelse i oldkirkens kirkebyggeri i Middelhavsområdet, som det ses ved fx Laterankirken i Rom. Typen blev indledningsvis brugt som baptisterium, dvs. dåbskapel, men i middelalderen blev den ofte bygget med tanke på en særlig politisk eller religiøs funktion.

Bedst kendt er den frankiske kejser Karl den Stores slotskapel i Aachen, der opførtes 795-803, og som har været en stor inspirationskilde for Nord- og Vesteuropas borgkapeller, herunder også kejser Konrad 2.s oktogon i Georgenberg ved Goslar fra ca. 1025, der betragtes som det nærmeste forbillede for kirken i Store Heddinge, men som nu er en ruin.

Kirkens romanske bygningsdele udgøres af et ottekantet skib samt en betydelig korbygning i to etager, der begge er bygget af kridtkvadre.

Koret er det bedst bevarede af de romanske bygningsdele. Det har kvadratisk indre plan og er forsynet med en halvrund, indvendig halvkuppelhvælvet apsis. Indretningen bevirker, at der både mellem korrundingen og ydermurene samt over den hvælvede apsis er et system af smårum. Korets romanske østvindue har tidligere været blændet, men blev genåbnet 1947-1950. I korets syd- og nordside er der store rundbuevinduer, der ikke er originale men rekonstruktioner fra arkitekten H.B. Storcks istandsættelse.

Korrummet er overhvælvet med et fladt udspændt kuppelhvælv og en dyb apsisbue. I apsissens nordlige side fører en lille dør gennem et forrum til et lille tøndehvælvet rum, hvorfra en trappe i østmuren fører op til et rum i sydøsthjørnet. Rummet kaldes ifølge traditionen "Klintekongens Kammer", og det har formentlig været benyttet til opbevaring af kirkens kostbarheder. I begge korets vesthjørner leder rundbuede døre ind til vindeltrapper, som fører op til den øvre etages tøndehvælvede galleriomgang, som strækker sig rundt langs korbygningens nord-, syd- og østside.

Lysindfaldet til omgangen kommer fra triforievinduer, som åbner sig udad til alle dens sider. Fra den nordlige galleriomgang fører en smal dør ind til korloftet, der oprindelig må have været opdelt i to etager, og som kan have tjent som lagerrum for de gaver, de valfartende pilgrimme gav til kirken. I den østlige galleriomgang er der ligeledes en dør. Den fører ind i den indre østmur, hvor der er flere smårum over apsishvælvet. Umiddelbart over for døren er der en stor alterbordslignende niche, hvor der formentlig har stået et skrin med relikvier, som må have været knyttet til Sankt Katharinas kult. På hver side af nichen er der rum, som kan tænkes at have været anvendt til opbevaring af liturgiske genstande og som kapelrum.

I midten af 1400-tallet blev korets nuværende gotiske kamgavle tilføjet, og det sengotiske vesttårn blev rejst i slutningen af 1400-tallet. Der har tillige ligget et sengotisk sakristi på korets nordside, som blev rømmet i 1836, og 1846-1847 blev afløst af et nyt placeret øst for koret, der stod frem til istandsættelsen i 1947-1950. Våbenhuset rummer formentlig også sengotiske rester, men er siden fornyet.

Omkring ca. 1670 blev kirken ramt af et lynnedslag, som antændte en brand i skibet. Det oprindelige centraltårn, der må have hvilet på otte søjler, styrtede i den forbindelse ned, hvorefter rummet blev dækket af et fladt loft. 1853-1854 opsatte arkitekten N.S. Nebelong kamtakkede gavle på ottekantens seks frie sider. Ved samme lejlighed blev ottekantens rum overhvælvet med det nuværende træhvælv.

Malerierne er placeret i apsis og kor. Malerierne er dateret til 1175-1275 og 1250-1270 og malet af Kariseværkstedet I og et ukendt værksted.

I 1897 blev der fundet rester af den unggotiske arkaderække. Kalkmalerierne udgør en meget fragmentarisk apostelfrise af høj kvalitet, som forestiller apostlene Johannes og Peter. De ornamentale detaljer viser motivet palmette.

Korhvælvets nuværende udsmykning er udført af F.L. Storch i 1867.

Kirken rummer enkelte ældre inventarstykker. Ældst er to af kirkens fire klokker, der er støbt i 1300-tallet samt en klokke med indskrift fra 1457 af Johannes Nicolai. Den yngste klokke er støbt af D.C. Herbst i 1791. I korbuen står den store sengotiske celebrantstol (dvs. stolen til den eller de præster, der læser messe) fra ca. 1520. Desuden findes der et par barokalterstager fra ca. 1650. Det resterende altersølv er fra 1808.

Altertavlen er et maleri af Kristus, der viser sig for de tre Kvinder ved graven, udført af J.L. Lund i 1836. Kirkens prædikestol og det øvrige stoleværk stammer fra istandsættelsen i 1853-1854, mens kirkens nuværende døbefont er en usædvanlig, malmstøbt figurgruppe fra 1867 af billedhuggeren J.A. Jerichau.

Kirkegården må formodes at være lige så gammel som kirken. Der finder ikke længere nybegravelser sted, men der er bevaret flere gravminder på kirkegården, bl.a. findes der krigergrave fra 1800-tallets slesvigske krige. Herudover er der ad flere omgange fundet romanske grave fra kirkens tidlige tid i forbindelse med gravearbejde på kirkegården.

Kirkegården er hegnet ind af ældre kridtstensmure, som i nord og syd delvist hviler på senmiddelalderlige kampestensfundamenter. I kirkegårdens sydøsthjørne ligger en kvaderstensbygning, der formentlig indeholder rester af en sengotisk kirkelade, men som i 1800-tallet blev stærkt fornyet.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Kirkens hjemmeside