Valutaslangen var et europæisk samarbejde om valutaer. Det blev etableret i 1972 som forløber for Det Europæiske Monetære System, EMS.

Faktaboks

Også kendt som

slange-samarbejdet; Slangen

Valutaslangen var det første forsøg på at skabe et stabilt valutapolitisk samarbejde, efter at 1970'ernes internationale samarbejde om faste valutakurser i det såkaldte Bretton Woods-system var brudt sammen. Slangen indebar, at de europæiske valutaer kun kunne svinge med et bestemt bånd omkring den amerikanske dollar som en "slange i tunnelen".

Danmark deltog i samarbejdet om Valutaslangen fra begyndelsen, selvom landets EF-medlemskab først trådte i kraft i 1973.

Efter kort tid trådte en række lande ud af Valutaslangen, men i 1978 blev det besluttet at retablere samarbejdet, som skiftede navn til Det Europæiske Monetære System, EMS'en. Dette nye samarbejde trådte i kraft i 1979.

De første skridt

De første skridt hen imod etableringen af samarbejdet i Valutaslangen i EU (dengang EF) blev taget på Haag-topmødet i 1969 og med Werner-rapporten fra 1970, forfattet af et udvalg ledet af Pierre Werner (1913-2002), som dengang var statsminister i Luxembourg.

Werner-rapporten

Werner-rapporten forudså en udvikling hen imod en monetær union i tre etaper, som skulle begynde i 1971 og være afsluttet i 1980. I første fase (som blev iværksat) lagde man op til en mindskelse af valutaudsvingene mellem medlemsstaterne ved at skabe en ’slange’ omkring den amerikanske dollar (med en bilateral grænse for de maksimale kursudsving på 2,25 procent mellem medlemsstaternes valutaer).

’Slangen’ skulle eksistere inden for det bredere internationale 4,5 procent-bånd (en tunnel), der er specificeret i Smithsonian-aftalen fra 1971 (deraf navnet ’slangen i tunnelen’). Men da dollaren blev gjort flydende af den amerikanske regering i 1973, kollapsede ’tunnelen’, hvormed slangesamarbejdet kom i krise. Dette fik Det Europæiske Råd til i 1975 at erklære planen i Werner-rapporten for død. Planen blev dog til dels genoplivet som et rent europæisk ’slange’-samarbejde, der imidlertid fik gradvis færre medlemmer.

Baggrunden for Valutaslangen

Grundlæggende var det europæiske monetære samarbejde siden begyndelsen af 1970’erne et svar på, at USA var ophørt med at agere monetær hegemon for den vestlige verden, da den amerikanske initierede Bretton Woods-aftale fra 1944 om faste kursrelationer mellem de vestlige landes valutaer brød gradvis sammen i perioden 1971 til 1973.

I 1970’erne var en høj grad af kapitalmobilitet blevet en faktor, som objektivt begrænser de valg, som regeringerne vestlige lande kan foretage. For landene var det derfor ikke længere muligt at bevare faste valutakurser uden at opgive den selvstændige pengepolitik, hvor rentepolitikken ellers – i overensstemmelse med keynesiansk økonomisk tankegang – havde haft som mål at sikre vækst og beskæftigelse i landene. I modsætning hertil var Bretton Woods-systemet karakteriseret ved faste vekselkurser, selvstændig pengepolitik og meget begrænset kapitalmobilitet. Det er som nævnt ændringen af sidstnævnte faktor, der gør, at det således ikke længere er muligt at bevare de faste valutakurser uden at opgive den selvstændige pengepolitik.

Valutaslangen etableres

Som nævnt ovenfor opstod den såkaldte valutaslange i første omgang i 1972 som en reminiscens af Werner-rapporten. Valutaslangen indbefattede de daværende seks EF-lande – Tyskland, Frankrig, Italien og Benelux-landene – foruden Irland, Storbritannien, Danmark og Norge, der på dette tidspunkt alle fire havde ansøgt om EF-medlemskab.

Valutaslangen havde som mål at stabilisere valutakursudsvingene ved at låse udsvingene fast inden for et bestemt bånd i forhold til de andre deltagervalutaer. Snart blev regeringerne i landene i Valutaslangen dog bevidste om, at det ikke var muligt at lægge valutaudsvingene i bestemte, faste bånd og samtidig bevare selvstændigheden med hensyn til pengepolitikken, fordi de stadigt friere kapitalbevægelser havde undermineret denne mulighed.

Efter kort tid forlod en række lande derfor Valutaslangen; Storbritannien og Irland allerede efter to måneder, Italien i 1973 og Frankrig i 1974 og efter en kort genindtræden igen i 1976. Kun Tyskland, Holland, Belgien/Luxembourg (de to lande var i valutaunion) og Danmark forblev i Valutaslangen til det sidste, da den blev afløst af Det Europæiske Monetære System (EMS) i 1979.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig