sino-tibetanske sprog

Sino-tibetanske sprog, tidl. indo-kinesisk, sprogæt talt i dele af Øst- og SØ-Asien, Tibet, Bhutan, Nepal, Ø- og Nordindien samt Nordpakistan. Ætten inddeles i en sinitisk og en tibeto-burmesisk sprogfamilie og overgås, målt i antallet af sprogbrugere, kun af indoeuropæisk. Sinitisk består af dels de kinesiske sprog, der tales af over 1,2 mia. i Kina og den øvrige verden, dels sproget bai, der tales af ca. 1,9 mio. i Yunnan-provinsen. Tibeto-burmesisk tales af i alt ca. 70 mio. og menes at omfatte ca. 300 sprog, hvoraf langt de fleste tales af stammefolk på under 1 mio.; størst er burmesisk, yi og tibetansk. Se også Indien (sprog).

Sino-tibetanske sprog
De sino-tibetanske sprog, hvis underinddeling er omstridt, tales af over 1,3 mia. Den her benyttede klassifikation følger i hovedtræk P. Benedicts teori.
Sinitiske sprog Kinesisk Nordkinesisk eller mandarin er verdens største sprog og tales af ca. 900 mio., heraf ca. 860 mio. i Kina (1996), ca. 5 mio. i Taiwan (1993) og ca. 1 mio. i Singapore, samt af betydelige mindretal i de øvrige sydøstasiatiske lande, i Stillehavsområdet og på de amerikanske kontinenter. Wu eller shanghaidialekten tales af ca. 90 mio. i det østlige Kina. Min eller fujianesisk tales af ca. 45 mio. (1996) i de SØ-kinesiske provinser Fujian, Zhejiang og Guangdong samt på øen Hainan; hertil kommer ca. 15 mio. i Taiwan (1997) samt ca. 10 mio. i bl.a. Thailand, Malaysia, Singapore, Indonesien og USA. Yue eller kantonesisk tales af ca. 65-70 mio. i Sydkina, inkl. Hongkong og Macao. Kejia eller hakka tales af ca. 35 mio. (1996) i Sydkina og Taiwan. Xiang eller hunanesisk tales af ca. 35 mio. (1996), især i den SØ-kinesiske provins Hunan. Gan eller jiangxidialekten tales af ca. 31 mio. (1996) i de SØ-kinesiske provinser Jiangxi og Hubei. Bai Bai eller minjia med de tre stærkt afvigende dialekter dali, jianchuan og lanbi tales af ca. 1,9 mio. i den kinesiske provins Yunnan. Tibeto-burmesiske sprog Tales af i alt ca. 70 mio.; for en mere detaljeret fremstilling, se tibeto-burmesiske sprog . Karensprog Omfatter ca. 20 sprog, der tales af etniske minoritetsgrupper på i alt ca. 4 mio. (1998) i det sydøstlige Myanmar (Burma) og tilgrænsende dele af Thailand; de største er sgaw (ca. 2 mio., 1998), pwo (ca. 1,3 mio., 1998) og pa-o (ca. 500.000, 1998). Bodiske sprog Omfatter den tibetiske undergruppe med de mange varianter af tibetansk , der tales af i alt ca. 6 mio. i Tibet, Bhutan, Nepal og Nordindien, newari , der tales af ca. 825.000 (2001) i Nepal, gurung-sprogene og chantel , der tales i Nepal af ca. 1,7 mio., og de mange kiranti-rai-sprog , der tales spredt i Himalaya, hvoraf de største er magar (ca. 570.000, 1994) og limbu (ca. 360.000, 2001). Bariske sprog Omfatter et meget stort antal sprog i Nordindien, Myanmar, Bangladesh og Tibet, hvoraf de fleste kun tales af nogle få tusinde: jingpo eller kachinisk (ca. 650.000), de ca. 20 mindre konyaksprog , de ca. 10 bodo-garo-sprog , hvoraf de største er kok borok (ca. 790.000, 1997), bodo og garo (begge ca. 600.000), de mange kuki-chin-naga-sprog , hvoraf de største er meithei eller manipuri (ca. 1,3 mio., 1997), kuki-chin (ca. 850.000) og mizo eller lushai (ca. 520.000, 1997), samt de miriske sprog , hvoraf de største er abor (ca. 450.000, 1994) og dafla (ca. 250.000, 1994). Yi-burmesiske sprog Omfatter dels den burmesiske undergruppe i Myanmar med bl.a. nationalsproget burmesisk (ca. 32,3 mio., 2002) samt arakanesisk (ca. 1 mio. 2001) og taungyo (ca. 40.000, 2000), dels yi-sprogene i Syd- og Centralkina, Myanmar, Thailand og Laos med bl.a. yi eller lolo (ca. 5,5 mio., 2002), lalu og lisu (hver ca. 700.000, 1991), hani (ca. 600.000, 1991) og naxi eller moso (ca. 300.000, 1991). Rungiske sprog Omfatter sprogene qiang (ca. 140.000, 1999), jiarong (ca. 85.000, 1999) og primmi (ca. 55.000, 1999) i de kinesiske provinser Sichuan og Yunnan samt nungsprogene , herunder rawang (ca. 23.000) og fire mindre sprog, der tales i højlandsområder i Myanmar, Tibet, Yunnan og Indien.

Historie

Der er ikke overleveret et grundsprog for de sino-tibetanske sprog, men et sådant er på grundlag af struktur- og lydkorrespondenser i deres ordforråd søgt rekonstrueret som monosyllabisk, agglutinerende og uden toner.

Skriftlige kilder går for kinesisk tilbage til 1200-t. f.Kr., for tibetansk til 600-t. e.Kr. og for burmesisk til 1000-t. e.Kr.; de to sidstes ortografier er dannet efter indisk alfabetisk forbillede, mens de få andre sino-tibetanske skriftsystemer fra før 1900-t., fx naxi og xixia, følger det kinesiske skrifttegnsprincip.

Slægtskabet mellem kinesisk, tibetansk og burmesisk blev ca. 1900-45 dokumenteret gennem komparative studier af bl.a. A. Conrady, H. Maspero og W. Simon. Nyere forskning har gjort forsøg på at påvise slægtskab mellem sino-tibetansk og hhv. austronesisk, athapaskisk, indoeuropæisk, jenisejisk og nordkaukasisk, men resultaterne er indtil videre ikke overbevisende.

Mange sprog i området er stadig uudforskede, og såvel afgrænsningen af de sino-tibetanske sprog som deres indbyrdes forhold er omdiskuteret. Li Fanggui, hvis teori er bredt antaget i Kina, inkluderede således tai-kadai og hmong-mien i sprogætten i modsætning til P. Benedict, der til gengæld medtog karensprogene; sidstnævnte teori er den almindeligste arbejdshypotese i vestlig forskning og ligger til grund for denne artikel.

Lyd

Lydligt bestod et morfem i grundsproget som maksimum af konsonant-medial-vokal-konsonant og som minimum af en konsonant, der som affiks knyttede sig til rodmorfemet; medialen kunne være en halvvokal eller likvid. Affikserne resulterede især i begyndelsen af en stavelse ofte i konsonantophobninger, som i varierende grad er bevaret i gammeltibetansk og i moderne tibeto-burmesiske sprog som jingpo og kirantisk, men ikke i fx kinesisk.

Grammatik

De moderne sino-tibetanske sprog er strukturelt meget forskellige. De kinesiske er generelt isolerende, monosyllabiske, tonale og har ledstillingen subjekt—verbum—objekt (SVO). De tibeto-burmesiske derimod er agglutinerende, nogle er polysyllabiske og atonale, og bortset fra karensprogene har alle ledstillingen SOV.

Ordforråd

Indbyrdes forskelle skyldes især kontakt til andre sprog i området. En liste over 489 almindelige, beslægtede ord i gammeltibetansk og oldkinesisk omfatter bl.a. ordene 'far, dræbe, to', jf. gammeltibetansk pha, sad, gnyis over for oldkinesisk bjag, sriat, njid.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.