Alle tre litterære hovedgenrer, romanen, lyrikken og dramaet, ændrede sig i de første årtier af 1900-tallet. For det første havde Dreyfusaffæren ført til en heftig værdidebat, hvis nedslag bl.a. kunne følges i romangenren. Dernæst sås en større formmæssig fornyelse i lyrikken fra og med det store år 1913, hvor moderniteten for alvor dukkede op på vers. Endelig åbnede teatret sig i mellemkrigstiden mod etiske spørgsmål og genskrev antikke myter.
Frankrigs litteratur 1900-1950, modernisme og litterært engagement
Alain-Fournier under en militærøvelse i 1913. Han udgav samme år romanen Le Grand Meaulnes, men blev dræbt i begynelsen af krigen, få dage efter en anden forfatter, Charles Peguy.
Romanen – det litterære engagement
Den nye værdidebat sås hos den nationalt sindede Maurice Barrès omkring århundredskiftet (Les Déracinés, 1897, Leurs figures, 1902). Anatole France formulerede sine antiklerikale og samfundskritiske holdninger med bid og underspillet humor i sine fire romaner, der blev udgivet samlet under titlen L’Histoire contemporaine, 1897-1901.
Straks melder sig således det litterære engagement, som med afbrydelser skulle præge meget af romanlitteraturen i 1900-tallet.
De moralske og etiske spørgsmål
Men lige fra århundredskiftet sås også en anden tendens, der skulle give genlyd langt senere i århundredet. Det var André Gide, der med romanlignende tekster som Les Nourritures terrestres (1897) åbnede perspektiver for personens udvikling. I flere romaner, som fx La Porte étroite (1909), tog han fat på moralske og etiske spørgsmål af betydning for det enkelte menneske.
Katolikken Georges Bernanos på sin side skrev om religiøse anfægtelser i Journal d’un curé de campagne (1937) og flere andre romaner. Overalt er værdierne til debat.
Den store krig
Forfatteren Blaise Cendrars fotograferet i 1916 nogle måneder efter at have fået amputeret sin højre arm.
Guillaume Apollinaire fotograferet i 1916 efter at være blevet såret i tindingen under krigen.
1. Verdenskrig ændrede ikke på den generelle tendens: Litterære vidnesbyrd om ”Den Store Krig” udkom i romaner som Henri Barbusses Le Feu (1916) eller Roland Dorgelès' Les Croix de bois (1919). Også i Louis-Ferdinand Célines roman Voyage au bout de la nuit (1932) kom krigen til at spille en afgørende rolle.
Mellem de to store krige bragte forfattere som Roger Martin du Gard og Jules Romains krigen ind i deres romanserier, de såkaldte romans fleuves ('flod-romaner'). Martin du Gard gav med Les Thibault (1922-1940) et billede af det begyndende skred i værdiopfattelsen i begyndelsen af århundredet. Jules Romains forsøgte med Les Hommes de bonne volonté (1932-1944) at dække hele det franske samfund. Men i og med at de gode viljers muligheder dementeres undervejs af udviklingen, bliver den kunstneriske gennemførelse af værket vanskeliggjort.
Marcel Proust og erindringsarbejdet
Første del af 1900-tallet oplevede også en særlig form af romanen som genre. Mens den traditionelle, realistiske form videreførtes, skete der med Marcel Proust og hans romanværk À la recherche du temps perdu (1913-1927) et spring mod noget helt nyt: Erindringsbiller fylder her romanen i deres egen orden, nedbryder læserens forestilling om en tidslinje og sætter en åben tidsoplevelse i stedet, som kunstværket alene kan fastholde.
Prousts betydning for de følgende generationer er stor. Hans subjektivt bestemte fortælleform peger frem mod anden halvdel af århundredet og forfattere som Claude Simon og Jean Rouaud.
Lyrik i opbrud
Paul Valéry fortsatte og afsluttede symbolismen med det berømte digt Le Cimetière marin (1920). 1800-tallets digteriske stil forsvandt snart, og det blev stadig vanskeligere at skrive ”ren poesi”, som man sagde om symbolismen.
I Blaise Cendrars’ lange digt La Prose du transsibérien og Guillaume Apollinaires Alcools (begge 1913) var moderniteten tydelig: Fart og bevægelse, bybilleder og flimrende perspektiver skabte et opbrud i former og indhold, ikke uden en vis rodløshed.
Opbrud som tema og opbrud i sproget videreføres på samme tid af den originale prosadigter Saint-John Perse (Anabase, 1924), som med versets, altså korte strofer i prosa, fjerner sig radikalt fra alle traditionelle digtformer.
Surrealisterne
Efter krigen og frem til 1950’erne deltog franske digtere i surrealismen, først med forløberen hos dadaisterne, siden med tekster, der mobiliserer de dybere lag i bevidsthedsliv og drømme. André Breton skrev bevægelsens ”manifester” (1924, 1929).
Men også andre digtere, som Paul Éluard (Capitale de la douleur, 1926) og Louis Aragon, gjorde sig gældende inden for denne -isme. Den unge René Char deltog i den digteriske revolution (Le Marteau sans maître, 1934), og at han forlod den efter krigen, var et tegn på dens svækkelse.
Engageret teater
Den forståelse af dramaet, som Paul Claudel havde stået for (L’Annonce faite à Marie, 1912, Le Soulier de satin, 1929), præget af store, personlige livsspørgsmål, kunne vanskeligt videreføres af andre. I 1930'erne kom i stedet en koncentreret satsning på genbrug af klassiske motiver.
Det skete ved Jean Cocteaus og Jean Giraudoux' genskrivninger af græske myter og tragedier. Det var en inspiration, som Jean Anouilh (Antigone, 1944) og sågar Jean-Paul Sartre (Les Mouches, 1942) delte. Cocteau brugte bl.a. Ødipusmyten om det uafvendelige tragiske, mens Giraudoux fik opført en Electre (1937) og også brugte Den Trojanske Krig som billede på den aktuelle europæiske situation.
En verden i krig og uden mening
André Malraux fotograferet i 1937, hvor han var pilot under Den Spanske Borgerkrig.
André Malraux.
Af
Archiv Gerstenberg/Ullstein Bild - Archiv Gerstenberg/Ritzau Scanpix.
Licens:
Begrænset anvendelse
Det engagement i tidens problemer, som Giraudoux' teater vidner om, får en anderledes moderne, realistisk udformning hos den samtidige romanforfatter André Malraux. På rejser i Østen oplevede han i 1920'erne Den Kinesiske Revolution, der danner kulisse for Les Conquérants (1928) og La Condition humaine (1933). Her er det politiske engagement og dets omkostninger de bærende temaer. Det ses allertydeligst i L’Espoir (1937), skrevet ud fra hans egne erfaringer i Den Spanske Borgerkrig.
Eksistentialisme og det absurde
Fransk litteratur fik ny interesse for hele verden i 1940'erne og 1950'erne med eksistentialisten Jean Paul Sartres romaner og teater og absurditet som drivkraft bag eksistentielle spørgsmål hos Albert Camus.
Den ideologiske afstand mellem dem førte til det berømte brud i 1952, der byggede på en forskellig holdning til Historiens omkostninger. Begge var begyndt med den korte roman: Sartre med La Nausée (1939) og Camus med L’Étranger (1942). Filosoffen Sartre demonstrerede i sine bøger sine teser om frihed og ansvar i skuespil og romaner. Moralisten Camus gav et symbolsk udtryk for solidaritet og engagement i Pesten (1947).
Læs mere i Den Store Danske
Litteratur
- Delon, Michel et al. (2007). La littérature française : dynamique et histoire, II. Paris: Gallimard. folio.
- Hertel, Hans (red.) (1994, 1995). Verdens litteraturhistiorie, bd. 5-6. København: Gyldendal.
- Hollier, Denis (1989). A New History of French Literature. Harvard: Harvard University Press.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.