Landsting var i ældre tid domstole og lovgivende forsamlinger mv. for de enkelte lande, dvs. landsdele, i Danmark og Sverige. I Norge kaldtes de tilsvarende ting lagting.

Landsting i Danmark

Der fandtes i alt 13 landsting: i Viborg for Nørrejylland, ved Urnehoved for Sønderjylland, i Odense for Fyn, i Rudkøbing for Langeland, i Ringsted for Sjælland, i Maribo for Lolland, i Nykøbing for Falster, i Stege for Møn, i Lund for Skåne, i Varberg for Nørrehalland, i Halmstad for Sønderhalland, ved Hjortsberg for Blekinge og i Aakirkeby (senere i Rønne) for Bornholm. Omkring 1200-tallet blev landstingene i Viborg, Lund og Ringsted anset for hovedting med særlig vigtige beføjelser i henseende til lovgivning og kongevalg.

Efter at Skåne, Halland og Blekinge var afstået til Sverige i 1658, og efter at der i øvrigt havde fundet en sammenlægning sted af nogle mindre landsting, var der efter 1683 kun fem landsting, nemlig i Viborg, Odense, Ringsted, Maribo og Rønne. Landstingene blev nedlagt i 1805; se landsoverret.

Flere af landstingene var muligvis en videreførelse af oldtidens folkeforsamlinger, hvor enhver fri, voksen, mandlig beboer i landet var berettiget til at møde op og deltage i beslutningerne. Landstingene spillede oprindelig en vigtig politisk rolle. Her blev beslutninger truffet, bl.a. om valg af konge, om krig og fred og om udskrivning af nye skatter. Hertil kom, at retsdannelsen fandt sted på landstingene gennem lovgivning og gennem landstingenes funktion som domstole. Antagelig er retten blevet gennemgået i mundtlige foredrag for folket på tinge, indtil den omkring 1200 blev nedskrevet; se landskabslove.

Fra midten af 1200-tallet tabte landstingene i politisk henseende terræn over for kongemagten og over for de nye rigsmyndigheder, dvs. danehoffet og senere rigsrådet. Kongemagtens indflydelse kom til udtryk i fortalen til Jyske Lov, idet tingene alene skulle dømme efter den lov, der var givet af kongen og vedtaget af landstinget. I løbet af de følgende århundreder fik landstingenes medvirken i lovgivningen kun formel betydning, og efter 1500 ophørte den og erstattedes af en lysning, dvs. en bekendtgørelse, af en ny lov på tinge. Mht. kongevalg blev afgørelserne i stigende omfang truffet af stormændene og siden 1400-tallet af rigsrådet. Indtil midten af 1400-tallet fandt den egentlige valgakt sted på de tre hovedting; senere foregik der alene en hyldning på landstingene af den valgte konge. Landstingenes politiske rolle var udspillet omkring 1500, og i de følgende århundreder havde landsting alene betydning som domstole.

Landsting i Sverige

Landstingenes beføjelser i de enkelte landsdele svarede i hovedsagen til dem, der tilkom de danske landsting. På grund af kongemagtens og stormændenes øgede magtstilling svækkedes landstingenes politiske betydning fra 1200-tallet for igen at øges i slutningen af middelalderen, idet landstingene i unionstiden blev opfattet som organer for den nationale bevægelse. Da der i 1300-tallet blev gennemført retsenhed i Sverige, ophørte landstingenes andel i lovgivningsmagten. Også som domstole ændredes landstingenes betydning væsentligt, efter at lagmændene i begyndelsen af 1400-tallet begyndte at dømme på herredstingene.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig