Fondsmæglerselskab, aktieselskab, som køber og sælger værdipapirer for klienter, bl.a. på fondsbørser, og som udfører en række andre finanstransaktioner, der tidligere var forbeholdt banker og sparekasser. Selskaberne må dog ikke yde lån mv. Reglerne om fondsmæglerselskaber og deres investeringsservice gælder fra 1996 og er udformet på baggrund af EU-forskrifter. Når et fondsmæglerselskab er godkendt i sit hjemland, opnår det et "europæisk pas" og må herefter udføre forretninger i hele EU. Fondsmæglerselskaber tilses af Finanstilsynet og skal opfylde samme solvenskrav som banker og sparekasser, nemlig besidde en ansvarlig kapital på mindst 8% af de risikovægtede aktiver. Også regnskabsaflæggelse mv. svarer til bankernes. Sammen med børsmæglerselskaber udfører fondsmæglerselskaber funktioner, som tidligere udførtes af fondsbørsvekselerere.