Faktaboks

Kildebrønde Kirke
Sogn
Hundige-Kildebrønde Sogn
Provsti
Greve-Solrød Provsti
Stift
Roskilde Stift
Kommune
Greve Kommune
Kildebrønde Kirke
Kildebrønde Kirke. Rundt om kirkegården er der munkestensmure fra middelalderen, bortset fra mod sydvest hvor murene er fornyede. Foto: 2007.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0
Kildebrønde Kirke

Kildebrønde Kirke set fra sydøst.

Kildebrønde Kirke
Af .

Kildebrønde Kirke er en sognekirke, som ligger i den østlige udkant af Kildebrønde på en lille forhøjning.

Kirkegård

Siden middelalderen er kirkegården blevet udvidet mod øst. Rundt om kirkegården er der munkestensmure fra middelalderen flere steder, bortset fra mod sydvest hvor murene er fornyede. Mod øst kan man tydeligt se, hvor middelalderkirkegården ophører, ved at murene stopper. Den yngre del af kirkegården er i stedet omgivet af levende hegn. Kirkegårdens hovedindgang er en muret portal mod vest, som stammer fra gotisk tid.

Kirkebygning

Kildebrønde Kirke

Kildebrønde Kirke set fra nordøst.

Kildebrønde Kirke
Af .

Kirken består af et romansk skib, oprindeligt bygget i frådsten nederst og kridtsten ellers samt et tårn fra gotisk tid. Koret er bygget i 1882 som en nøje kopi af det romanske kor, der blev revet ned samme år, hvilket også gælder våbenhuset, som erstattede et gotisk våbenhus på samme plads. Kirkens ydre er stærkt præget af restaureringen dette år, hvor kirken foruden nybygning af våbenhus, og koret blev omfattende skalmuret, dvs. at et nyt lag mur af æstetiske årsager er blevet muret på ydersiden af den oprindelige mur.

I kirkens ældste bevarede del, nemlig skibet, er der bevaret enkelte oprindelige detaljer. I vestenden af nordmuren ses der bl.a. en niche på ydersiden, som er de tilmurede rester af et vindue fra, da kirken først blev opført. Oprindeligt havde kirken to indgangsdøre, som fandtes mod vest i skibets nord- og sydmur. Af de to er norddøren stadig i brug, mens syddøren er helt forsvundet ved senere tilmuring. På muren mellem koret og skibet kan man desuden skimte resterne af det, der oprindeligt har været sidealternicher, særligt mod nord hvor muren er bemærkelsesværdigt ujævn.

Den ældste stående tilbygning er tårnet, som blev bygget omkring år 1500. Tårnet er oprindeligt bygget af munkesten udvendigt, som dog i dag er næsten totalt skjult af en skalmuring fra 1800-tallet, indvendigt også af kridtkvadre. Tårnrummet har et hvælvet loft fra opførelsestiden, og er forbundet med skibet gennem en slank, spids bue. Gennem et trappehus på tårnets nordside er der adgang til de øvre etager, og øverst har tårnet et saddeltag med gavle i øst og vest, som er udsmykket med hver syv trappeformede kamtakker og forskellige blændinger, dvs. dekorative murnicher.

Våbenhuset mod nord er fra restaureringen i 1882 og er bygget af røde mursten. Ligesom tårnet har bygningsdelen en gavl med kamtakker og blændingsdekorationer, mens indgangsdøren er indsat i en spidsbuet blænding, som øverst er fint dekoreret med sildebensmuring.

Koret er, som nævnt, en nøje efterligning af det romanske kor, man rev ned i 1882, både hvad stil og byggematerialer angår. Koret er bygget af frådsten og er fint dekoreret med egnstypiske høje blændinger på ydersiden, som øverst afsluttes med dobbelte rundbuer. Selv det tilmurede vindue på nordsiden af koret er en efterligning af ældre forhold.

Indvendigt er kirken præget af de hvidkalkede vægge og de hvælvede lofter, som i skibet er fra 1400-tallet. I koret er der i stedet et hvidmalet, fladt bræddeloft.

Kalkmalerier

Kalkmalerier i Kildebrønde Kirke

Kalkmalerier i Kildebrønde Kirke på triumfvæggen mod nord. Foroven er der en mæanderbort med fugle. Nedenunder ses fem kloge jomfruer, der bærer deres flammende, vaseformede lamper foran sig.

Kalkmalerier i Kildebrønde Kirke
Af .
Kalkmalerier i Kildebrønde Kirke

Kalkmalerier i Kildebrønde Kirke på triumfvæggen mod syd. Her ses tre ukloge jomfruer, der hænger med hovedet og holder lamperne med bunden i vejret.

Kalkmalerier i Kildebrønde Kirke
Af .

Kirkerummet har i dag ingen synlige kalkmalerier.

Tidligere har kirken dog været udsmykket, hvilket kan ses over hvælvene, hvor der stadig er kalkmalerier bevaret på muren mellem koret og skibet. De er malet i perioden 1150-1175 og forestiller en scene med de kloge og ukloge jomfruer, hvilket kan tolkes som en dommedagsscene.

Malerierne er malet af det såkaldte Jørlundeværksted og betragtes som særdeles bevaringsværdige. Grunden til at kalkmalerierne stadig kan ses, når man er på loftet, er, at de hvælvede lofter er yngre end kalkmalerierne. Det oprindelige bræddeloft der sad i kirken var højere oppe end siderne af hvælvene, og derfor er der stadig bevaret malerier på væggene.

Inventar og gravminder

Kalkmalerier i Kildebrønde Kirke

Kalkmalerier på triumfvæggen mod nord. Her ses en mæanderbort med en fugl i medaljon.

Kalkmalerier i Kildebrønde Kirke
Af .

Kirkens inventar stammer fra flere forskellige perioder, mens særligt 1600-tallet præger kirkerummet.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er udsmykket med tovsnoning langs kummens rand, dvs. et udhugget relief, der forestiller et snoet tov. Til døbefonten hører et kunstfærdigt udført låg fra omkring 1625.

I kirken findes også et gotisk korbuekrucifiks fra omkring 1525, som sikkert er skabt af samme håndværker, som lavede korbuekrucifikserne i Rorup Kirke og Ørsted Kirke.

Prædikestolen i renæssancestil er fra 1610-1620 og opbygget af fire fag, som er udsmykket med relieffer af Jesu opstandelse og forskellige apostle. Mellem fagene er der udskårne hermefigurer, dvs. figurer, hvis underkrop udgøres af en søjle. Over prædikestolen hænger en samtidig prædikestolshimmel.

Alterbordsforsiden er malet i 1631 og stammer sikkert fra samme år eller kort før. På forsiden er det udsmykket med tre felter med forgyldte indskrifter, som opdeles af hermefigurer.

Altertavlen er antageligvis samtidig med alterbordsforsiden og i bruskbarok stil med forvredne og bevidst monstrøse ornamenter. Den svarer nøje til altertavlen i Solrød Kirke og er rigt udsmykket med udskårne søjler, englehoveder, forskellige figurer og blade. Centralt er altertavlen udsmykket med et yngre maleri af Kristus, der bryder brødet.

Stoleværket, dvs. kirkens bænke, er leveret løbende i perioden 1640-1660, mens enkelte gavle dog er lidt ældre. Gavlene er udsmykket med dobbelte pilastre, dvs. udskårne halvsøjler, og malet i grønne og røde nuancer.

Af gravminder i kirken kan nævnes et epitafium, dvs. en mindetavle, fra 1747 og en gravsten i korgulvet fra 1674.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig