børshandel med værdipapirer

Denne omsætning af veksler fandt sted i forbindelse med den almindelige varehandel, som også fandt sted på Børsen. Der er således en gammel sondring mellem en varebørs og en fondsbørs, hvor sidstnævnte afleder sit navn af det gamle ord for obligationer, fonds.

Varebørsen er den ældste form, og i Danmark blev den varetaget af de storkøbmænd, der havde ret til handel en gros, senere kaldt groshandlere og siden grosserer. De var oprindeligt reguleret som et lav (Klædebo) fra 1592, og blev senere i 1651 reguleret i et lav fælles med detailhandlerne (kræmmerne).

I denne lavsskrå af 17. december 1651 blev det fastlagt, at der skulle være en eller to mæglere. Det synes på det tidspunkt at have været en beskeden stilling. En omorganisering fandt sted ved forordning af 16. april 1681 om Commerciens og Negotiens Befordring, som var en tidlig lov om handelslivets indretning og som også regulerede de mæglere, der beskæftigede sig med veksler og nu også med aktier, bl.a. henviser forordningen til aktier i "det Ost-Indiske/Vest-Indiske og andre kompagnier af en kapital som man participerer med".

Ved et reskript af 27. februar 1787 indførte man en officiel notering af vekselkurserne, dvs. en kontrolleret optegning af de kurser, som veksler i forskellige valuta blev handlet til. Kontrollen lå hos grossererne, som vekselmæglerne skulle give deres oplysninger til. Vekselmæglerne var således undergivet grossererne og undergivet den samme regulering, og den 1. marts 1790 dannede grossererne Groshandlernes nøjere forening, der senere blev til Grosserer-Societetet.

I forbindelse med de urolige tider under Napoleonskrigene omkring 1800 reorganiserede man erhvervslivet nok en gang, og i 1808 udstedte man en mæglerforordning, der specifikt regulerede mæglererhvervet. Efter fransk mønster, vores allierede på det tidspunkt, blev mæglerne opdelt i fire klasser: vare-, veksel-, skibs- og assurancemæglere. De var dog stadig undergivet en vis kontrol af grossererne.

I første tredjedel af 1800-tallet øgedes antallet af statsobligationer, se bl.a. om statsbankerotten i 1813, hvilket nok var med til at give indtryk af, at børshandel med statsobligationer (fonds) var en særskilt aktivitet adskilt fra varebørsen. Der var dog også enkelte aktier, og fra 1840'erne begynder der at komme flere aktieselskaber. En højesteretsdom fra 1827 (Sukkerfabrikken) havde anerkendt princippet om begrænset hæftelse for aktionærerne, hvilket gjorde virksomhedsformen mere populær.

Den kursnotering, som grossererne havde opsyn med, blev trykt i aviserne, og den den 22. juli 1825 indeholdt vekselkurslisten i Handels- og Industrie Tidende også kurserne på en række obligationer og aktierne i det Asiatiske Kompagni. Veksellisten udkom tirsdag og fredag, mens obligationer og aktier kun udkom om fredagen, men den 27. januar 1835 bragt Mercurius en fælles liste, hvilket viser, at kursnoteringen nu skete to gange om ugen og ikke kun en som foreskrevet i Mæglerforordningen af 1808. Vekselmæglerne handlede imidlertid hele ugen og foretog derfor også sin egen kursnotering de øvrige af ugens, den gang seks, arbejdsdage. Berlingske Tidende bragte lørdag den 15. november 1845 denne kursliste fra vekselmæglerne, der altså ikke var den officielle kursnotering, som grossererne havde ansvar for. Nogle af papirerne gik i øvrigt igen på de to lister og viser, at de blev handlet på samme måde. Siden 1854 blev der offentligt en sådan kursliste dagligt.

Brugen af aktieselskaber fik for alvor fart i 1860erne og på det tidspunkt begyndte vekselmæglerne at omsætte både aktier og obligationer i større omfang ved deres egen kursnotering. I denne handel deltog også vekselererne, der ikke var mæglere, men handlede for egen regning. De beskæftigede sig mere generelt med pengehandel og var forløbere for bankerne. Den 13. december 1871 dannede vekselmæglerne og vekselererne en fælles forening, der blev forløberende for Københavns Fondsbørs. Foreningen nedsatte et kursnoteringsudvalg, der således var en konkurrent til grosserernes kursnoteringskomite. Vekslererne var mere velstående end vekselmæglerne, og med tiden blev vekselmæglerne undergivet vekselererne, enten som ansatte eller helt fortrængt, så kursnoteringsudvalget (den tidlige fondsbørs) reelt blev drevet af dem. Ved en ændring af reglerne det den 20. juli 1876 besluttet, at man skulle søge udvalget om tilladelse for at deltage i kursnoteringen. Dermed havde medlemmerne givet sig selv monopol på kursnoteringen, dvs. på at være medlemmer af fondsbørsen. Dette førte til en skelnen mellem insidere, dvs. medlemmerne, og outsidere, de som ikke var medlemmer. Begrebet insider er siden gået af brug og bruges i dag om insiderhandel.

Konkurrencen mellem grosserernes kursnoteringskomite og den daglige omsætning og notering, som skete hos kursnoteringsudvalget, gav i stigende grad spændinger mellem de to grupper. Da det ikke lykkedes grossererne i rigsdagssamlingen 1887/88 at opnå lovgivning fra Rigsdagen, formodentlig pga. den visnepolitik som blev ført under Provisorietiden, erkendte grossererne, at fondsbørsen havde fået en egen eksistens, og der blev i stedet indgået en overenskomst, som reelt gav kursnoteringen til kursnoteringsudvalget. Herefter var fondsbørsen overgået til vekselererne, der nu helt dominerede kursnoteringen og dens udvalg.

En reform i 1914 skulle befæste denne ordning, men fik ingen virkning pga. udbruddet af 1. Verdenskrig. Krigen påvirkede kraftigt handelslivet i det neutrale Danmark, og Staten fik en større involvering i erhvervslivets forhold, hvilket førte til en række nye erhvervslove. En af disse var Lov nr. 540 af 4. oktober 1919 om afholdelse af fondsbørs. Loven tilsigtede at være en rammelov, som skulle muliggøre oprettelsen af nye fondsbørser rundt om i landet. Men den var modelleret efter Københavns Fondsbørs og stillede derfor ganske høje krav, og den reelle effekt var derfor at få lukket de to, meget små, fondsbørser i Aarhus og Odense. Derved gav loven utilsigtet Københavns Fondsbørs et monopol til glæde for fondsbørsvekselererne, som medlemmerne nu kaldte sig.

En betragtelig del af handlen med værdipapirer gik dog uden om Københavns Fondsbørs, fordi den blev udført af bankerne, som ikke var medlemmer af fondsbørsen. Ved lov nr. 316 af 4. juni 1986 vedtog man en børsreform, som skulle cementere Københavns Fondsbørs stilling. Monopolet for de personligt beskikkede fondsbørsvekselerere blev ophævet, og i stedet blev medlemskab givet til såkaldte børsmæglerselskaber. Disse kunne også ejes af bankerne, og snart havde bankerne overtaget eller fortrængt de tidligere fondsbørsvekselereres børsmæglerselskaber.

Forholdsvis kort efter blev der behov for nye reformer, derfor kaldet Børsreform II, bl.a. foranlediget af et nyt Investeringsservicedirektiv (93/22/EØF), som åbnede for konkurrence på tværs af grænserne for værdipapirhandlere, som det tidligere var blevet muligt ved direktiver om bankdrift.

På baggrund af en betænkning 1290/1995, Børsreform II, blev der vedtaget lov nr. 1072 af 20. december 1995 om værdipapirhandel m.v., som trådte i kraft året efter.

Værdipapirhandelsloven samlede lovene om fondsbørs og værdipapircentraler. Loven privatiserede Københavns Fondsbørs, som blev gjort til et aktieselskab, efter svensk forbillede kaldet bolagisering, og aktierne tildelt de tidligere brugere af fondsbørsen. Den myndighed, som bestyrelsen for Københavns Fondsbørs tidligere havde haft, overgik til et nyt offentligt organ kaldet Fondsrådet, der i dag genfindes som bestyrelsen for Finanstilsynet. Aktierne i Københavns Fondsbørs skiftede senere ejer flere gange, og fondsbørsen drives nu af Nasdaq Copenhagen A/S.

Først efter børsreformen i 1986 gik børshandlen over til at være drevet af handelssystemer på computere. Disse handelssystemer er normalt indrettet sådan, at de har algoritmer, der rangordner indkomne ordrer sådan, at sælgere tildeles prioritet efter den bedste (dvs. den laveste) kurs, de vil sælge til, og for købere den bedste (dvs. den højeste kurs), som de vil købe til. Endvidere kan der ske prioritering efter tid og antallet (volumen) af værdipapirer, som vil handles. Når en ny ordrer går ind, som modsvarer prisen på en modsatrettet ordre, parres de to ordrer (et match), og handlen er indgået.

Et sådan handelssystem indebærer, at der altid står to åbne ordrer for hvert værdipapir: den mest ivrige sælger og den mest ivrige køber. Forskellen mellem deres respektive salgs- og købspris kaldes spread. Der er således altid tre priser for et værdipapir i et sådant system: bedste salgspris (udbud, ask), bedste købspris (bud, bid), og seneste handelspris. Man omtaler ofte seneste handelspris som markedsprisen, men man skal være opmærksom på, at denne pris dels er gammel, og prisopfattelsen kan have ændret sig, dels angår en bestemt volumen. Hvis handlen kun angår en lille volumen, er det ikke sikkert, at prisen kan opnås ved en anden og større volumen. For at få et bedre indtryk af markedsprisen må man derfor ofte beregne gennemsnit over dagen eller flere dage.

Det er ikke oplagt, hvilken type handelssystem der er bedst. En opråbsnotering, som den tidligere blev brugt, går langsomt. Men til gengæld koncentreres handelsinteressen, hvilket giver skarpere priser. Computerhandel gør det muligt at handle hele tiden og at overkomme selv meget store og hurtige handler, såkaldt high frequency trading (HFT), men handlen spredes ud over et længere tidsrum, hvilket kan påvirke prisdannelsen. Gulvhandel er dog nærmest forsvundet og findes kun på enkelte varebørser, men ikke på fondsbørser. Det overvejes dog på nogel børser at lade nogle computerdrevne handelssystemer koncentrere handlen på et kortere tidsrum for at opnå en bedre prisdannelse.

Denne funktionslighed har medført, at reguleringen af børser og af værdipapirhandlere i stigende grad er blevet ensartet, og det kan forklare, hvorfor de traditionelle fondsbørser (nu kaldet regulerede marked) er suppleret af nye "børser" som MHF og OHF (se ovf.), der ofte repræsenterer de handelssystemer, som værdipapirhandlerne brugte. Der er endnu ikke sket en fuldstændig ligestilling mellem dem, der tidligere udgjorde fondsbørser, og værdipapirhandlere, så ny lovgivning kan forventes fra EU, der udbygger denne ligestilling.