Roman Jakobsons kommunikationsmodel

Mange af vores udsagn tjener først og fremmest det formål at skildre, beskrive eller på forskellig vis omtale noget. Her er referencen eller konteksten altså det fremherskende aspekt, og denne funktion ved sproget kaldes den REFERENTIELLE funktion. En person kan fx sige ”Jeg spiste på fin restaurant i går”. Her får man at vide, hvad personen gjorde, og hvad det var for en slags restaurant, vedkommende spiste på.

Personen kunne også have sagt: ”Jeg spiste på en fin (skøn, god, fed, elendig …) restaurant i går”. Her er den referentielle funktion igen fremherskende, men man får også en anden slags oplysning, fordi personen udtrykker sin vurdering af restauranten. I et sprogligt udsagn kan et andet grundlæggende aspekt ved kommunikationssituationen altså være mere eller mindre dominerende: afsenderen. Denne funktion kalder Jakobson for den EMOTIVE eller ekspressive sprogfunktion. Den kan komme til udtryk på mange forskellige måder, men for dem alle gælder, at de tilkendegiver afsenderens holdning til noget, hans eller hendes sindstilstand eller umiddelbare følelser. Den kan udtrykkes af vurderende adjektiver eller udtryk og optræder altså her i udsagn, der også har en referentiel funktion. I sin rene form udtrykkes den af interjektioner, fx bandeord som ”fandme”, ”sgu” osv. eller udråbsord som ”æv!”, ”åh!”, ”av!”, ”what!” eller lignende konstruktioner som fx ”jotjabombom”, ”øøøh”.

Et udsagn kan også hovedsagelig været modtagerrettet. I den slags udsagn er den KONATIVE funktion dominerende. På sprog som dansk udtrykkes den konative funktion i sin rene grammatiske form af imperativer: ”Spil!”, ”skyd!”, ”apport!” eller lignende udtryk, der fungerer som befalinger: ”Klar, parat, start!”, ”Stille!”, ”Nu!”. Den kommer også til kende i tiltale- eller henvendelsesudtryk (der på fx latin, græsk eller slaviske sprog ville stå i vokativ), som i ”Kammerater! Nu er den sgu gal igen!” Her er ”kammerater!” et rent udtryk for den konative funktion, mens det samlede udsagn også har et stærk emotivt præg, der især kommer til kende i ”sgu” ”gal (igen)” og udråbstegnene, samtidig med at det varetager en ganske vist svækket, men reel referentiel funktion takket være pronomenet ”den”, som henviser til det, der er noget galt med. Man ser her igen, at sproglige udtryk ganske vist ofte har en dominerende funktion, men sagtens og som regel udtrykker flere funktioner på én gang.

De første tre sprogfunktioner er kommunikationsmæssigt grundlæggende: De vedrører den talende, det, der tales om, og den, der tales til. De er sammenfaldende med de tre grundfunktioner i Karl Bühlers kommunikationsmodel. Jakobson føjer dog yderligere tre funktioner til modellen.

Den fjerde funktion er knyttet til den fysiske forbindelse, der muliggør kommunikationen, og tjener til at forvisse de samtalende om eller løbende at bekræfte, at de stadig er i kontakt med og kan se og høre hinanden. Jakobson kalder dette den FATISKE funktion, og et eksempel på den er, når man tager telefonen og siger ”Hallo” eller blot sit navn. Her er funktionen at udtrykke, at der er blevet etableret kontakt. Tilsvarende har udtryk som ”hmm”, ”ja” i samtaler, hvor man ikke kan se hinanden, generelt at bekræfte, at man stadig er der og lytter til, hvad der bliver sagt. I fravær af sådanne feedbacksignaler kan den talende blive bekymret og spørge ”Er du der?” ”Kan du høre, hvad jeg siger?” En form for udsagn, der også gerne indleder videomøder. Andre typiske udsagn med fatisk funktion, også i kommunikationssituationer, hvor de samtalende befinder sig ved siden af hinanden, er ”jeg er lutter øren”, ”(lige) præcis” (der ud over at udtrykke enighed ofte tjener til at bekræfte, at man har hørt og lyttet til meddelelsen). Udsagn som ”(lige) præcis” kan altså have en fremherskende funktion, den fatiske, samtidig med at de også tjener en bifunktion, nemlig at udtrykke talerens indstilling til det, der bliver sagt (enighed).

Der er også en funktion forbundet med koden, typisk de ord, der bruges til at kommunikere med. Jakobson kalder funktionen METASPROGLIG, fordi man her bruger sproget til at tale om sprog. Funktionen er altså rettet mod betydningen af et ord eller et udsagn eller har til formål at sikre sig, at det, man har sagt, er blevet forstået rigtigt. Så snart afsenderen og modtageren stiller hinanden forståelsesspørgsmål som fx ”Kan du se, hvad jeg mener?” eller ”Jeg forstår ikke det sidste, du sagde, kan du ikke forklare det igen” eller ”Hvad betyder ’metasproglig’?”, udøver deres udsagn en metasproglig funktion. Funktionen er meget udbredt, naturligvis i undervisningssammenhænge, hvor ords betydning og begreber skal forklares, men også i børns udvekslinger med forældre (eller omvendt) og i det hele taget til daglig, hver gang vi bruger udtryk som ”det vil sige …”, ”altså … [med efterfølgende forklaring]”, ”i vid/snæver/overført/bogstavelig forstand” og lignende. Alle ordbøgers vigtigste sproglige funktion er altså metasproglig.

Endelig betegner den sidste, POETISKE sprogfunktion en sprogbrug, der er rettet mod selve udsagnet eller det, Jakobson kaldte meddelelsen i ovenstående model. Det skal dog bemærkes, at det ikke kun er udsagnets indhold, men også og især dets form, der fokuseres på i dette tilfælde. Den poetiske sprogfunktion bearbejder sprogets udtryksside og fremhæver og forstærker lydmønstre i de sproglige udsagn. Den gør udtrykssiden mere påfaldende eller ”håndgribelig”, som Jakobson selv siger det. Denne maksimering af mønstrene i sprogets udtryksside kan antage mange forskellige former, som er velkendte fra digtning (poesi, sangtekster, rap): bogstavrim (allitterationer, assonanser) rim, versformer i vid forstand (metrik). Men ligesom det var tilfældet for de andre funktioner, optræder den poetiske funktion kun i grænsetilfælde i sin rene form (fx i rene vrøvlerim eller i dadaistiske digte); i poesi eller i litterær sprogbrug vil den ofte være den dominerende sprogfunktion, men ikke den eneste. I børnesangen Op lille Hans lyder en strofe fx: ”Op, lille Hans, op, lille Hans / Op at gå i skole! / Nej, lille mor, nej, lille mor. / Åh, jeg er så dårlig.” Her er der udtryk med en fremtrædende konativ, modtagerrettet funktion (morens ”op!”), udtryk med en emotiv, afsenderrelateret funktion (lille Hans’ ”Åh”) og udtryk med en referentiel funktion (”skole”, og at Hans har det dårligt). Alt dette er dog præsenteret i en stærkt konstrueret sprogform, der retter opmærksomheden mod meddelelsen selv, og altså gør den poetiske funktion fremtrædende: Det er påfaldende, at udsagnene har samme antal stavelser i vers 1 og 3 og vers 2 og 4; en fast versefod og rim (”skole”/”dårlig”).

Den poetiske sprogfunktion er som nævnt forbundet med et fokus på det aspekt ved den sproglige kommunikation, som Jakobson kaldte meddelelsen. Det indebærer også, at funktionen kan være dominerende uden for det rent digteriske domæne: Det sker, hver gang det sproglige udsagn i udpræget grad tiltrækker modtagerens opmærksomhed mod sig selv, altså mod sine lydmæssige eller specielle semantiske egenskaber, og ikke kun, hvad det handler om. Den er fx tilfældet i mange slagord, mottoer eller reklameslogans. Jakobsons eget eksempel var sloganet for Ike D. Eisenhower under præsidentkampagnen i USA i 1952: ”I like Ike” (med de tre ”aj”-lyde). Det samme gælder ørehængere fra den danske presses verden som ”Tør, hvor andre tier” (med de to korte ”tør” og ”tier” og deres indledende t-lyde og afsluttende r-lyde) eller ”Først med det sidste” (hvor den poetiske funktion er dominerende på grund af den pudsige semantiske kontrast mellem ”først” og ”sidst”). Tilsvarende er alle dagligdagens ordspil og vittigheder, der udnytter sprogets dobbelttydigheder, meddelelser, som henleder modtagerens opmærksomhed på sproget selv og altså er domineret af den poetiske funktion.

De seks sprogfunktioner kan sammenfattes sådan (hvor deres position svarer til det sproglige kommunikationsaspekt, de er forbundet med):