I Zhoustaten herskede lokale fyrster og adelige over arvelige områder og anerkendte Zhoukongens overhøjhed. Fra midten af perioden foregik der specielt i grænseområderne og senere i de erobrede områder en udvikling af administrative enheder, hvor fyrsten kunne indsætte sine egne folk uafhængigt af familiebånd, og det er fra de samme områder, at der først høres tale om skatteopkrævning og bøndernes ejendomsret til den jord, de dyrkede. Det var en brydningstid, hvor særlig de lavere fyrstetjenere uden lukrative arvelige stillinger var på vej frem. Herunder opstod en række filosofiske skoler med forskellige forslag til indretningen af samfundet; den vigtigste var konfucianismen, som med sin understregning af, at alle mennesker uanset oprindelse både kunne give og modtage undervisning og dermed gøre sig fortjent til de højeste poster, førte til et radikalt brud med den afhængighed af klan- og familietilhørsforhold, der hidtil havde præget samfundet. Et andet kendetegn ved konfucianismen var den tanke, at den gode fyrste ved sit blotte eksempel kunne sikre en god regering, uafhængig af lovgivning. Konfucianismen opstillede en række krav til menneskelige relationer, der med sin holden fast ved ritualer og sin læggen vægt på hierarkiske forhold har været med til at give konfucianismen ry for at være mod forandringer. Det er næppe korrekt, men kineserne har selv bidraget til dette indtryk, for eksempel ved mødet med den vestlige kultur i 1800-tallet.
En anden vigtig filosofisk skole, som fik indflydelse på samfundsudviklingen, var legalismen, der lagde vægt på love, som skulle gælde for alle; legalismen var grundlaget for Qinstaten. Den blev under Han afløst af konfucianismen som den bærende statstænkning, men en række træk fra legalismen blev i senere perioder bevaret. Lovtekster, som i nogen grad byggede på Qin- og Hanperiodens lovgivning, blev samlet i store lovsamlinger i løbet af det første årtusinde e.v.t. Nyere undersøgelser af kinesisk ret, der traditionelt har været karakteriseret ved først og fremmest at udgøre en straffelov, tyder på en meget sofistikeret juridisk praksis.
Med konfucianismen og legalismen ses modsætningen i kinesisk statsopfattelse mellem tiltroen til "regering ved mennesket" kontra "regering ved lov", som er dukket op med jævne mellemrum i den kinesiske debat siden Han og også har betydning i vore dages ændringer i det kinesiske samfund.
Den tredje filosofi, som normalt omtales i denne forbindelse, er daoismen, der i højere grad ser mennesket og menneskelivet som en del af naturen. Daoismen får som statsbærende filosofi betydning i en kort periode ca. 400 e.v.t.
Legalisterne fremmede som grundlaget for en stærk militærstat landbruget på bekostning af handel. Kontrol over befolkningen søgtes opretholdt ved opdeling i enheder på fem husstande med gensidigt ansvar over for loven. En konfuciansk klassiker, der giver et idealiseret billede af regeringen under Zhou, nævner ligeledes opdeling af befolkningen i grupper baseret på ti husstande. Sådanne opdelinger optræder i mange senere dynastier i en eller anden form som enheder for en lokal selvforvaltning. Hvis den numeriske opdeling kunne gennemføres, ville den neutralisere de traditionelle opdelinger, som kunne være basis for uformelle, men reelle magtforhold, og derved give centralregeringen og dens lokale repræsentanter bedre kontrol helt ned på landsbyniveau. De eksempler, man kender, tyder dog på, at den praksis sjældent har kunnet leve op til herskernes ambitioner. Et berømt tilfælde er de kontroversielle reformer i 1000-tallet ved Wang Anshi, hvis grundlæggende tanke var, at staten, der på det tidspunkt var udsat for et stærkt pres på nordgrænsen, bedst kunne styrkes, hvis byrderne blev bedre fordelt, og bønderne fik mulighed for at arbejde fri for udsugende embedsmænd, godsejere og pengeudlånere. I tilgift til reformer, hvor staten aktivt styrkede den økonomiske aktivitet, blev befolkningen opdelt i enheder på ti husstande til sikring af lov og orden og som grundlag for udskrivning af en milits i stedet for en dyr og ineffektiv stående hær. Reformerne blev hurtigt afskaffet eller modificeret, da Wang Anshis modstandere kom til magten.
Under Ming blev der oprettet et registreringssystem, hvor befolkningen blev opdelt i enheder på 110 husstande, hvis ledere, der på omgang blev fundet blandt de ti rigeste husstande, havde ansvaret for, at skatter blev betalt, offentlige arbejder udført og til en vis grad også, at ro og orden blev opretholdt, uddannelse gennemført mv. Folk skulle forblive, hvor de var registreret, og systemet forudsatte i almindelighed et samfund uden ændringer, et ideal, der hverken blev efterlevet i Mingtiden eller i andre perioder af Kinas historie. Selvom der også senere ses forsøg på at oprette sådanne organisationer, er perioden efter ca. 1500 karakteriseret ved fraværet af mere ambitiøse projekter med sigte på at kontrollere lokalsamfundene. På den tid, da centralmagten i for eksempel Europa blev stærkere, synes det, som om de kinesiske herskere opgav tidligere tiders ambitioner.
Over den lokale selvforvaltning fandtes et bureaukrati. Allerede fra Zhou ses en stadig udvikling, men bureaukratiet var i lang tid knyttet til krigeradel og godsejere. Det er først med Tangperioden, at det finder den form, som bliver kendt, først i Korea og Japan og langt senere i Vesten.
Eksamenssystemet blev et vigtigt grundlag for embedsmandsrekrutteringen; det var dog først under Song, at eksamenssystemet gav den sociale status, som det siden blev kendt for.
Uddannelse i først og fremmest den neokonfucianske fortolkning af klassiske tekster blev i resten af kejserperioden en vigtig vej til politisk, økonomisk og social position, men aldrig den eneste. Der var således perioder, hvor mange embeder blev solgt enten for at skaffe penge eller som et bevidst forsøg på at reducere indflydelsen fra de personlige bånd, som eksamenssystemet kunne fremme. Eksaminer gav adgang til embeder, men mod slutningen af dynastierne var der langt flere kandidater med eksamen, end der var stillinger. Kandidaterne fandt så beskæftigelse med undervisning eller som specialiserede sekretærer for embedsmænd, eller de blev hjemme for at forvalte familiens ejendom og position i lokalsamfundet, der herved blev styrket i forhold til centralmagten. I bureaukratiet har der de sidste tusinde år været overvægt af civile, men i urolige perioder skete der en militarisering af samfundet med blandt andet private hære og borge, og militæret eller militært orienterede civile embedsmænd spillede i perioder en betydelig rolle.
Over bureaukratiet har kejserens person været vigtig for regeringens førelse; der er imidlertid talrige eksempler på kejsere uden indflydelse enten på grund af uduelighed, eller fordi andre enkeltpersoner eller regeringsorganer reelt har taget magten. Det kunne være enkekejserinder, for eksempel Wu Zetian i slutningen af 600-tallet og Cixi i slutningen af 1800-tallet, andre kejser- eller kejserindeslægtninge, adelige, eunukker, etniske fæller, embedsmænd eller bureaukratiet selv. I de perioder, hvor der har været såvel nordlige som sydlige stater, synes der at have været en tendens til, at kejserens person var vigtigere i nordlige dynastier end i sydlige, hvor store adelsslægter havde større indflydelse.
En forudsætning for udbygningen af staten med dens behov for at beherske sine resurser var opkrævning af skatter. Den ældste kendte skat fra Zhouperioden var en personskat (kopskat). Dette var den almindelige form indtil Tang og blev særlig i 500-600-tallet e.v.t. knyttet sammen med ideelle forestillinger om tildeling af lige store jordlodder til hver enkelt person. Ved personens død faldt jorden eller hovedparten af den tilbage til staten. Der er tvivl om, i hvor høj grad sådanne systemer har fungeret. Fra slutningen af 700-tallet e.v.t. blev personbeskatningen efterhånden afskaffet til fordel for en jordbeskatning; den fortsatte dog i form af nogle hoveriydelser til staten og dens repræsentanter. Under store skattereformer fra 1500-tallet og frem blev jordskatten og hoveriydelserne i nogen grad kombineret, således at der tales om en enhedsskat. En anden vigtig skatteform har været forbrugsskatter, der for alvor begyndte i 100-tallet f.v.t. med skat på salt og jern. I perioder har forbrugs- og handelsskatterne været statens vigtigste indtægtskilde, især under Song, og fra midten af 1800-tallet under de oprør, der hærgede store dele af landet, blev der indført en afgift på alle varer, som passerede toldstationer. Den afgift kom i slutningen af dynastiet til at udgøre over halvdelen af statens indtægter.
Der har i perioder været tale om underbeskatning. Især efter en urolig periode var lave skatter hensigtsmæssige for at få økonomien genoprettet. Perioder med lave skatter ses således ofte i forbindelse med etableringen af nye dynastier. Underbeskatningen kunne blive vanskelig at ændre senere på grund af respekt for de love, der var udstedt af et givent dynastis første kejser. Forsøg blev gjort, for eksempel skattereformerne i Ming og Qing, men den grundlæggende underbeskatning blev der ikke rørt ved. Til de udgifter, der skulle afholdes, blev udskrevet uofficielle, men ofte almindeligt anerkendte afgifter, og byrden på den enkelte skatteyder kunne således være betydelig. De uofficielle afgifter og skatteydernes bestræbelser på at slippe for dem har givet god grobund for korruption, og regeringens pludselige udskrivninger af store beløb til for eksempel krigsførelse eller kejserens luksusforbrug har vanskeliggjort kapitalkrævende erhvervsudvikling såsom den begyndende industrialisering i 1800-tallet.
Kommentarer (2)
skrev Peter Ole Kvint
Denne artikel bygger ikke på troværdige kilder. De amerikanske spioner var vrede på kommunisterne og var ikke neutrale kilder.
"Mange hundrede civile blev dræbt på Tiananmen-pladsen, og tusinder såret."
Dette er meget langt fra virkeligheden. Pladsen blev rømmet fredeligt.
svarede Jørgen Nørby Jensen
Tak for din kommentar. Redaktionen har ikke tilstrækkelig faglig indsigt i området til at kunne vurdere dit ændringsforslag/din kommentar. Når vi får knyttet en fagansvarlig med den rette baggrund til fagområdet, vil vi lade vedkommende tage stilling til kommentaren.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.