Faktaboks

Skævinge Kirke
Sogn
Skævinge Sogn
Provsti
Hillerød Provsti
Stift
Helsingør Stift
Kommune
Hillerød Kommune
Skævinge Kirke

Kirken set fra sydøst. Kirkens indre fremstår i dag med grå, flade bræddelofter overalt og hvidtede vægge, som særligt mod nordvest i skibet er udsmykket med kalkmalerier. Foto: 2010.

Skævinge Kirke
Af .
Skævinge Kirke

Kirken er ikke den første på sin plads og har efter alt at dømme erstattet en ældre trækirke på stedet.

Skævinge Kirke
Af .

Skævinge Kirke er en sognekirke, der ligger på en banke nordøstligt i den gamle del af byen.

Kirkegård

Kirkegården, som er udvidet mod vest, er omgivet af en mur af kløvede kampesten, bortset fra enkelte steder hvor der også er rå kamp og mursten. Kirkegårdens hovedindgang er mod syd, hvor der er køreport med fodgængerlåge.

På kirkegården fandtes indtil 1614 en kirkelade, og mod sydvest findes der i dag både kapel og materielhus, opført i 1901.

Kirkebygning

Kirken er ikke den første på sin plads, og den har efter alt at dømme erstattet en ældre trækirke på stedet. I 1952 blev der under kirkens syddør fundet en stavplanke, som nok er fra en ældre kirke, ligesom der i 1964 blev fundet et stolpehul ved udgravning i kirkens gulv.

Kirken består af et romansk kor og skib fra 1100-tallets første halvdel opført i små og mellemstore rå kampesten med kvadersten i hjørnerne. Hertil kommer en senmiddelalderlig forlængelse af skibet mod vest, hvorpå der i 1614 blev opført et tårn, mod syd et våbenhus fra 1500-1550, og endelig mod nord et sakristi ud for koret fra 1758 og en stor korsarm ud for skibet fra 1935.

I den ældste del af bygningen er kun bevaret spor efter et enkelt oprindeligt vindue, som findes i koret. Af de oprindelige døre er kun den sydlige dør bevaret. Den fører i dag ud til våbenhuset. Norddøren kan tænkeligt have eksisteret helt til kapellet blev tilbygget i 1935, hvor også den oprindelige og meget smalle korbue blev udvidet.

Kirkens vestende blev tilbygget i middelalderen, men er svær at datere præcist. Den er bygget af små munkesten, mens hjørnekvadrene er genbrug fra den oprindelige romanske vestgavl.

Syd for skibet står kirkens våbenhus, som er opført af meget store munkesten. Rummet er udformet med to store fladbuede blændinger i hver flankemur, hvilket er et almindeligt træk på egnen, og gavlen er dekoreret med trappeformede kamtakker med spidsbuede blændinger.

Tårnet er opført i 1614 af murmester Bastian fra Helsingør, som sandsynligvis også opførte det meget lignende tårn i Ølsted Kirke. Det er lige så bredt som skibet og er opført oven på den middelalderlige vestforlængelse. Murmesteren fik samtidigt til opgave at rive et ældre tårn samt kirkeladen ned, hvis sten blev genbrugt i det nye tårns mellemstokværk. Samtidig blev der opført et femkantet trappehus syd for tårnet, som øverst krones af et saddeltag med svungne gavle dekoreret med blændinger i nord og syd.

Sakristiet nord for skibet var oprindeligt opført som gravkapel og er bygget af røde sten.

Den store korsarm nord for kirken er bygget efter tegning af arkitekt Carl Lundqvist i 1935 og er bygget af røde sten med en gavl, der efterligner tårnets.

Kirkens nuværende tagværker er af fyrretræ og er opsat i 1868-1869.

Kirkens indre fremstår i dag med grå, flade bræddelofter overalt og hvidtede vægge, som særligt mod nordvest i skibet er udsmykket med kalkmalerier.

Kalkmalerier

Skævinge Kirke er kendt for sit store kalkmaleri af Holger Danske. Kirkens kalkmalerier, som der er mange af, er fra perioden 1550-1560 og er malet af et ukendt værksted.

.
Kalkmalerier

Kalkmalerier af David og Goliat fra biblen. Kalkmalerierne indeholder dekorative detaljer i form af frugter og bær, ranker og blade. På grund af det meget sjældne motiv samt de malede klædedragters store detaljerigdom betragtes malerierne som meget bevaringsværdige. Foto: 2010.

Kalkmalerier
Af .

Kirkens kalkmalerier er fra perioden 1550-1560 og er malet af et ukendt værksted. De forestiller David og Goliat fra biblen samt en gengivelse af hovedpersonerne fra middelalderfolkevisen Holger Danske og Burmand samt flere dekorative detaljer i form af frugter og bær, ranker og blade. På grund af det meget sjældne motiv samt de malede klædedragters store detaljerigdom betragtes malerierne som meget bevaringsværdige.

Inventar og gravminder

Af kirkens middelalderlige inventar er kun døbefonten bevaret, mens alt andet er senere.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske granitdøbefont. Den er udsmykket med en tovstav og har en fod fra 1935, mens den gamle er opstillet i våbenhuset. I den findes et dåbsfad fra 1828.

I kirken findes et krucifiks fra omkring år 1300, hvis figur kun er 36 cm høj. Det hænger over korbuen.

Alterbordet er af nyere dato, men er dækket af et panel fra ca. 1550-1575.

Stolestaderne, dvs. kirkebænkene, er fra omkring 1620, men de er svære at datere præcist. Stolene har tidligere haft døre, men den eneste bevarede af slagsen er nu på degnestolen, som i 1869 blev indrettet foran prædikestolen.

Altertavlen er et maleri fra 1833 af C.W. Eckersberg, som forestiller den vantro Thomas. Udenom maleriet er en samtidig ramme med trekantgavl.

Ved kirken findes nogle rester af en gravsten fra 1634, en enkelt del ved våbenhuset, to dele ud for kirkegårdens østmur. Hertil findes to kisteplader bevaret i kirken, en fra 1700 og en fra 1757.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig