Faktaboks

Hjerting Kirke
Sogn
Hjerting Sogn
Provsti
Malt Provsti
Stift
Ribe Stift
Kommune
Vejen Kommune
Hjerting Kirke
Hjerting Kirke er usædvanligt lille efter sønderjyske forhold, og består af et romansk kor og skib, som primært er bygget af rå kampesten og med detaljer af granitkvadre. Teglsten i østgavlene sandsynliggør, at kirken først er opført henimod år 1200. Foto: 2020.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0
Hjerting Kirke
Den lille tagrytter, dvs. en tårnlignende konstruktion oven på taget, er i sin nuværende form fra 1893. Foto: 2006.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Hjerting Kirke er en sognekirke som ligger midt i landsbyen Hjerting ca. 3 kilometer nord for Rødding.

Kirkegård

Siden middelalderen er kirkegården blevet udvidet flere gange, senest i 1873. Kirkegården er omgivet af mure af kløvede kampesten, og hovedindgang er en port lige nord for våbenhuset.

Kirkebygning

Hjerting Kirke er usædvanligt lille efter sønderjyske forhold, og består af et romansk kor og skib, som primært er bygget af rå kampesten og med detaljer af granitkvadre. Teglsten i østgavlene sandsynliggør, at kirken først er opført henimod år 1200. Det oprindeligt meget lille skib blev i gotisk tid forlænget ca. fire meter mod vest, mens våbenhuset nord for skibet er fra 1867. Den lille tagrytter, dvs. en tårnlignende konstruktion oven på taget, er i sin nuværende form fra 1893.

I kirkens ældste dele, nemlig koret og skibet, er der bevaret flere oprindelige detaljer. De tre små vinduer i kirkens nordside er således oprindelige, ligesom det oprindelige østvindue i koret stadig kan ses som en niche bag alteret. Oprindeligt havde kirken som alle andre middelalderkirker to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Af disse er syddøren muret til, men er stadig synlig i det udvendige murværk. Norddøren er derimod stadig i brug. Også triumfbuen, som er buen mellem koret og skibet, må være oprindelig, da den er usædvanligt smal hvor mange triumfbuer i danske kirker ellers er udvidet. Skibets vestgavl er udsmykket med tre blændinger, dvs. dekorative murnicher som står over tre lag savskifter, dvs. rækker, hvor stenene er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad.

Våbenhuset er en lille teglstensbygning, som er enkelt udsmykket med et halvrundt felt over indgangsdøren, hvori der er indmuret et kors, samt på hver flankemur et savskifte. Det erstattede i 1867 et ældre våbenhus, som sandsynligvis var fra gotisk tid.

Kirkens tagværker er af egetræ og stammer fra middelalderen. Indvendigt er kirken præget af sine hvidkalkede vægge og det flade, grå bjælkeloft, mens blikket naturligt samler sig om den store, imponerende altertavle, der knejser bag den diminutive triumfbue.

Inventar og gravminder

Til trods for kirkens lille størrelse er den forholdsvis rig på inventar, som i hovedsagen stammer fra renæssancen.

Kirkens nok ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit, som er holdt enkel uden videre udsmykning. Fra gotisk tid, ca. 1450-1500, stammer kirkens korbuekrucifiks, hvilket også gælder tre figurer, to af Jomfru Maria og en af en biskop, som oprindeligt kom fra en sidealtertavle der for længst er forsvundet.

Den meget store altertavle kom til Hjerting Kirke fra Hygum Kirke i 1842 eller 1843, hvor Hygum fik en ny altertavle. Altertavlen i renæssancestil er fra 1619 og fylder hele korets bagvæg. Det centrale maleri forestiller den sidste nadver, mens de to flankerende forestiller bibelske dyder. Over hovedmaleriet ses en Golgatafremstilling, og allerøverst ses et relief af den sejrende Kristus.

Prædikestolen er fra omkring år 1700, muligvis 1713, og er fremstillet af samme værksted som har lavet prædikestolene i Lintrup Kirke og Rødding Kirke. Prædikestolen som er opbygget af fire fag, er udsmykket med malerier fra 1935, som forestiller Aron, Moses, Kristus og Sankt Peter.

Af historiske gravminder i kirken kan nævnes en mindetavle over de faldne i 1. Verdenskrig 1914-1918.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig