værdipapirer

Udstedelsen af værdipapirer sker ved, at selskabet sælger værdipapirerne til interesserede, der herefter opnår rettigheder i forhold til selskabets ledelse og økonomi. Ved at købe værdipapirer skaber investorerne på flere punkter selskabets økonomiske fundament.

Forholdet mellem investorer og de udstedende selskaber er et ejerforhold, hvor investorerne ejer de værdipapirer selskabet udsteder. De ejer dog hverken selskabet eller dets aktiver som sådan. Selskabets aktiver ejes af den juridiske person, der er selskabet.

Ejere af værdipapirer har en række forpligtelser og rettigheder. Centralt er den grundlæggende manglende forpligtelse til at indskyde ny kapital. Det er selskabet, der hæfter for dets egne forpligtelser. Selskabet kan foretage nyudstedelser, men eksisterende obligationsejere og aktionærer har ikke nogen forpligtelse til at indskyde andet end den oprindelige investering. Det kaldes begrænset hæftelse og virker naturligt for så vidt angår obligationer.

Men den begrænsede hæftelse gælder også for aktionærer. Det er herved, at selskaber – som juridiske personer – adskiller sig fra fysiske personer, der hæfter personligt, når de stifter gæld. Den begrænsede hæftelse begrænser risikoen ved selskabets drift og vækst og er en væsentlig del af forklaringen på markedsøkonomiernes store succes som skabere af økonomisk vækst.

Investorerne har efter præcise regler et krav på virksomhedens aktiver. Ikke sådan at forstå, at de egenhændigt kan afhænde aktiverne. De har derimod et krav på et afkast af deres investering. Et afkast, der skabes gennem selskabets drift og forvaltning af egne aktiver. Det gælder i forhold til en situation med bæredygtig drift og i en situation, hvor selskabet er under afvikling. Afkastet til ejerne af værdipapirerne bliver derfor til en kapitalomkostning for udstederen. Forskellen mellem egenkapitalinstrument og gældsinstrumenter er i denne sammenhæng, at afkastet til obligationsejerne er en kontraktlig forpligtelse til at betale rente på lånet samt at tilbagebetale hovedstolen.

Afkastet til aktionærerne er et residualafkast. Aktionærerne har det fulde krav på den del af virksomhedens overskud, der ikke går til betaling til kreditorer. Aktier og obligationer spiller derfor vidt forskellige roller både i forståelsen som investeringer og i forståelsen af virksomhedernes kapitalstruktur.

I en forståelse som værdipapirer er aktier og obligationer på mange punkter ret ens. Indtil for ca. 40 år siden var værdipapirer, som navnet siger, et fysisk certifikater udstedt af selskabet. I dag sker den grundlæggende registrering af ejerskab til værdipapirer i den samme institution, der kaldes en værdipapircentral.

Investorer kan ved at handle værdipapirer i markedet lade andre indtræde i egne rettigheder i forhold til det udstedende selskab. For børsnoterede selskaber kan det ske uden at spørge udstederen. Omvendt kan udstederen ikke umiddelbart lade en anden juridisk person indtræde i egne forpligtelser. Det ændrer dog ikke på den grundlæggende fordel ved omsættelige værdipapirer, der er muligheden for hurtigt og omkostningseffektivt at likvidere investeringer. For investorerne er det en central fordel ved omsættelige værdipapirer, at de faciliterer spredning og deling af risiko.

Værdipapirhandel forbindes ofte med børser. Mange selskaber lader deres værdipapirer – særligt aktier – notere på en børs. At notere er et ældre udtryk for, at investorer kan handle værdipapirer med hverandre under særligt ordnede forhold på en markedsplads, der historisk kaldtes en børs, og hvor prisen får en officiel status som indikator for markedet.

For børsmarkedets funktion er det af afgørende betydning, at både selskabet og dets investorer overholder reguleringen af handelen med værdipapirer og herunder reglerne om markedsmisbrug. Både selve børsnoteringen og kontrollen med markedsmisbrug er af afgørende betydning for prisdannelsen og hensynet til virksomhedernes kapitalomkostninger.

• aktie
• dematerialisering af værdipapirer
• juridisk person
• obligation
• VP Securities A/S