Faktaboks

Nørre Aaby Kirke
Sogn
Nørre Aaby Sogn
Provsti
Middelfart Provsti
Stift
Fyens Stift
Kommune
Middelfart Kommune

Nørre Aaby Kirke vidner med sine middelalderlige ombygninger om skiftende tiders behov før Reformationen i 1536. Desuden er der i kirken bevaret kalkmalerier og en udsøgt prædikestol og døbefont fra barokken af Hans Nielsen Bang.

Kirken ligger østligt i Nørre Aaby omtrent 10 kilometer sydøst for Middelfart.

Kirkebygningen

Den romanske kirke består af et kor og skib. I den sengotiske periode tilføjede man et våbenhus mod syd og et tårn mod vest.

Danske kirker ligger normalt stik øst-vest, men i Nørre Aaby Kirke afviger korets orientering en del mod nord. I dag er kirken hvidkalket, og den har røde tegltage.

Den romanske kirke

Kirken er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Nørre Aaby er kirken opført i granit.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Syddøren er endnu i brug om end i omdannet form, mens norddøren er muret til. Hver af skibets langmure har angiveligt kun haft et lille vindue. Rester af de oprindelige vinduer kan endnu ses i korets østlige gavl og i skibets sydvæg i det indre.

Skibets østlige gavl er glat og uden dekorationer.

De gotiske tilbygninger

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Tilbygningerne er opført i brændt tegl, kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den sengotiske periode murede man munkesten udenpå de romanske granitmure, og man gav korets østlige gavl dens kamtakker og tvedelte blændinger. Samtidig udførte man de fleste af kirkens nuværende vindueshuller.

Desuden opførte man våbenhuset og tårnet. Våbenhuset har enkle dekorationer med kamtakker og få højblændinger, mens tårnet er smykket med fornemme, høje blændinger og tvedelte blændinger, som er typiske for området. Desuden har tårnet på kammene fine, små tinder på top, bund og midte.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket med kalkmalede dekorationer.

Kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

Kalkmalerier i Nørre Aaby Kirke

I Nørre Aaby Kirke er der kalkmalerier fra to perioder. Fra den sene gotik i første halvdel af 1500-tallet stammer indvielseskors og indskrifter, som kan ses i skibet.

Omkring korbuen er der rester af en bevaret bemaling af imiterede vægpaneler fra renæssancen i perioden 1580-1630.

Inventar og gravminder i Nørre Aaby Kirke

I Nørre Aaby Kirke er inventaret fra flere forskellige perioder, der viser kirkens lange historie.

Middelalderens inventar

I våbenhuset er der opstillet en senmiddelalderlig jernbunden dør, og den ene kirkeklokke er fra den sengotiske periode omkring år 1500.

Renæssancens inventar: Bænkene

Kirkens bænke er fra renæssancen og kan dateres til 1598. To bænke er dog fra 1640.

Barokkens inventar

Prædikestolen med himmel er bruskbarok med forvredne og bevidst monstrøse ornamenter. Den er udført af Hans Nielsen Bang i 1649-tallet, hvor billedskæreren lavede en lignende til Indslev Kirke. I fagene er der felter med relieffer, der viser scener af Jesu historie fra undfangelsen til opstandelsen. De har på hjørnerne hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler, af de fire evangelister og Jesus i midten.

Døbefonten med himmel er udført af samme billedskærer i 1655-1656. Den har om foden figurer af de fire evangelister.

Historicismens inventar: Altertavlen

Altertavlen er en enkel ramme fra den historicistiske periode udført i nyrenæssancestil. Heri sidder der en kopi af et Carl Bloch-maleri, Jesus i Getsemane, som er udført af Jørgen Aabye i 1898. Originalen hænger i Sankt Hans Kirke i Odense.

Gravminder

I kirken er der et epitafium, dvs. mindesmærke, fra 1650. Det er udført i fin bruskbarok stil med masker, vinger og et maleri af afdøde med familie.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig