Landsoverret, domstol, der i 1805 i Danmark afløste landstingene i Ringsted, Maribo, Odense og Viborg samt købstædernes rådstueretter. Den ene af domstolene blev oprettet for stifterne på øerne (Bornholm dog først fra 1813) og Færøerne og blev forbundet med Hof- og Stadsretten i København. Den anden landsoverrets område blev Nørrejyllands fire stifter. De to domstole blev ved Retsplejelovens ikrafttræden i 1919 afløst af Østre og Vestre Landsret.