Faktaboks

Lundø Kirke

Sankt Clemens

Sogn
Lundø Sogn
Provsti
Skive Provsti
Stift
Viborg Stift
Kommune
Skive Kommune
Lundø Kirke

Lundø Kirke er en sognekirke, der ligger ensomt i marklandskabet vest for Lundø by, sydvestligt på halvøen, som oprindeligt var en ø i Limfjorden.

Lundø Kirke
Af .

Lundø Kirke er en sognekirke, der ligger ensomt i marklandskabet vest for Lundø by, sydvestligt på halvøen, som oprindeligt var en ø i Limfjorden. Den nærmeste større by er Skive, men kirken har tidligere fungeret som kapel under Viborg domkapitel.

Kirkebygningen

Kirkens bygningshistorie er kendetegnet ved flere overordnede middelalderlige faser. Materialeanvendelse og formsprog er typisk for området.

Den hvidkalkede, relativt lille kirke består af et kor og et skib med senere tilføjelser i form af et sengotisk tårn i vest og et våbenhus ved nordsiden. Alle bygningsdele har tegltage. En datering af koret og skibet vanskeliggøres af de sparsomme, arkitektoniske detaljer, men opførelsestiden skønnes at være omkring år 1400. De ældste dele er opbygget af små kampesten og stedvise munkesten.

En spidsbuet norddør er bevaret. Endvidere skimtes et nu tilmuret, spidsbuet i korets østmur.

Det sengotiske tårn er opført i kampesten og munkesten med øst-vestvendte gavle. På den østlige gavl er der rundbueblændinger, dvs. murnicher, mens den vestlige gavl er blevet skalmuret i nyere tid.

Våbenhuset menes også opført i sengotisk tid, men daterbare enkeltheder mangler.

Indvendigt er den snævre korbue opført i munkesten. Koret og skibet dækkes af lyse bjælkelofter, mens tårnrummet dækkes af krydshvælv og forbindes med skibet via en rund tårnbue. Stoleværket, dvs. kirkebænkene, er malet i en mørkerød farve.

Inventar

Lundø Kirke
Kirkens altertavle er et maleri af den velsignede Kristus, malet af Dronning Louise i 1884. Den rundbuede alterskranke er fra slutningen af 1800-tallet.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0
Lundø Kirke
Kirkens relativt righoldige historiske inventar skal rimeligvis ses i lyset af det tidligere anneksforhold til Viborg Domkirke.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Kirkens relativt righoldige historiske inventar skal rimeligvis ses i lyset af det tidligere anneksforhold til Viborg Domkirke.

Ældst i kirkerummet er den romanske døbefonts glatte kumme. Fontens fod er fornyet eller stærkt omhugget i nyere tid.

Alterprydelsen er et krucifiks fra 1993. Det er en kopi af det særlige Lundøkors, som er dateret til midten af 1100-tallet, og som indtil 1874 stod i kirken. Korset opbevares i dag på Nationalmuseet, i øvrigt sammen med et løveformet drikkebæger, aquamanile, som også stammer fra kirken.

En Mariafigur i egetræ fra 1450-1475 hænger i skibet. Den er af høj kvalitet og forestiller den siddende Maria med Jesusbarnet. Figuren har tidligere været bemalet og har formentlig været en del af en sengotisk sidealtertavle. På Nationalmuseet opbevares flere senmiddelalderlige figurer fra kirken (Sankt Kjeld fra en tidligere sidealtertavle og Anna Selvtredje), hvoraf den ene sandsynligvis stammer fra samme værksted som Mariafiguren.

Alterbordets forside har tre rundbuede fyldningsfelter og opmalede blomster. Det er udført i renæssancestil omkring 1600.

Dåbsfadet er af tin og bærer årstallet 1719. Fra 1700-tallet er desuden et krucifiks fra 1760. Det er dateret ved en inskription og udført i bemalet træ.

Altertavlen er et maleri af den velsignede Kristus, malet af Dronning Louise i 1884. Det blev skænket til kirken, efter at Lundøkorset måtte afgives.

Prædikestolen er et snedkerarbejde fra samme tid som altertavlen, dvs. fra anden halvdel af 1800-tallet, men den fremstår i 1600-talsfarver og –stil, bl.a. med maureske mønster, dvs. arabisk ornamentik.

Den rundbuede alterskranke er fra slutningen af 1800-tallet.

Kirkeskibet, en fjordkutter, er kommet til kirken i 2015 og er opsat i en glasmontre på skibets nordvæg.

Kirkegården

Lundø Kirke
Træfigur af gejstlig helgen, som måler 138,60 cm. Figuren er meget smal i forhold til højden. Han holder en kalk i sin venstre hånd og en bog i sin højre. På hovedet har han en tætsluttende kalot. Snævert om halsen en tætsluttende høj krave. En flig af den lange kåbe holdes op i venstre hånd under kalken. Svage spor af maling på kridtbund. Figuren stammer fra Lundø Kirke og dateres til omkring 1250.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Kirkegården følger ældre skel og er omkranset af kirkegårdsmure, som er opbygget af marksten. Mod nord og øst findes internationale naturbeskyttelsesområder.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig