Faktaboks

Øster Egede Kirke
Sogn
Øster Egede Sogn
Provsti
Tryggevælde Provsti
Stift
Roskilde Stift
Kommune
Faxe Kommune

Øster Egede Kirke er en sognekirke, der ligger umiddelbart øst for herregården Jomfruens Egede, der har afløst en ældre landsby. Den er beliggende fire kilometer nord for Faxe.

Kirkegården grænser direkte op til herregården, mellem hvis længer der er rejst en høj, hvidkalket mur af faksekalk. Muren har en portal i midten i nyklassisk stil fra omkring år 1800. Kirketårnet ligger i borggårdens midterakse. Mod øst er der et stort areal udlagt som gravsted for greverne Moltke-Lystrup.

Kirkebygningen

Kirken er et langhus fra 1608 med romansk tårn mod vest, et våbenhus fra 1500-tallet mod syd og et gravkapel fra 1579 mod nord. Den kaldes en langhuskirke, da den har et langt kirkerum, hvor skibet og koret går i et. I dag står kirken hvidkalket med røde tegltage.

Tårnet

Kirkens ældste del er det romanske tårn, som sammen med de tilstødende dele af langhusets vestlige gavl indeholder resterne af en romansk kirke. De oprindelige mure er af faksekalk.

Under taget er der glamhuller til klokkernes lyd, og taggavlene har i sengotisk tid fået dekorationer af trappeformede kamtakker og spidsbuede højblændinger, dvs. høje murnicher.

Våbenhuset

Inden skibet og koret blev ombygget til det nuværende langhus, tilføjede man de to tværbygninger i løbet af 1500-tallet. Våbenhuset foran syddøren er lagt således, at dets vestre flankemur støtter sig til tårnet og danner en mægtig tårnpille. Af oprindelige detaljer er der kun bevaret et rundbuet vindue mod vest. Gavlen er muret om, ligesom kamtakkerne.

Kapellet

Gravkapellet på nordsiden af skibet er for størstedelen bygget i 1579 i renæssancestil. Det har dog i sin østlige langmur resterne af et sengotisk kapel.

De to vinduer mod nord er kurvehanksbuede ligesom døren på vestsiden, dvs. at buen er fladrundbuet. Herover sidder der en kalkstenstavle i tidlig renæssancestil med to adelsvåben og en indskrift. Rundt om bygningen er der i gesimshøjde en rundbuet frise, mens taggavlen er dekoreret med små svagt fremspringende murpiller, såkaldte lisener, og horisontale profilbånd.

Koret og skibet

I år 1608 rev man størstedelen af det romanske skib og kor ned for at gøre plads til det nuværende langhus, som efterligner det gotiske formsprog. Den østlige gavl har kamtakker og murankre i form af liljer og cifre, der danner årstallet 1608, placeret i en frise mellem to murede rundstave. Langmurene har for hvert fag og på hjørnerne støttepiller.

Kirkens indre

I kirken står det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer præg af de murede, krydshvælvede lofter. Tårnet har fået sit hvælv i den sengotiske periode, mens skibets og korets tre krydshvælv er fra 1608. Gravkapellets indre overdækkes af to krydshvælv, hvis ender hviler på konsoller formet som skægløse småhoveder.

Inventar

I tårnrummet er der to træfigurer fra tiden omkring år 1500, som oprindeligt har været sidefigurer til et korbuekrucifiks. Kristusfiguren er bevaret på Nationalmuseet.

Døbefonten

Den romanske døbefont af granit har en ejendommelig tøndeformet kumme. Foroven har den en svag rundstav, dvs. et profileret bånd. Fodstykket er af cement. Kummen stammer fra hovedgården Lystrup.

Alteret

Altertavlen fra 1614 er i stil fra højrenæssancen. Den er udformet som en ramme af usædvanlig størrelse med et maleri fra 1808, som forestiller nadverens indstiftelse. Både storfeltet og topfelt flankeres af joniske pilastre, dvs. halvsøjler, med prydbælter. De forgyldte dekorative udskæringer, som på storvingerne er retvinklede, kaldes kassetteværk.

Prædikestolen

Prædikestolen fra 1616 i højrenæssance er af samme snedker som altertavlen. Den har fire fag, der adskilles af dobbelte joniske hjørnesøjler med prydbælter. Der er i fagene arkader af kassetteværk, hvori der står ret livfulde figurer af evangelisterne. Nedhænget under kurven danner en bort af kassetteværk. Stolen står nu renset og forgyldt.

Gravminder

I Øster Egede Kirke er der særligt to gravsten, som skal fremhæves. Den ene er fra 1548 og sat over ridderen Hans Bille. Det er en figursten opsat på skibets nordvæg, hvorpå der er afbildet de afdøde i hel figur, hvor manden er i rustning, og hustruen er i enkedragt. Foroven ses våbenskjolde, og derimellem er der en gavl med vingede englebørn. Figurerne flankeres af våbenskjolde over deres aner.

Den anden er en figursten fra 1587 over to jomfruer af slægten Bille. Midterpartiet fyldes af de to skikkelser med udslået hår og jomfrukrans, dvs. en krans på hovedet. De står i hver sin arkade, og de er omgivet af våbenskjolde over deres aner.

Der er desuden i kirken 10 kisteplader fra perioden 1723-1846.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig