Storbritanniens litteratur: Middelalder (1100-1500)

Den walisiske munk og senere biskop Geoffrey af Monmouth nedskrev på latin sin version af tidlig romansk-keltisk engelsk historie i Historia Regum Britanniae (ca. 1135). Med hævdelsen af en ubrudt linje af konger fra den trojanske prins Brutus til den legendariske kong Arthur og hans riddere af det runde bord blev grunden lagt til et mytekompleks, den såkaldte Arthurdigtning, der også har appelleret til senere tiders litterære fantasi.

I slutningen af 1100-tallet skrev Layamon en verskrønike på engelsk, kendt som Layamons Brut, om Arthurlegenderne, fortrinsvis på grundlag af den anglonormanniske Waces Roman de Brut, en fransk version af Monmouth.

Den anonyme The Owl and the Nightingale fra begyndelsen af 1200-tallet, der lader de to fugle præsentere fordomme om hinanden, er i den latinske debattradition og måske skrevet som en underholdende belæring til en af tidens talrige, men ikke højlærde nonneordner, som regelanvisningen Ancrene Riwle (ca. 1220) også retter sig mod.

Den samtidige kontinental-europæiske litterære dyrkelse af høvisk kærlighed blev i England kombineret med Arthurlegenderne. Et resultat heraf ses i den anonyme historie på vers Sir Gawain and the Green Knight (anden halvdel af 1300-tallet, på dansk i 2018). Som andre tekster, Patience, Cleanness og Pearl, der er tilskrevet Gawain-digteren, er der tale om et værk, der hæver sig over de fleste af samtidens.

Hvor Gawain-digtet orienterer sig tilbage i tiden til en mytekultur, er William Langlands Piers Plowman (ca. 1380) derimod en kristen lovsyngelse. Digtet tager form af et drømmesyn af Guds skaberværk på baggrund af den konkrete engelske virkelighed, som på William Langlands tid både havde oplevet kongelig magtkamp, pest samt John Wycliffes og hans lollarders førreformatoriske protester mod kirkens autoritet.

I Richard 2.'s regeringstid 1377-1399 var engelsk igen standardsprog efter 250 års socialt eksil, men det var kraftigt ændret efter en betydelig normannisk-fransk påvirkning. Londonmetropolens internationale orientering kommer til udtryk i en ny tids fleksibelt engelsk hos hof-ansatte Geoffrey Chaucer, der i sine store værker Troilus and Criseyde (ca. 1382-1385) og The Canterbury Tales (ca. 1387-1400) afspejler hele middelalderens internationale litterære horisont og klart bliver periodens største digter.

Chaucer er særlig væsentlig i overgangen til engelsk som dominerende sprog. Han begynder sin digtning med at oversætte fra fransk og senere fra italiensk og latin. John Gower (ca. 1330-1408), som er Geoffrey Chaucers samtidige og gode ven, er trods den latinske værktitel Confessio Amantis (1386-1390) med på en bølge, der fører til engelsk som litterært hovedsprog.

Forløberne for det teater, der skulle blomstre i renæssancens London, var middelalderens mirakelspil, moraliteter og mysteriespil. Tekstudgaverne af de fire mysteriespilscykler: York (48 spil), Chester (24 spil), Wakefield (32 spil) og en ukendt midtengelsk by (42 spil) stammer fra midten af 1400-tallet, men er baseret på mysteriespil, der løbende er revideret fra midten af 1300-tallet. Disse folkelige spil nød fremgang, indtil Reformationen standsede denne form for underholdning.

Blandt senmiddelalderens mange religiøse skribenter er den lidenskabelige Margery Kempe en af de første, hvis litterære indsats i The Book of Margery Kempe (1436-1438) har præg af en egentlig selvbiografi. Rosekrigenes hærgen og betydning for den enkeltes dagligdag kan der læses om i Pastonbrevene; en stor samling breve, der blev udvekslet i familien Paston fra 1422 til 1509 (men først udgivet 1787-1789).

Samarbejdet mellem forfatteren og aristokraten Thomas Malory (død ca. 1471) og trykkeren og borgeren William Caxton blev banebrydende for den engelske litteratur. Mens Thomas Malory sad fængslet for forskellige kriminelle handlinger, bearbejdede han Arthurlegenderne i otte afsnit. Disse blev omredigeret til 24 bøger og trykt og udgivet som Morte Darthur (1485) af William Caxton, der i 1475 havde trykt den første bog på engelsk, Recuyell of the Historyes of Troye. Litterært set kan det hævdes, at bogtrykkerkunsten gør en ende på middelalderens tekstunivers.

• Storbritannien
• Storbritanniens litteratur
• Skotland – litteratur
• Irland – litteratur