Tinget var i middelalderen en forsamling, hvor beboerne i et område, fx et herred eller landskab, holdt møde for at drøfte og tage beslutning i sager af almen interesse, afgøre retstvister samt bekræfte ejendomsforhold mv. På tinge herskede en særlig fred, tingfred, der rakte så langt, man kunne se fra tinget, og som med tiden også kom til at gælde vejen til og fra tinget. Krænkelse af tingfreden ved drab eller vold medførte en særlig streng straf.

Tingenes virke

Herredsting, birketing (se birk) og byting virkede hovedsagelig som domstole, dog ikke i den moderne betydning, idet der ikke var en dommer, men blot fra 1400-tallet og frem en herredsfoged, der ledede tinget. Den akkusatoriske procesform, som bruges i Danmark frem til 1700-tallets slutning, betød, at det var den krænkede part selv, der skulle stævne modparten, og tingets opgave var at vurdere de eder og andre beviser, der blev præsenteret.

Frem til omkring 1500 fungerede landstingene både som domstole og som politiske og lovgivende forsamlinger. Landstingene ophævedes i 1805, for Bornholms vedkommende dog først i 1813, og afløstes af to landsoverretter. Herreds-, birke- og byting var indtil Retsplejelovens ikrafttræden i 1919 betegnelsen for den stedlige underret.

Om betegnelsen "ting"

Betegnelsen ting kendes også fra andre lande, især de nordiske, fx Altinget i Island og de norske lagting og fylkesting (se fylke). I 1800-tallet blev ting også betegnelse for de nye demokratiske politiske forsamlinger, i Norge Stortinget, Odelstinget og Lagtinget, i Danmark Folketinget og Landstinget. Ordet ting genfindes i fx tingbog, tingfæstning, tinglysning og tingsted.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig