Hæren består af: Hærens Operative Kommando, som har ansvaret for ressourcestyring af opstilling, uddannelse samt anvendelse af Hærens enheder; Danske Division med tilhørende divisionstropper samt 1. og 2. brigade; Det Danske Internationale Logistik Center; Jægerkorpset; samt slutteligt en skolestruktur.
Danske Division med tilhørende brigader og divisionstropper er tilknyttet NATO i rammen af Allied Command Europe Rapid Reaction Corps (ARRC), der har hovedkvarter i Rheindahlen i Tyskland. Enhederne vil desuden kunne tilknyttes Multinational Corps North East (MNC NE), som har hovedkvarter i Szczecin i Polen. Endvidere deltager Hæren ved behov i Multinational Stand-by Forces High Readiness Brigade for UN operations (SHIRBRIG) med et hovedkvarterskompagni, en opklaringsenhed, et militærpolitielement og stabspersonel.
Brigaderne er fleksibelt opbygget af enheder i form af bataljoner, afdelinger og selvstændige kompagnier, som hver har deres speciale. En bataljon kan indeholde panserinfanteri, der er soldater ”på jorden” transporteret i pansrede mandskabsvogne, kampvogne og opklaringskøretøjer til hurtig rekognoscering. Herudover kan en bataljon bestå af ingeniørsoldater uddannet til at overvinde hindringer (miner, vejsideminer, kløfter mv.) samt etablering af dækningsanlæg. Bataljoner kan endvidere bestå af logistikpersonel i form af forsyningstropper og lægefagligt personel eller bestå af telegrafpersonel, der er specialuddannet til at etablere og opretholde kommunikationsnetværk. Afdelinger kan indeholde artilleri til beskydning af mål på lange afstande, eller de kan indeholde våben til bekæmpelse af mål i luften som fx fly, helikoptere eller missiler. De selvstændige kompagnier kan bestå af militærpolitifolk, personer uddannet specielt til civilt, militært samarbejde (CIMIC) samt personer uddannet specielt til elektronisk informationsindhentning. De enkelte enheder er tilknyttet et af følgende regimenter: Den Kongelige Livgarde, Gardehusarregimentet, Jydske Dragonregiment, Danske Artilleriregiment, Ingeniørregimentet, Telegrafregimentet, Trænregimentet eller Det Danske Internationale Logistik Center, som også har status som regiment.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.