Brenderup Kirke

Kirken er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Brenderup er kirken opført i granit.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Begge døre er dog muret til og de ydre spor forsvundet, da murene er ommuret. Hver af skibets langmure har angiveligt kun haft et lille romansk vindue, hvor man endnu kan se det nordlige som en ydre murniche.

Både korets og skibets østlige gavle er glatte og uden dekorationer.

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Tilbygningerne er opført i brændt tegl, kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den sengotiske periode rev man i Brenderup Kirke en apsis ned og forlængede koret. Her lavede man en præstedør mod nord, som dog senere er muret til og erstattet af en ny dør mod syd.

Desuden opførte man støttepillerne ved koret, våbenhuset, der i dag fungerer som ligkapel, og tårnet. Deres gavle er begge prydet med kamtakker og blændinger, og tårnets kamtakker er yderligere dekoreret med pinakler, dvs. små spidser.

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

Midt i koret står der en romansk døbefont af granit. Dens kumme har på siderne rankeslyng, og foroven har den fire fremspringende mandshoveder.

På korets nordvæg hænger der en række træfigurer fra den sengotiske periode. De større er af Jomfru Maria med Jesusbarnet og Sankt Peter, der for de flestes vedkommende angiveligt har været en del af en altertavle fra Claus Bergs værksted fra perioden 1510-1520.

Prædikestolen er et velskåret arbejde fra renæssancen fra 1602. Det har i fagene udskårne relieffer med figurer, og fagene er adskilt af hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler.

Altertavlen er et barokt arbejde fra 1641. Den er arkitektonisk bygget op omkring to søjler, som bærer en gesims. På ydersiden er der såkaldte storvinger og i midten et maleri fra midten af 1800-tallet af korsfæstelsen.

I koret er der en ligsten fra slutningen af 1500-tallet.