øgler

Artikelstart

Øgler, Sauria, underorden af krybdyr, der sammen med ormeøgler og slanger danner den evolutionære linje kaldet skælkrybdyr, Squamata, se også krybdyr. Øgleunderordenen omfatter i alt ca. 3000 arter, som bl.a. er karakteriseret ved, at hannernes parringsorgan er parret (en hemipenis med en højre og en venstre del), og at den nedre tindingebue i kraniet mangler. Der findes arter på alle kontinenter bortset fra Antarktis, flest i tropiske og subtropiske områder. Tidligere betragtede man øgler, ormeøgler og slanger som tre selvstændige evolutionære linjer, men de seneste slægtskabsanalyser peger på, at ormeøgler og slanger er udviklet fra øgleforfædre.

Faktaboks

Etymologi
Ordet øgle kommer af oldn. eyðla, beslægtet med gr. aithalos 'sodfarvet' eller 'rødbrun', egl. 'brændende'.

Stålorme, gekkoer og finnefodsøgler

Det er et generelt træk ved mange grupper af øgler, at de både omfatter arter med veludviklede lemmer og arter med mere eller mindre reducerede lemmer; disse er som regel gravende. Stålormen, Anguis fragilis, den eneste danske øgle med reducerede lemmer, tilhører stålormefamilien, Anguidae, som er et typisk eksempel på en sådan gruppe.

Gekkofamilien, Gekkonidae (se gekkoer), er bl.a. karakteriseret ved ikke at have nogen former for lemmereduktion, hvorimod deres nærmeste slægtninge, familien finnefodsøgler, Pygopodidae, har mistet forlemmerne, mens baglemmerne kun er små lapper. Finnefodsøglerne forekommer kun i den australske region, hvor de ca. 30 nulevende arter let forveksles med slanger pga. deres aflange krop og hale.

Firben og kamæleoner

Firbenfamilien, Lacertidae (se firben), omfatter ca. 235 arter, bl.a. de to danske arter, skovfirben, Lacerta vivipara, og markfirben, L. agilis; familiens største art er det op til 75 cm lange perlefirben, L. lepida.

Kamæleonerne, Chamaeleonidae, omfatter 110 arter af stærkt specialiserede øgler, især udbredt i Afrika og på Madagaskar. De har udviklet tungen til et særligt fangstapparat, som sammen med øjnene, der fokuserer uafhængigt af hinanden, gør dem til effektive insektjægere trods deres langsomme bevægelser.

Agamer og leguaner

Agamefamilien, Agamidae (se agamer), omfatter ca. 320 arter, herunder slægten Draco af svæveflyvende øgler, arter med veludviklet evne til farveskift samt den lille molok, Moloch horridus, også kaldet den tornede djævel.

De omkring 600 arter af leguaner, Iguanidae, omfatter ud over populære kæledyr som den grønne leguan, Iguana iguana, så forskelligartede former som de bastante galápagosleguaner, Conolophus, og havleguan, Amblyrhynchus cristatus, trælevende anoler, Anolis, og små, fladtrykte tudseleguaner, Phrynosoma.

Skinker og tejuer

Skinkfamilien, Scincidae (se skinker), som med næsten 1000 arter er en af de artsrigeste øglefamilier, indeholder også alle grader af lemmereduktion; fx har Bojers skink, Scelotes bojeri, som lever på Mauritius, veludviklede lemmer i modsætning til den sydafrikanske Scelotes inornatus, som helt mangler lemmer.

En anden familie, som ikke kun har store variationer i benstørrelsen, men også i udformningen af skællene, er tejuer, Teiidae, som kun findes i Amerika, bl.a. kaimanøglen, Dracaena guianensis, hvis skæl ligner kaimaners (en gruppe af krokodiller). Denne art kan blive tæt ved 120 cm og lever hovedsagelig af bløddyr, som den finder på mudderbanker. Inden for tejuer findes også slægten piskehaler, Cnemidophorus, alle kendetegnet ved at have lang hale og være hurtigløbere, der lever af at jagte insekter på jorden. Modsætningen til disse er de op til 120 cm lange, kraftige teguer, Tupinambis, fra Sydamerika. Gamle hanner har meget store hoveder og kraftige kæber, som kan levere smertefulde, inficerende og vævsødelæggende bidsår.

Bælteøgler og pladeøgler

Bælteøgler, Cordylidae, er nok den bedst armerede øglegruppe. De fleste arter har stærkt kølede skæl, som står ud fra kroppen. Hos bæltehaler, Cordylus, og uægte bæltehaler, Pseudocordylus, er især halen dækket af store pigge og kan bruges til forsvar. De mange kraftige, kølede skæl bruges til at kile øglen fast i små revner og sprækker, så eventuelle fjender ikke kan vriste dyret fri. Familiens arter findes i tørre egne af Afrika, flest i Sydafrika.

Pladeøgler, Gerrhosauridae, findes også i Afrika samt på Madagaskar. Arterne i denne gruppe graver huler, hvor de søger tilflugt under fare. Også hos pladeøgler findes eksempler på lemmereduktion, fx hos piskeøgler, slægten Tetradactylus.

Varaner

Inden for varanerne, Varanidae, findes den største nulevende øgle, komodovaranen, Varanus komodoensis, som kan nå en længde på ca. 3,5 m og veje omkring 250 kg. Som næsten alle andre varanarter lever komodovaranen både af ådsler og bytte, den selv har nedlagt; nilvaranen, Varanus niloticus, er en stor ægrøver, hvilket bl.a. går ud over krokodillereder.

Giftøgler

Familien giftøgler, Helodermatidae, består af slægten Heloderma fra det sydvestlige USA, Mexico, Guatemala og El Salvador. De to arter, gilaøgle og vorteøgle, hhv. H. suspectum og H. horridum, har veludviklede giftkirtler, som munder ud ved underkæbens tænder. Giften er i styrke at sammenligne med mange klapperslangers, dog indeholder øglegiften færre vævsødelæggende enzymer. Et giftøglebid forårsager således lokale vævsødelæggelser, som nok skyldes selve biddet, mens de stærke smerter, slaphed, hovedpine, kvalme og lokale hævelser skyldes giften. Giften kan også påvirke hjertets pumpebevægelser med døden til følge. Det er imidlertid ekstremt sjældent, at mennesker er døde som følge af giftøglebid; de fleste eksempler er dårligt dokumenterede.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig