fylke

I oldtid og middelalder var fylke en retskreds med eget tingsted. Et fylke var mere omfattende end et herred og mindre end et af Norges fire landsting (lagting). På Vestlandet spillede fylket en rolle i den kirkelige inddeling. Fra 1300-tallet blev betegnelsen fylke erstattet af syssel og len, og en kongeligt udnævnt syssel- eller lensmand stod i spidsen for disse områder. I perioden 1662-1918 var betegnelsen det tysk-danske amt med tilhørende amtmand.

Ved lov af 14.8.1918 omdøbtes de 20 amter til fylker, idet man lagde vægt på norsk sprog og fjernelsen af by- og gårdnavne fra fylkenavnet. Søndre Trondhjem amt blev således til Sør-Trøndelag fylke og Bratsberg amt blev til Telemark fylke.

I 1961 blev byerne indlemmet i fylkerne, og i 1972 blev Bergen og Hordaland fylke slået sammen til ét fylke, hvorefter Norge fik i alt 19 fylker.

Ved en regionsreform i årene 2020-2024 blev fylkernes antal reduceret til 15. Disse udgør alle fylkeskommuner, dvs. forvaltningsmæssige enheder, som svarer nogenlunde til danske regioner mht. folkevalgt repræsentation, eget skattegrundlag og varetagelse af videregående uddannelser, vejvæsen, kulturminder og yderligere planlægning.

Samtidig er fylkerne også det regionale statslige styringsorgan med opgaver inden for bl.a. miljøbeskyttelse, landbrug og kontrol med kommunernes virksomhed. Det statslige niveau ledes af en statsforvalter (tidligere benævnt fylkesmand).

• Norges forvaltning