Stolpehul, aftegning i jorden, hvor en stolpe har stået. Stolpehuller er for arkæologer en vigtig kilde til påvisning af bygninger, hvis vægge og tag har været båret af jordgravede stolper. Deres bredde og dybde kan tillige med iagttagelser af stolpernes form og hældning anvendes til beregning af bygningernes højde og konstruktion.