valutapolitik | lex.dk – Den Store Danske

Valutapolitik er den del af et lands økonomiske politik, som omfatter landets valg af valuta og deltagelse i internationalt valutasamarbejde. For lande, der fører fastkurspolitik, omfatter valutapolitikken desuden niveauet for valutakursen.

Der findes to hovedformer for valutapolitik, ofte kaldet valutakursregimer: Faste og flydende valutakurser. Desuden findes forskellige mellemformer.

I et fastkursregime sørger myndighederne, primært centralbanken, for, at valutakursen holdes på et bestemt niveau (eventuelt indenfor et afgrænset interval) overfor den valuta, som fastkurspolitikken er defineret i forhold til. Pengepolitikkens hovedformål er dermed at opretholde valutakursregimet.

I lande med flydende valutakurser er fastholdelse af en bestemt valutakurs ikke et selvstændigt mål i den økonomiske politik. Man tillader, at kurserne bestemmes frit på valutamarkederne. Dermed kan landets pengepolitik forfølge andre mål. Et typisk andet mål er at stabilisere den indenlandske inflation og konjunkturudviklingen.

I lande med fastkursregimer kan valutapolitikken omvendt bruges direkte til at påvirke konkurrenceevnen og dermed betalingsbalancen og den indenlandske beskæftigelse. Det kan ske ved at ændre niveauet for valutakursen gennem devalueringer eller revalueringer.

Dansk valutapolitik

I Danmark devaluerede man kronen gentagne gange gennem 1960'erne og 1970'erne for at styrke konkurrenceevnen. Erfaringerne hermed var i det lange løb negative. Devalueringerne bidrog til en højere inflation. Den højere inflation forværrede konkurrenceevnen og medførte desuden andre ulemper. De systematiske devalueringer gjorde den økonomiske politik mindre troværdig.

Siden 1982 har Danmark ført en såkaldt konsekvent fastkurspolitik overfor først D-mark og senere euro, hvor man har givet afkald på at foretage de- og revalueringer. Det har efterhånden givet den danske penge- og valutapolitik en høj grad af troværdighed.

Europæisk valutapolitik

I perioden 1944-1973 førte de vestlige lande i fællesskab fastkurspolitik indenfor Bretton Woods-systemet. Efter at det brød sammen, har verdens hovedvalutaer flydt frit i forhold til hinanden. I Europa var der fra 1979 til 1993 en aftale om fastkurssamarbejde i form af EMSen, indtil den brød sammen under en større valutakrise i august 1993.

Siden er efterhånden 20 europæiske lande gået sammen i den europæiske møntunion ØMUen med den fælles valuta euro. De fleste andre europæiske lande fører pengepolitik i form af et selvstændigt inflationsmål, hvor man ikke forsøger at styre valutakursen direkte, og den derfor flyder.

Danmark og Bulgarien fører som de eneste EU-lande fastkurspolitik. Bulgarien fører fastkurspolitik i den særlige form, der kaldes et currency board.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Samfundsøkonomiske forhold

Poul Schou

Cand.polit., ph.d., Københavns Universitet