EMS

EMS'en blev en realitet på initiativ af især den tyske forbundskansler Helmut Schmidt og den franske præsident Valéry Giscard d'Estaing, der begge så EMS'en som et middel til en større politisk integration i Europa. I første omgang var hensigten at dæmme op for de store udsving i valutakurserne. Denne opgave havde Valutaslange-samarbejdet fra 1972 til 1979 ikke været i stand til at løse.

På trods af den relative fiasko med Valutaslangen blev bestræbelserne på at opnå monetær integration genoplivet med oprettelsen af EMS i 1979. EMS var et betydningsfuldt valutasamarbejde, som samtidig integrerede ordoliberale elementer i den europæiske monetære integration på flere direkte og indirekte måder.

For det første formaliserede EMS Valutaslangens funktion og skabte en større grad af regelbaseret institutionalisering på EU-plan af en politik, der havde til formål at øge den monetære stabilitet, samtidig med at EMS – som en utilsigtet konsekvens – øgede Tysklands rolle som en dominerende økonomisk aktør inden for det kollektive økonomisk-politiske samarbejde i EU. Sidstnævnte indebar, at den tyske ordoliberalt influerede linje smittede af på samarbejdet i EMS.

EMS fulgte samme overordnede model som Valutaslangen, derved at det primære redskab var valutakursmekanismen (kaldet ERM efter forkortelsen for engelsk Exchange Rate Mechanism), som søgte at binde valutaerne sammen i forhold til et paritetsgitter af bilaterale kurser, hvor alle EU’s valutaer blev holdt fast til hinanden inden for et bestemt spænd.

Kernen i EMS-samarbejdet var ERM. Deltagerlandene forpligtede sig til at begrænse valutakursudsvingene i forhold til nogle vedtagne centralkurser. Hvis en valuta nærmede sig øvre eller nedre grænse i EMS-båndet, skulle de nationale centralbanker gribe ind for at holde valutakurserne inden for de aftalte grænser.

Indtil EMS'en brød sammen i 1993, kunne de deltagende valutaer bevæge sig inden for udsvingsgrænser på ⁺/- 2,25% af de aftalte centralkurser. For lande med særlig høj inflation, bl.a. Italien, gjaldt dog bredere udsvingsgrænser frem til 1990, nemlig ⁺/- 6%. Derudover kunne der i særlige situationer og efter gensidig konsultation foretages justeringer af centralkurserne.

EMS-systemet blev gjort mere fleksibelt – især i de senere år af dets eksistens – ved at udvide de kort- og mellemfristede kreditter fra de mere økonomisk robuste stater – især Tyskland – for at forsvare de halvfaste valutakurser i samarbejdet.

I forbindelse med en krise i EMS'en trådte Storbritannien og Italien helt ud af ERM, og efter valutauroen 1993 valgte de tilbageværende lande at udvide de bilaterale bånd til ⁺/- 15%. Dog vedtog Holland og Tyskland ved en separat indbyrdes aftale at bevare det gamle bånd på ⁺/- 2,25% på deres egne valutaer.

ERM findes stadig i form af ERM II, som visse EU-lande uden euro er med i, og som indebærer, at de pågældende landes valutaer kun må svinge inden for bestemte grænser i forhold til euroen. Danmark er med i ERM II.

EMS'en bestod udover ERM også af den europæiske valutaenhed, ECU. Den havde to officielle funktioner: at fungere som betalingsmiddel mellem EU-centralbanker og at fungere som regningsenhed i EU ved fastsættelse af landbrugspriser, opstilling af budgetter osv.

EMS var oprindelig tænkt som et symmetrisk system. Tyskland fik imidlertid hurtigt en dominerende rolle i EMS på grund af såvel landets økonomiske tyngde som landets store pengepolitiske troværdighed funderet i ordoliberalismen. Derfor stod det hurtigt klart, at valutasamarbejdet utilsigtet var ude af balance, idet D-marken fik en vigtig ’ankerrolle’ i gruppen af EU-valutaer. Det betød samtidig, at Deutsche Bundesbank i realiteten kom til at bestemme den pengepolitiske kurs i EMS.

Situationen var ikke uden fordele for de andre medlemmer af EMS. De nød nu godt af at kunne ’importere’ lave tyske inflationsrater, men ’omkostningen’ var, at de også måtte følge den uafhængige Bundesbanks linje i penge- og rentepolitikken. Tyskland erhvervede sig samtidig betydelige internationale politiske og økonomiske fordele ved, at Bundesbank i realiteten fungerede som centralbank for EMS-landene. Dermed blev penge- og rentepolitikken i hele EMS de facto lagt til rette efter Tysklands økonomiske præmisser og realiteter, hvilket naturligvis både var til fordel for Tyskland og for tyske virksomheder. Ikke mindst de franske politiske beslutningstagere var imidlertid stærkt utilfredse med, at Bundesbank indirekte bestemmer renteniveauet i Frankrig, og at D-marken fungerer som europæisk ankervaluta. Frankrig ønskede indflydelse på begge dele.

Derfor pressede Frankrig efter det indre markeds vedtagelse og gradvise implementering i slutningen af 1990’erne på for at få etableret en Økonomisk og Monetær Union (ØMU), som skulle understøtte og afbalancere markedsintegrationen i det nye indre marked. Den franske kommissionsformand, Jacques Delors, var en nøglefigur i forbindelse med dette pres. Han blev formand for det såkaldte Delors-udvalg bestående af de daværende EU-medlemsstaters nationalbankdirektører samt tre særligt sagkyndige. I foråret 1989 skrev udvalget en rapport om, hvordan en økonomisk og monetær union kunne gennemføres i tre etaper, som også var modellen i Werner-rapporten fra begyndelsen af 1970'erne.

• ØMU'en, Den Økonomiske og Monetære Union
• EU's økonomiske samarbejde
• ECU