Le Mans-løbet ved start, 2001.

.

Le Mans har budt på flere triumfer for danske kørere. Tom Kristensen (midten) og hans to co-drivere, finnen J.J. Letho (f. 1966) og tyskeren Marco Werner (f. 1966), fejrer her sejren i 2005; det var Kristensens syvende sejr i 24-timers løbet.

.

Le Mans-løbet, 24-timers billøb på Circuit de la Sarthe i udkanten af byen Le Mans; afviklet første gang i 1923.

Oprindelig var det en test af forskellige bilmærkers udholdenhed, men blev snart et decideret væddeløb mellem specialkonstruerede racerbiler; de mest sejrende har været Porsche, Ferrari og Jaguar.

Le Mans-løbet arrangeres af Automobile Club de l'Ouest, ACO, stiftet 1906, der er den største automobilforening i Frankrig. Selvom arrangørerne insisterer på at afvikle løbet efter deres eget reglement, og det således ikke indgår i noget officielt mesterskab, er det stadig et af verdens mest kendte racerløb.

I 1955 skete motorsportshistoriens største ulykke, da køreren Pierre Levegh (1905-55) og mere end 80 tilskuere blev dræbt.

Jens Winther (f. 1938) stillede i 1983 op som den første dansker. I 1990 vandt John Nielsen i Jaguar sammen med briten Martin Brundle (f. 1959) og amerikaneren Price Cobb (f. 1954).

Løbets mest vindende kører er danskeren Tom Kristensen, der siden 1997 med skiftende codrivers i Audi, Porsche og Bentley har vundet løbet ni gange, senest i 2013.

Le Mans-løbets hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig