Artikelstart
Joachim er prins til Danmark, greve af Monpezat, yngste søn af dronning Margrethe 2. og prins Henrik; han blev gift med Marie Cavallier, prinsesse Marie, den 24. maj 2008. Joachim var i 1995-2005 gift med prinsesse Alexandra, nu grevinde af Frederiksborg.
Sammen med sin et år ældre bror, kronprins Frederik, var prins Joachim fra 1974 elev på Krebs' Skole i København og 1982-1983 på et skoleophold i Frankrig; i 1986 blev han nysproglig student fra Øregaard Gymnasium.
Allerede i 1978 fik prins Joachim overdraget Schackenborg Gods ved Møgeltønder, og hans videre uddannelse har derfor med undtagelse af militærtjeneste i 1987-1990 været rettet mod godsdrift. I 1993-1995 var prinsen ansat ved A.P. Møllers afdelinger i Hongkong og Paris. Fra giftermålet i 1995 blev Schackenborg prinsens bolig, når han ikke opholdt sig i København for at tage del i de pligter, der påhviler kongehuset. I sommeren 2014 afhændede han dog slottet og flyttede til København.
I ægteskabet med prinsesse Alexandra har han sønnerne prins Nikolai og prins Felix. Sammen med prinsesse Marie har han sønnen prins Henrik og datteren prinsesse Athena.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.