Sinologi

De første direkte beretninger om Kina bragtes til Europa af rejsende i 1200-1300-tallet, især Marco Polo. Med 1500-tallets opdagelsestogter og den jesuitiske Kinamission blev informationerne gradvis både flere og mere præcise.

Anført af Matteo Ricci etablerede jesuitterne sig i Macao, hvorfra de indledte deres missionsvirksomhed blandt Mingdynastiets intelligentsia og tilegnede sig landets sprog og lærde konfucianske tradition.

Fra 1592 arbejdede flere prominente jesuitter i det kejserlige bureaukrati i hovedstaden Beijing som astronomer, matematikere og kartografer. Deres latinske rapporter om Kinas sprog, samfundsorden, historie og filosofi blev til stor inspiration i Europa under rationalismen og i oplysningstiden, fx for Leibniz og Voltaire.

Jesuitternes sinologiske metoder og deres konfuciansk inspirerede billede af Kina som rationalistisk, skønhedselskende og uforanderligt har haft stærk indflydelse på den vestlige sinologi. Også kinesisk kunst og kunsthåndværk vakte begejstring.

Efter at paven havde standset den jesuitiske Kinamission i 1742, blev den sinologiske indsats videreført af protestantiske missionærer og andre, som arbejdede i Kina. Som akademisk fag indførtes sinologien først ved Collège du Roi i 1814 (J.A. Rémusat), senere i 1800-tallet ved universiteter i Rusland og England.

Manglen på faglitteratur var stor og søgtes afhjulpet gennem såvel indkøb af kinesiske bøger som udgivelse af egne arbejder. Der produceredes hjælpemidler som ordbøger (R. Morrison, 1815-1823) og grammatikker (J. Prémare, skrevet 1728, udgivet 1831, G. Gabelentz, 1881), referenceværker, fx et historisk biografisk leksikon (H.A. Giles (1845-1935), 1898), samt oversættelser af konfucianske og daoistiske klassikere (J. Legge (1815-1897)) og af historiske værker.

Sidst i 1800-tallet begyndte udforskningen af det sino-tibetanske sprogslægtskab, en hypotese først fremsat af John Leyden (1775-1811) og dokumenteret i 1900-tallet gennem komparative studier af bl.a. A. Conrady, H. Maspero og W. Simon.

I sidste halvdel af 1800-tallet blev studiet af Kinas civilisation og kultur, som indtil da næsten udelukkende var fokuseret på konfucianismen, udvidet til også at omfatte andre aspekter. Allerede Rémusat og hans efterfølger, S. Julien, interesserede sig for ikke-konfucianske emner som daoisme og kinesisk buddhisme, og den såkaldte Pariserskole, de grundlagde, var med sin filologiske kvalitet og forskningsmæssige bredde førende inden for faget frem til 2. Verdenskrig. Den mønstrede forskere som E. Chavannes, den første vestlige sinolog, der brød med det "statiske" billede af Kinas historie, P. Pelliot, aktiv bl.a. inden for studiet af de middelalderlige Dunhuang-manuskripter, H. Maspero, forfatter af banebrydende værker om bl.a. sprog, historie og religion, samt Marcel Granet (1884-1940), som på sociologisk og etnografisk basis rekonstruerede oldkinesiske religiøse forestillinger og riter.

Tysklands første professor i sinologi (Hamburg 1909), Otto Franke (1863-1946), udmærkede sig ved sin kildekritiske forskning i Kinas historie; fra 1933 forlod mange af de bedste sinologer dog Tyskland til fordel for især England og USA (W. Simon, historikeren W. Eberhard (1909-1989)).

2. Verdenskrig medførte udbygning af sinologien først i England, senere i det øvrige Europa. Et monument i efterkrigstidens Kinaforskning er det bindstærke videnskabshistoriske værk Science and Civilization in China (1954-), iværksat, delvis skrevet og indtil hans død ledet af den britiske biokemiker J. Needham (1900-1995).

I USA var sinologien indtil 1930'erne ubetydelig. Det første internationalt vigtige projekt var den omfattende Harvard-Yenching Institute Sinological Index Series (1931-1947) udarbejdet af forskere ved Harvard og det af amerikansk mission ledede Yanjing Universitet i Beijing. Med 2. Verdenskrig blev sinologiens relevans åbenbar, samtidig med at indvandringen af sinologer fra Europa og Kina (lingvisten Y.R. Chao, litteraturforskeren C.T. Hsia (1921-2013)) øgede det akademiske potentiale.

Kritik af fagets hidtidige omfang, kvalitet og mål førte til høj prioritering af forskning i det moderne Kina gennem områdestudier baseret på beherskelse af såvel sprog som moderne videnskabelig metode. Harvard University og dets fremragende forsker i Kinas historie, J.K. Fairbank (1907-1991), var initiativtagere til de nye programmer, som i løbet af 1960'erne bredte sig til andre sinologiske centre i USA og med en vis forsinkelse også til Europa.

Med oprettelsen af Kinaforskning i Canada, Indien og Australien blev faget for alvor internationalt, og USA overtog med sine økonomiske resurser og sit politiske engagement den franske skoles hidtil ledende rolle.

Nordisk sinologi er påbegyndt i 1900-tallet. Tidlige svenske Kinaforskere var geologen J.G. Andersson (1874-1960), efter arkæologisk feltarbejde i Kina direktør for de enestående samlinger, han havde hjembragt til Stockholms Historiske Museum; kunsthistorikeren O. Sirén (1879-1966), især kendt for sine studier i kinesisk maleri; samt lingvisten B. Karlgren.

I Danmark udførtes vigtig forskning i kinesisk og tai af lingvisten K. Wulff, i Kinas buddhistiske klosterarkitektur af arkitekten J. Prip-Møller (1889-1943) og i videnskabshistorie, med værker om bl.a. T.S. Bayer og J. Prémare, af diabetesforskeren K. Lundbæk.

Selvstændigt universitetsfag blev sinologien dog først på foranledning af Rockefeller Foundation, som for at styrke Kinaforskningen i Skandinavien fra 1946 finansierede uddannelsen af en gruppe nordiske sinologer dels hos B. Karlgren, dels i Kina og USA. Som forudset i planen kunne tre af disse siden udnævnes til Nordens første professorer i østasiatiske sprog/kinesisk, i København 1958 S. Egerod (1923-1995), Stockholm 1965 G. Malmqvist (1924-2019) og Oslo 1966 H. Henne (1918-2002).

• Kinas historie
• Jesuitmission